|
navn:
Mikkeline
Hej Morten
Har du selv nogen børn?
Hvis du har går de så til håndbold?
Har du selv gået til håndbold?
Hvor spillede du?
Hvad plads?
Var du på første?
Knus
Mikkeline, 13 år
p.s. jeg spiller selv fløj ligesom Line bare højer
Hej
Mikkeline!
Det
er dejligt at der er så mange børn og unge som
er så engagerede i håndbold.
Jeg
har selv en lille dreng på 2 ½ år han går
til gymnastik og har gået til svømning. Ham spiller
jeg lidt håndbold og fodbold med hjemme, men han starter
først med at gå i en klub til efteråret
når han bliver 3 år.
Men han skulle helst fortsætte med at gå til gymnastik,
da det er god træning, samtidig med han dyrker sine
boldsporter.
Jeg
startede selv med at spille håndbold da jeg var 8 år.
Jeg
spillede i en lille klub som hed HSH 69, senere skiftede jeg
klub til Sjørring HK.
Jeg spillede mest streg, lidt fløj og lidt PM, da jeg
ikke er så stor. Men jeg startede faktisk med at stå
i mål.
Vi
var ikke så mange, men jeg var da en af dem som spillede
det meste af tiden når vi spillede kamp.
Jeg sluttede med at spille håndbold da jeg var 17-18
år, da jeg var meget skadet i mine knæ.
Egentlig
spillede jeg mest fodbold, men syntes det var sjovt at spille
håndbold om vinteren.
Jeg
startede med at være håndboldtræner da jeg
var 14 år og trænede nogle lilleputter i HSH 69.
Held og lykke med din viderekarriere, Mikkeline.
--------------------------------------------------------
navn:
Line
Hvem tror du vinder Champions League?
Hej
Line!
Det
tror jeg Krim Ljubijana gør - måske mod Slagelse
i finalen, det må man se efter lodtrækningerne
til semifinalen.
Krim
har et komplet hold med mange store individualister, men som
normalt spiller bedre sammen end Slagelse hidtil har gjort.
Spiller Slagelse virkelig sammen som et hold kan de måske
slå Krim, men jeg tvivler.
Krim har et hold som er ældre som hold, de kender hinanden
bedre end Slagelse gør.
-------------------------------------
navn:
Sofia
Heyy.
Jeg syntes det er synd at du er blevet fyret.
Hvem er din yndlings håndboldspiller??
Hej
Sofia!
Tak
for din omtanke.
Jeg
har haft MANGE yndlingsspillere gennem tiderne. Af de spillere
jeg har trænet f.eks. Bente Thomsen (Lyngså BK),
Britt Forsell (Sverige), Rikke Solberg (Lunner) Cathrine Svendsen
(Lunner - Norge), Chao Zhai (Randers HK - Kina), Tanja Milanovic
(Randers HK - Serbien), Katrine Fruelund (Viborg - Danmark)
Af
de jeg ikke har trænet har jeg syntes at bl.a. følgende
var rigtig gode spillere jeg gerne ville have trænet:
Mia Hermansson-Högdahl (Sverige), Jasna Kolar (Jugoslavien
+ Østrig), Ok-Oh (Sydkorea), Siri Eftedal (Norge),
Annette Hoffmann (Danmark), Ingrid Steen (Norge), Tanja Oder
(Slovenien), Bodnieva (Rusland). Rikke Skov (Viborg)
Men
der er rigtig mange gode spillere, så at have en enkel
favorit er vanskelig - men det er i hvert fald nogen af mine
yndlingsspillere jeg har nævnt her.
De
er/var det p.g.a. deres håndboldmæssige kunnen,
men også p.g.a. deres udstråling, indstilling
til deres sport og vilje - de er/var alle fightere og meget
intelligente spillere.
-------------------------------------
navn:
Sascha
Heii
Morten! :)
Hmm, tænke på, om du ikk kunne tage at søge
en stilling på Randers Realskole?? Eller i Vorup FB??
- Junior eller ynglinge :p Det kunne være feeed :D
Ej, er ked af at du er blevet fyret.. Er kæmpe Randers
tilhænger - også fra Randers, såååå
:D
Held og lykke fremover!
Kram
KrisPigen Sascha :D
Hej
Sascha!
Tak
for sympatien, Sascha.
Jeg
har fået et job i Kolding, som jeg er meget glad for
og som ikke kan kombineres med at have job i Randers, så
det må evt. blive ved en senere anledning.
-------------------------------------
navn:
Anna
Er det en fordel eller en ulempe at være all-round spiller
med hensyn til landsholdet?
