Sarah Iversen - med kurs mod stjernerne

Sidste sæson spillede Sarah Iversen på VSH's ynglingehold, sæsonen sluttede med DM bronze og med landsholdet var Sarah en nøglespiller på 90/91 landsholdet, som vandt bronze ved U 18 VM.

Sidst vi havde et lidt større interview med U landsholdets stregspiller, var VM netop overstået og Sarah stod overfor at skulle begynde seniorkarrieren et år før tid hos Nordkøbenhavn Håndbold.

Interviewet kan man se på linket HER

Vi aftalte dengang, at vi skulle snakke sammen igen når turneringen var kommet godt i gang og Sarah kunne sige lidt om, hvordan det havde været at tage hul på seniorkarrieren.

Det interview har vi lavet nu og samtidig har vi snakket lidt om, hvordan ugens træningslejr med 90/91 landsholdet er gået og hvordan stemningen er her 3 uger før det går løs med EM kvalifikationen

Interviewet kan man sige er lavet over to omgange - spørgsmålene omkring klubkarrieren er vel snart en måneds tid gamle, til gemgæld er spørgsmålene om landsholdet helt dugfriske, Sarah er først kommet hjem fra træningslejren med landsholdet meget tidligt i morges

Sarah Iversen - Sarah kan godt virke lidt skræmmende på en håndboldbane, hvor hun ikke er typen, man skal træde over tæerne.
Udenfor banen er Sarah Iversen en af de rareste personer man kan tænke sig. Man kan simpelthen ikke lade være med at holde af humørbomben og charmetrolden fra Virum

foto Klaus Thøstesen

Hej Sarah – du har nu spillet et halvt års tid for Nordkøbenhavn i 1. Division, kan du sige lidt om forskellen på at spille ynglinge-liga og 1. Division ?
- Hej Per. Der er en kæmpe forskel, både med hensyn til fysikken, de hold vi møder, og intensiteten til træning og i kampene.

Man ser tit med nyoprykkede ungdomsspillere, at teknikken er god nok, men det kniber med fysikken, men det virker som om du sagten kan være med fysisk, hvordan har du haft det med at spille mod nogen nok ofte lidt større og lidt stærkere spillere end i ynglinge ?
- Jeg synes kun det fedt at møde stærkere og større modstandere, så er der god mulighed for at dele nogle tæsk ud , samt selvfølgelig modtage i den anden ende. Det synes jeg er en af de største forandringer for at gå fra ynglinge spiller til senior.

Såvidt jeg ved spiller du både forsvar og angreb og er ofte på banen i det meste af kampen – har du trænet mere/hårdere end du har været vant til som ynglinge? Hvad vil det sige konkret – hvor tit træner i ?
-Vi træner i hal 5 gange om ugen, og udover det er der så også løb og styrke ved siden af. Jeg synes intensiteten er langt højere til træning, og så er der meget mere taktik i træningerne op mod kamp.

Du er flere gange blevet fremhævet som en af dit holds bedste spillere - i Brabrand Hallen snakker de stadigvæk om din kamp herude, føler du at det har været godt for din udvikling at springe det sidste ynglingeår over og komme til Nordkøbenhavn ?
-Jeg fortryder det absolut ikke, det har været den bedste beslutning jeg nogensinde har truffet. :)

Det er blevet offentliggjort at Kim Rasmussen stopper i Nordkøbenhavn, Kim har jo et flot ry som talentudvikler, hvordan har det været at træne under Kim Rasmussen ?
- Det har været en rigtig fed sæson, Kim er en utrolig dygtig træner! Jeg kommer helt sikkert til at savne Kim som træner, og det er selvfølgelig rigtig ærgeligt at han flytter, men hvis han har lyst og behov for nye udfordringer, så ønsker jeg ham alt held og lykke fremover.

Du slutter med gymnasiet til sommer, hvad skal du efter sommerferien ?
-Det kommer meget an på hvor jeg skal spille henne, men jeg skal nok have et år hvor jeg spiller en masse håndbold og har det som 1 prioritet, og så skal jeg samtidigt læse lidt ved siden af.