Hej
Anna!
Det
kan både være en fordel og en ulempe. Da der kun
var 12 pladser på holdkortet var det en større
fordel end det er nu, men jeg vil altid have mindst 1 all-round
spiller med på mine hold og synes også man skal
have plads til mindst 1 all-round spiller på landsholdet.
Det
som er vigtigst i dag er at man både kan spille angreb
og forsvar, fordi spillet er blevet så hurtigt med bl.a.
hurtige opgiverkast, derfor ønsker alle sig så
komplette spillere som muligt.
Men
jeg tror aldrig man kommer til at undvære all-round
spilleren helt - heldigvis.
Men
hvis du tænker på at du selv er all-round spiller,
så vil jeg råde dig til at finde et par styrkeområder,
som du kan videreudvikle meget mere, så du får
noget spidskompetence på et par områder i tillæg
til du kan spille mange pladser, så står du nemlig
rigtig godt rustet til at tage kampen op om drømmen
om landshold og håndboldligahold.
Held
og lykke.
-------------------------------------
navn:
Camilla
HeJ Morten..
Først og fremmest vil jeg bare lige sige at du er en
kanon god træner.. Hvad vil du så nu.. Skal du
træne et andet hold? Bliver du i Danmark eller? Held
og lykke fremover..
Hilsen Camilla.. Thurø..
Hej Camilla
Tak
for rosen.
Jeg
skal som du måske ved være træner for Koldings
Håndboldligahold, så jeg bliver i Danmark og glæder
mig meget til at starte i Kolding og arbejde videre med det
Jan Laugesen har været med til at starte i Kolding.
-------------------------------------
navn: Caroline Frøstrup
Hej Morten!
Først
og fremmest vil jeg rose dig for at ville svare på spørgsmål
fra alle os håndbold fans.
Nu
til mit spørgsmål.
Jeg ved ikke om det er noget du vil svare på, og det
er selvfølgelig helt i orden hvis du ikke har lyst
til det. Men jeg vil gerne vide, hvad mener du om "Dalmose-sagen"?
Det
var mit spørgsmål. Jeg ved godt at det nok er
svært for dig at skulle svare på sådan noget,
derfor synes jeg også det er helt i orden hvis du ikke
vil det.
Held
og lykke fremover!
Venlig
hilsen Caroline (13 år)
Hej Caroline!
Det
er meget svært for mig at vide hvad som er sket - men
en ting er sikkert det var ikke godt for Ikast/B. og det var
ikke godt for Christian Dalmose. Sådan som jeg ser det
var det en sag med 2 tabere.
Jeg
vil blot lige nævne for god ordens skyld at der ikke
er noget usædvanligt ved at nogen spillere følger
en bestemt træner til en anden klub - det sker hver
sæson rundt omkring i Verden, men måden det skete
på i dette tilfælde var måske problemet,
det ved jeg ikke nok om sagen til.
Jeg
ønsker også dig held og lykke i fremtiden, Caroline.
-------------------------------------
jeg
ved ikke om man kan kalde Stine Toft for voksen ;o) , det
kan man selvfølgelig, her kommer spørgsmålene
fra de voksne brugere
navn:
Stine
adresse: stine@champagnebold.dk
by:
tekst: Hej Morten!
Hej
Stine!
Her
er mine svar på dine spørgsmål.
1. Tror du at forhenværende spillere (som f.eks. Anja
Andersen og Kjersti Grini) med tiden kan blive lige så
gode trænere som en der har taget mange kurser og håndbolduddannelser?
De
kan blive gode trænere også via deres spillererfaring
- det er der ikke nogen tvivl om. Men der er stor forskel
på at være en god spiller og så være
en god træner.
Det
optimale er sikkert en tidligere topspiller, som samtidig
bliver veluddannet teoretisk - via mange kurser og andre håndbolduddannelser.
Vigtigst
er det for alle trænere - at bruge de styrker man har
og sørge for at forbedre sine svagheder mest muligt.
Trænerne skal forstå uanset om det f.eks. er Ulrik
Wilbek, Morten Arvidsson, Torben Winther eller Anja Andersen,
at man hele tiden skal forsøge at blive dygtigere og
klogere end i går, så man ikke går i stå
som træner.
2. Hvilken af følgende egenskaber synes du er den vigtigeste
for en træner (vælg KUN én!):
- Engagement og empati for den enkelte spiller, og holdet.
- Højt taktisk niveau og gode forberedelser.
- Gode lederevner og forståelse for klubbens udvikling.
Det
er et vanskeligt spørgsmål - jeg tror man er
nød til at kunne det hele bedre end gennemsnittet,
hvis man vil lykkes som toptræner i dag- hvilket er
med til at gøre jobbet ret kompliceret og krævende.
Det
vil være meget forskelligt fra hold til hold - nogen
hold vil lykkes og trives med en træner der har en profil
med stort engagement og empati og lidt svagt taktisk niveau,
andre hold vil lykkes hvis det taktiske niveau hos træneren
er højt og empatien og engagementet lidt lavere.
Men
jeg tror det vigtigste når du arbejder med mennesker
er engagement og empati.
(empati betyder indføling, indlevelse, per hviids bemærkning)
3.
Synes du at der er for mange udlændinge i den danske
liga, og synes du at det skader de danske talenter?
De mange udenlandske spillere KAN skade udviklingen af de
danske talenter, men KAN også være med til at
højne niveauet på de bedste danske spillere.
Konsekvensen er i hvert fald at det tager længere tid
inden en ung spiller kommer til at spille på et håndboldliga-hold,
så de unge spillere må lærer at være
mere tålmodige - at de måske først kan
gøre sig gældende når de er 22-24 år.
I
den tid inden de bliver stabile nok - bør de så
lærer alle de detaljer de kan fra de mange gode udenlandske
spillere i den danske HåndboldLiga.
På den måde kan de udenlandske spillere være
en positiv inspirationskilde.
Men jeg håber at antallet af udenlandske spillere har
nået toppen nu, men jeg er langt fra sikker på
det er tilfældet.
Det at skabe en topspiller tager tid og tid er ikke det som
præger flertallet af klubberne i Håndboldligaen.
Derfor vælger mange den lette løsning at "købe"
en "færdigudviklet" topspiller fra udlandet.
Jeg
mener det bør være et både/og så
man har nogen topspillere, der kan være udenlandske
og så nogen spændende talenter, som kan udvikles
sammen. Det er den model vi har brugt i Randers HK i de år
jeg har været træner der.
4.
Hvilke hold tror du kommer i slutspillet? Og hvem tror du
vinder det danske mesterskab?
Jeg
tror det bliver 1. Slagelse 2. Viborg 3. Ikast/Bording 4.
Randers HK
Viborg
Hk tror jeg kan overraske, hvis Slagelse er optaget af Europacuppen
omkring slutspillet, fordi de har en mindst ligeså stærk
trup som Slagelse.
Desuden synes jeg de spiller langt bedre sammen som hold end
Slagelse, som hidtil i denne sæson stadig har spillet
meget individuelt.
Viborg skal sikkert også spille EHF-cup semifinale og
finale, men vil sikkert prioritere en DM-titel højere.
Men det er meget tæt mellem de to hold, så meget
afhænger af hvem som har dagen og undgår skader/sygdom
på de mest centrale spillere.
Både
Viborg og Slagelse har en langt breddere trup end Randers
og Ikast, hvilket nok bliver afgørende.
Randers kan sikkert drille Slagelse i semifinalerne, men nok
ikke slå dem ud, mens jeg tvivler på Ikast vil
være i nærheden af at slå Viborg.
5.
Hvilket hold tror du bliver det førende i fremtiden
i den danske liga? Og tror du at den danske liga kan blive
ved med at have den klasse som den har på nuværende
tidspunkt?
Viborg
og Slagelse.
Hvis
HåndboldLigaen skal bevarer sit høje niveau skal
vi forbedre os ude i klubberne og vi skal blive dygtigere
til at passe på vores sport - så vi husker hvor
basis er henne - nemlig på banen.
Det
er vigtigt at de næstbedste hold ikke føler at
det er umuligt at indhente de 2-3 bedste, for så mister
publikum og alle andre hurtigt interessen for vores sport.
Så det afgørende er at vi mindst har 7-9 gode
hold som alle kan slå hinanden indbyrdes lidt afhængig
af hvem som er mest klar på dagen.
6. Hvad er det største man kan opnå inden for
håndbold, for dig? (Turneringer/medaljer/titler så
vel som på det personlige plan)
Det
største må være at vinde Champions League
og OL.
Fordi
det er så vanskeligt at komme med i disse turneringer
(OL fordi det er kun hvert 4 år) og jeg altid har drømt
om at deltage i OL fra jeg var 8 år og fulgte med i
OL 1972 i München.
Men
EM er det vanskeligste mesterskab at vinde for landshold -
da alle holdene til EM er ganske stærke, så der
er ikke nogen lette kampe.
7.