Kunne du tænke dig at flytte til Jylland, hvis det rigtige tilbud dukker op ?
- Nu er jeg jo, som nævnt tidligere, færdig med gym her til sommer, så hvis det rigtige tilbud dukker op, så flytter jeg til det mørke jylland..

Du var med til at vinde bronze med U18 landsholdet sidste sæson, nu ved jeg godt at i lige skal kvalificere jer først – men tror du det er realistisk at vi kan få Danmark at se helt fremme ved EM ?
- Udfra de hold vi skal møde for at kvalificere os, så SKAL vi vinde! Men det kræver selvfølgelig en del af os, at kunne holde fokus når vi møder forholdsvis "lette" modstandere. Vores mål er at komme til EM og spille om medaljer, så det synes jeg helt sikkert er et realistisk! :)

det kan godt være det er nogle stærke piger med masser af erfaring fra den bedste norske række at Valery Putans har i det norske midtforsvar, men holde Sarah Iversen kan de trods alt ikke - foto Klaus Thøstesen

Sarah og 90/91 landsholdet - interviewets 2. del

Du har lige været på træningslejr med landsholdet - hvad har programmet været ??
- Ja vi har lige været til samling i Fjerritslev fra tirsdag til fredag aften. Programmet har været en masse træninger, lidt styrke, og så to træningskampe af 3 x 25 min mod Norges landshold.

Udover i spillede træningskampe mod Norge, men har så i også trænet sammen med dem - altså lavet øvelser sammen og den slags ??
- Nej overhovede ikke, det var udelukkende kamp mod dem.

Man kunne læse i referatet fra den første af kampene mod Norge, at i har arbejdet med 3:2:1 forsvar, hvordan gik det ??
- Vi har arbejdet med 3:2:1 forsvar før, og har også brugt det mod Norge når vi har mødt dem. I den første kamp gik det rigtig godt, både i 6-0, og i vores 3:2:1. Den anden kamp derimod, der fungerede det desværre ikke...

Vi ved du er treer i jeres 6-0, hvad er din rolle i det offensive forsvar ??
- For det meste dækker jeg nede bag i, men ellers dækker jeg fremme på venstre back.

I har mistet Lotte Grigel og Maibom er tilbage som playmaker sammen med Mia Rej - kan i nå at få spillet Maibom ordentligt ind på holdet til EM kvalen.
- Maibom har været på landsholdet helt fra begyndelsen af, hun kender alt til vores spillestil, og er med til at bygge spillet godt op på playmakerposten. Jeg tror slet ikke det bliver noget problem at få Maibom spillet med ind på holdet, hun er allerede godt med. :)

Nu nærmer EM kvalifikationen sig - hvordan vurderer du jeres chancer ??
- På papiret er det hold vi burde kunne slå, men af den grund kræver det jo bare endnu mere af os. Vi skal ikke gå ind og undervurdere de hold, for så taber vi i sidste ende. Jeg tror vores chancer er rigtig gode, og vi glæder os meget til at spille nogle afgørende kampe igen.

Serbiens stregspiller Cvijic er åbenbart rykket op på deres A landshold - nu er Serbien et af de hold i ofte har kæmpet mod, hvis Cvijic fremover ikke spiller på U landsholdet, tror du det vil forbedre jeres chancer, hvis i møder dem til EM ?
- Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi havde STORE problemer med Cvijic, hun er en stor og fysisk stærk stregspiller som er en stor del af deres hold. Det ville selvfølgelig være en fordel hvis hun ikke var med! Er hun med, så tager vi den derfra, og så er vi bedre forberedt på hende den her gang.

Det var det hele, eller det vil sige at for det skal lige nævnes at Maria Fisker og Simone Kristensen VAR med på træningslejren, men pga mindre skader sad de over i træningsmatchen mod Norge, som du kan se fotos fra på hfoto.dk