Morten Arvidsson som landstræner, hvad siger du?
Jeg er jo landstræner for B-landsholdet, hvilket
jeg synes er rigtig sjovt og spændende. Men det at være
landstræner er noget helt andet end at være klubtræner
- man arbejder på to forskellige måder. Skulle
jeg vælge vil jeg helst være klubtræner,
men at være landstræner er mere sjovt og spændende
end jeg troede.
Jeg er meget glad for at arbejde sammen med Jan Pytlick og
Kim Jensen. Jeg var meget glad for at de forlængede
med DHF, så de skal være landstrænere til
OL 2008 i Beijing.
Nu
har jeg lige skrevet under på en kontrakt med Kolding
som jeg glæder mig meget til at træne, men var
det ikke blevet Kolding - ville jeg måske på sigt
have satset mere på at blive landstræner i udlandet.
-------------------------------------
navn:
Målmanden
Hej Morten
1. Hvad er i dine øjne årsagen til at vi har
så mange skader i kvindernes liga i Danmark når
man sammenligner med udlandet (jeg følger især
med i norsk håndbold). Ifølge flere nordmænd,
som har ytret sig om emnet, skyldes det, at man træner
mindre på det fysiske område i Danmark end i Norge
- hvad mener du med dit kendskab til begge lande.
Hej
Målmanden
Det er rigtigt at man tidligere trænede meget mere i
Norge end i Danmark og ikke mindst fysisk var langt foran.
Der er ikke så stor forskel længere på det
område, men vi spiller måske lidt flere hårde
kampe i DK p.t. end i Norge.
Tempoet kan være en forskel - der spilles i et højere
grundtempo i DK.
Spillestilen er anderledes. I DK er den tekniske træning
stadig lidt højere vægtet end i Norge - mere
individuel og fintepræget, hvilket kan være en
del af forklaringen på mange af korsbåndsskaderne,
der i 70 % af tilfældene sker i finter.
Man
har i Norge også haft mange korsbåndskader, men
gjort noget mere aktivt ved det med mere systematisk skadesforbyggende
træning, men så de på den anden side mange
haller med plastikgulve i som øger risikoen for korsbåndskader.
Belastningsskaderne
kommer vel fordi kravene p.t. er højere til klubberne,
spillerne og trænerne om at nå et resultat.
Nogen melder sig måske for tidligt klar og så
er man inde i en ond cirkel.
Spillet
er et hårdt fysisk spil og derfor vil der altid være
nogen skader i vores sport, men jeg synes man mange stder
i DK har arbejdet meget seriøst omkring hvordan man
skal undgå og forebygge skader.
Dette
bl.a . på initiativ af Jan Pytlick, som helt fuldstændig
urimeligt blev angrebet af Anja Andersen, i et forsøg
på at aflede opmærksomheden fra at hun ikke gav
de øvrige hold i puljen fair-play ved at sende et stærkt
svækket hold til Makedonien til den sidste puljekamp
i CL.
En ting er at sende et svækket hold af sted, men hun
burde som holdets cheftræner efter mine begreber være
rejst med sit hold, uanset hvem som spillede. Det var da det
mindste man kunne forvente.
Med sådan en holdning til spillet, er det vel ikke så
underligt at hun ikke lige p.t. er blevet udnævnt til
at være landstræner i Danmark.
2. Kan det mon skyldes at spillet i Danmark er hurtigere og
derfor mere belastende, eller er vi simpelthen dårligere
til at lade småskader få tid til at hele så
de i stedet udvikler sig til alvorlige skader.
Hej
Målmanden
Presset
som omtalt tidligere - betyder desværre at nogen muligvis
går på banen for tidligt efter en mindre skade.
Der er der også veldokumenterede undersøgelser
fra bl.a. Sverige, der viser at hver 3. mindre skade udvikler
sig til en stor skade, netop fordi de bliver negligeret.
Jeg
bliver stiktosset på de spillere jeg træner, når
de har prøvet at skjule en mindre skade eller at de
ikke har fået sovet godt nok, eller blot føler
sig sløje, da det øger risikoen for at blive
skadet i længere tid.
Det giver store problemer for holdet/klubben og de svigter
holdet og sine medspillere, ved at tie om disse ting. Så
jeg kan kun opfordre alle til at lade fysioterapeuter, læger
i mangel af bedre trænerne være med til at afgøre
om man kan spille og kun til spillerens helbreds fordel. Ingen
skal presses til at spille - spilleren kan altid sige nej,
men lederne skla også være i stand til at sige
nej på spillerens vegne, når spilleren handler
mod bedrevidende.
Jeg
ved at mine spørgsmål kan synes ledende, men
der må være en forklaring og det er noget jeg
har spekuleret meget over - som Ikast-tilhænger har
man jo haft de 3 sidste sæsoner alvorligt påvirket
af skader (Grini, Jurack, A. Nielsen, Kris. A, Jovovic, Trine
Jensen osv. osv.)
Jeg
ved ikke hvor meget skadesforebyggende træning man har
lavet i Ikast/B., men jeg har på fornemmelsen at det
er blevet ret højt prioriteret efter den lange skadesrække
de har haft især i forrige sæson.
-------------------------------------
navn:
Kasper Lauest
Hej Morten,
Hvor
længe mener du den nuværende cirkulære tendens
i den danske kvindehåndboldliga kan bevares: flere stjerner,
mere TV-tid, flere penge, større lønninger,
flere stjerner, osv?
Kan den danske liga fortsat være verdens bedste i en
lang årrække eller er der overhængende fare
for at "boblen brister", som den gjorde i Norge?
Hej
Kasper!
Jeg
mener ikke at man umiddelbart kan sammenligne Norge og FDanmark,
sådan som det ofte bliver gjort.
Da jeg var træner i Norge fra 1992 til 1998 var det
en spændende Liga i 92-94, hvor alle kunne slå
alle.
Derfter faldt flere og flere hold fra og nu er der reelt Larvik
- derefter Nordstrand og Våg (som får det vanskeligt
næste sæson).
Byåsen
og Tertnes er gode talentudviklere, men kan ikke finde økonomien
til at komme på fode igen.
Men
det høje niveau skyldtes ikke en massiv import af udenlandske
spillere - der var nemlig kun lov at have 2 udlændinge
på holdene i den bedste periode. F.eks. var Rikke Solberg
eneste udlænding på Lunners hold, da jeg trænede
dem og vi var blandt de 4-5 bedste hold i Ligaen.
Så der er i hvert fald en tydelig forskel.
Mod slutningen af Bækkelagets storhedsperiode, havde
de udnyttet Bosman-dommen, til at have flere udlændinge
på holdet, men ellers var der egentlig få udenlandske
spillere i Norge.
Så
der hvor det gik galt var da TV trak sig ud og ikke længere
viste håndboldkampe fra Ligaen.
Men pengene i Norge har aldrig været i nærheden
af det niveau de bedste hold i DK p.t. har.
Det som gik galt i Norge var at man mistede den sportslige
spænding om udfaldet af kampene, TV-tiden og landholdet
dominerde så kraftigt at al aktivitet udenfor landsholdsregi
blev overskygget og visnede hen.
Ingen
andre nationer har haft så optimale forhold for sit
kvindelandshold som Norge, men det skete på bekostning
af klubberne og de ildsjæle der arbejdede i dem for
at løfte håndbolden ude i distrikterne. De gik
"døde" da Ligaen hele tiden kom i 2.række,
så forsvandt interessen og arbejdskraften. Samtidig
med at samfundsudviklingen i Norge gjorde at det blev stadig
vanskeligere at finde frivillig arbejdskraft til at skaffe
penge til driften.
PÅ
samme tid kom mange idrætter i Norge frem i Verdenstoppen,
så konkurrence fra andre sportsgrene var man ikke helt
forberedt på.
I
Danmark har håndbold traditionelt en stærkere
position - vi har masser af haller i forhold til Norge. Flere
klubber og hold, men frem for alt traditioner.
De
skal vi bevarer og vi skal huske græsroden og hvor vi
kom fra.
Vi skal have landshold og klubberne til at samarbejde tæt
i fælles forståelse for vores afhængighed
af hinanden og give inspiration til hinanden, ikke kæmpe
om den samme opmærksomhed.
Man skal trække på samme hammel - alle sammen
og se hvad er det bedste overordnet for håndboldsporten
og dermed glemme snævre klubinteresser eller snævre
landholdsinteresser.
Så
kan vi måske fortsat se tophåndbold hver uge fra
verdens bedste Håndboldliga for kvinder også om
10-15 år, hvis ikke vi passer på så er brønden
måske tømt om 5-6 år.
Vi
har altså brug for Viborg, Slagelse o.s.v. men også
for at Sønderjyske kan overraske indimellem, at Aalborg
vinder mod de bedste at Fox på hjemmebane umulige at
slå at FCK overrasker og vinder i Jylland onsdag aften
mod Ikast, at Team Esbjerg bliver i Ligaen og ikke "skal"
rykke ned hvert andet år, at Odense blomstre op og slår
til mod de bedste o.s.v.
Så
kan vi bevarer den brede interesse for sporten og så
overlever Ligaen længe på det høje niveau.
Lønningerne
er nok stagneret nu - medmindre klubberne rammer en guldåre
med en eller anden smart ide.
-------------------------------------
navn:
Kasper Lauest
Det er indlysende at du som håndboldtræner må
have en indgående forståelse for spillets finesser,
men I hvilken udstrækning har du gjort brug af psykologien
til at maksimere hver enkelt spillers potentiale?
I
hvor høj grad mener du iøvrigt at det sociale
samspil mellem spillerne på et hold er afgørende
for holdets succes??
Hej
Kasper!
Det
er nødvendigt at have et psykologisk kendskab og arbejde
mentalt med spillerne og holdet, hvis man vil opnå resultater.
Det som er vigtigt at huske er at adfærden får
teorien fæstnet hos spillerne, så derfor er træneren
hver dag i stand til at skabe/nedbryde spillerens muligheder
for at udnytte sit potentiale.
Men ingen kan udvikles hvis de ikke vil udvikles - så
i den sidste ende er det spillerens ansvar at blive bedre
og træneren skal så kunne tilbyde den vejledning
som får udviklet spilleren mest muligt.
Jeg
tror specielt hos kvinder at det er nødvendigt at et
hold fungere godt sammen socialt - at spillerne/lederne betyder
noget for hinanden som medmennesker, ellers er det vanskeligt
at lykkes med holdet, så hold uden et indre sammenhold
og "social ro" tror jeg ikke vinder særlig
ofte.
-------------------------------------
navn:
Kasper Lauest
Hej Morten,
Hvilke
ting bruges der mest energi på som træner op til
en kamp? Research af modstanderens spillestil? Udtænkning
af taktik? Hold-spirit-building før kampen? Motivation
af hver enkelt spiller?
Hej Kasper!
Jeg
tror eller nærmere ved der er meget stor forskel fra
træner til træner og fra hold til hold på
det spørgsmål, så det kan jeg ikke give
dig et fyldestgørende svar på, men jeg kan kort
skrive hvad jeg gør.
Jeg bruger tidmæssigt mest på research af modstanderne
og udtænkning af taktik, da de to andre ting ligesom
er noget du løbende er i gang med holdet.
Men der kan også være perioder i sæsonen
hvor fokus er nødtil at blive flyttet til nogen andre
områder for at løfte holdet videre.
Så det ene udelukker ikke det andet, men går alting
planmæssigt, så tror jeg de fleste bruger mest
tid på research og udtænkning af taktik.
Jeg
kan lige nævne at jeg i hvert fald bruger 12-20 timer
på hver kamp i forberedelser.
-------------------------------------
navn:
Kasper Lauest
Hej Morten,
Jeg
har tit spekuleret på hvordan trænere og kommentatorer
kan vide så meget om enkelte udenlandske spillere, som
selv inkarnerede håndboldfans dårligt nok har
hørt om. Har man som træner for en dansk eliteklub
mulighed for at se håndboldkampe som normale dødelige
danskere ikke har (f.eks. udenlandske kampe?).
Hej
Kasper!
Den
viden vi måske har mere end nogen af jer kommer fra
vores netværk af kollegaer rundt omkring i Verden.
HåndboldVerdenen er ikke så stor og vi kender
de fleste rundt omkring - så hører man lidt der
og lidt her o.s.v.
Men
derudover er det selvfølgelig på samme måde
som I andre, ved at se TV, surfe på internettet og se
kampe Live rundt omkring, men den største forskel er
formentlig vores trænernetværk.
-------------------------------------
navn:
Kasper Lauest
Hej Morten,
Hvilke
andre danske trænere beundrer du og hvorfor?
Hej Kasper!
Der
er mange danske trænere som jeg har stor respekt for
- men ikke nogen jeg som sådan beundre, men vi har stor
faglig respekt omkring hinandens arbejde blandt trænerne.
Jeg synes der er mange dygtige trænere her i landet,
som man kan blive inspireret af at se træne eller coache
sine hold.
-------------------------------------
navn:
Slagelse-fan.
Bojana Petrovic. Verdens bedste?
Andre siger hun er et tudefjæs(!)
Hvad mener du?
Er hun verdens bedste?
Hej Slagelse-fan.
Jeg synes Bojana Petrovic er en fantastisk dygtig spiller,
med et enormt potentiale.
Skudstærk, fintestærk, godt blik for sine medspillere
- stort overblik og taktisk forståelse.
Glimrende forsvarsspiller de fleste dage.
Hun kan næsten det hele og kan blive endnu bedre - hun
er jo en ung spiller, som teknisk og taktisk er en flot rollemodel
for mange håndboldspillere.
Hun er som jeg ser det sin egen værste fjende - hendes
attituder på banen, hvor hun ofte giver indtryk af at
hun bliver uretfærdigt behandlet stort set hver gang
hun ikke scorer, eller der bliver dømt frikast imod
hende - betyder hun efter mine begreber er en irriterende
og dårlig rollemodel.
Men
hun engagerer.
Det
at kalde nogen Verdens Bedste er mig i mod og at være
en af de bedste forpligter i alle henseender og MINE normer
om at være en topspiller ødelægger hun
med sine attituder.
Men Petrovic må opfører sig som hun vil, det
er jeg ligeglad med. Det er hendes valg og sådan hun
er - det må man respektere, så længe hun
ikke går over stregen.
-------------------------------------
navn:
Søren
Hvad er din støste ambition som træner... at
vinde mesterskabet eller bare se det hold du træner
udvikle sig i den retning du ønsker
Hej Søren!
Se
holdet/spillerne udvikle sig, når de gør det
- så kommer resultaterne også, hvis man får
lov til at få tiden til at få udviklet holdet/spillerne.
Tidsfaktoren er den væsentligste faktor i udviklingen
af spillere - har man tid nok og er spilleren, holdet, klubben
og træneren tålmodig nok, så kommer der
også til at ske en udvikling.
Så for mig er min største ambition at udvikle
spillere, holdet og spillet.
-------------------------------------
navn:
Søren
Hvad tror du problemet er i Ikast-Bording lige nu. Spillet
er ringe og spillerne mangler total gejst og lyst.
Hej
Søren!
Man fandt tilsyneladende ikke tonen træner, klub og
hold, hvilket sjældent giver ret god stemning. Synes
det var for dårligt at man ansætter en træner,
der så bliver tvunget ud efter 40 dage - det er en dårlig
ledelse og det er vel et tegn på klubben har været
presset fra flere sider, uden at jeg kender noget nærmere
til det.
Alle har et ansvar for at få tingene til at hænge
sammen og det burde man vel kunne overskue, da Morten jo kun
skulle træne holdet sæsonen ud.
En dyb ridse i lakken til hele klubben - det blev en situation,
hvor alle parter tabte, det er uheldigt for sporten.
-------------------------------------
navn: willer
Hej Morten!
Først en stor tak for at du vil stille dig til rådighed
for os almindelige håndboldnørder - osse en stor
tak til europamester.dk for det gode initiativ, jeres side
er suveræn!! Mit spørgsmål er om der i
træneruddannelsen bliver gjort nok for at lære
jer trænere om forebyggelse af skader. Jeg har lige
set et tv indslag om emnet og det var i hvert fald ret rystende.
En træner i en topklub siger at han træner piger
på samme måde som han trænede herrer og
at den fysiske træning i øvrigt var lagt i hænderne
på en fittnessinstruktør!! Altså helt kort:
Lærer trænere nok om anatomi og fysiologiske forudsætninger.
Venlig hilsen
Willer
Hej Willer!
De
danske træneres træneruddannelse giver et basis
for at kunne træne de bedste spillere, men hele tiden
sker der nyt indenfor forskningen, hvilket gør at man
er nød til at opdaterer sig og forsøge at finde
mere optimale træningsmetoder og ikke mindst måske
få viden om restitution.
I udgangspunktet føler jeg at de uddannede trænere
har haft muligheden for at være klædt godt nok
på med fysiologisk viden.
Om denne viden så bliver udnyttet godt nok alle steder,
det tør jeg ikke sige, men jeg synes det ser ret fornuftigt
ud de steder jeg har et nærmere kendskab til.
Mange klubber bruger specialister til at supplere trænerne,
så det skulle jo borge for at kvaliteten bliver endnu
højere.
Så er det op til træneren at få tingene
gjort så relevante som muligt for den enkelte spillers
behov.
Men vi kan altid lærer mere og blive dygtigere, men
der er sket en stor forbedrring på det fysiske område
de seneste 4-5 år.
-------------------------------------
navn:
Jonas
Hej Morten Arvidsson,
Efterhånden som mediedækningen bliver større
er det som om klubberne hellere ansætter en tidligere
topspiller, der sælger biletter end en uddannet træner,
som har den nødvendige teoretiske viden. Egentlig synes
jeg det er skidt, der må være en grund til at
der findes en træneruddannelse og som et minimum burde
man måske forlange at tidligere topspillere tog en licens
af en art. Jeg tror der findes et sådant system indenfor
fodbold. På den anden side, mener du så ikke at
en tidligere spiller med international erfaring kan tilføre
et hold noget som en person som "bare" er træneruddannet
ikke kan. Nu er du jo selv blevet "ramt" af den
her problematik, så jeg forstår godt, hvis du
ikke vil svare, jeg synes bare det er bekymrende så
mange uddannede trænere der ryger ud til højre
til fordel for eks-spillere. Hilsen Jonas p.s. Håber
virkelig du kommer til Kolding IF og bygger vores dameafdeling
op, det ville være helt kanon
Hej
Jonas!
Jeg
glæder mig også meget til at komme til Kolding
og være træner - for bl.a. at samarbejde med en
tidligere topspiller - Tomas Sivertsson.
Der
er store fordele forbundet med at have været topspiller
og så blive træner, men det gør det ikke
alene, så det er vigtigt disse trænere får
uddannet sig så meget som muligt - måske sideløbende
med deres spillerkarriere, så når de stopper med
at spille kan de udnytte deres navn og spillererfaring i kombination
med en stor teoretisk viden om diverse træningsprincipper.
Vi
skal blot passe på "træner-håndværkeren"
ikke kommer i skyggen af "billet-sælgeren".
Vi har brug for og plads til alle de forskellige træner-typer
rundt omkring i landet, men det som er trænerens primære
opgave er at hjælpe spillerne til at udvikle sig og
dermed udvikle spillet, holdet og klubben.
Det må man ikke glemme uanset hvem det er som træner
holdet må det være det primære krav. I nogle
perioder er det måske bedst forspillere at have den
ene type træner, andre faser af karrieren måske
bedre at have en anden type træner.
-------------------------------------
navn:
Ole
Hej Morten Arvidsson.
Tak for din indsats i Randers HK, jeg er en af dem som begræder
din afgang fra klubben. Mit spørgsmål er om du
ikke tror du var lige hurtigt nok ude med at tage skylden
for nederlaget til Slagelse. Da du på TV allerede dagen
efter nederlaget tonede frem på TV og påtog dig
det fulde ansvar for nederlaget tænkte jeg i hvert fald
to ting nemlig 1. den mand er fandme et mandfolk 2. nu har
ledelsen alle kort på hånden for at give ham sparket.
Fortryder du at du var så hurtigt ude med at påtage
dig ansvaret - dybest set VAR det jo ikke dig der tabte den
kamp, men en bestemt spiller, der stod og sov med bolden i
hånden. På forhånd tak for svaret og tak
fordi du på den måde hjælper europamester.dk,
danmarks bedste håndboldsite Hilsen Ole
Hej Ole!
Tak
for dine positive ord.
Jeg fortryder ikke at jeg påtog mig ansvaret for nederlaget.
Man vinder sammen og man taber sammen. De to spillere, som
pludselig kom til at stå som skurkene i stedet for som
heltinderne fik ikke hjælp nok af de øvrige spillere
og det er mit ansvar hvem som er på banen, som træner.
Sådan
er det og jeg skulle sikkert have sat nogen andre ind, hvis
jeg havde troet mere på dem.
Jeg tog beslutningen om hvem der skulle være inde og
når så ikke jeg kan få spillerne til at
gøre det jeg beder dem om så er det jo mig der
ikke har gjort mit arbejde godt nok.
Men
jeg var blevet fyret alligevel uanset om vi havde vundet den
kamp, i hvert fald ifølge formandens udtalelser til
Jyllands-Posten, så jeg tror ikke det ændrede
noget på min situation i Randers HK.
-------------------------------------
navn: Linda Klixbüll
: ville godt høre din mening om alle de "middelmådige"
udlændinge der går og fylder op i ligaen på
pladser der ligeså godt kunne fyldes ud med danske talenter
Hej Linda!
Det
er vanskeligt at finde disse meget omtalte mange danske talenter,
som står i kø for at komme ind på diverse
HåndboldLiga-hold rundt omkring i landet
..
Jeg forstår hvad du mener, og i nogen tilfælde
har du helt ret, men generelt er der for få danske spillere
til at vi kan have så mange gode hold, som der p.t.
er i HåndboldLigaen.
Men
jeg håber at klubberne og DHF i samarbejde for lavet
nogle retningslinjer og regler, som kan gøre det lettere
at være ungt talent og få god træning og
spille mod gode hold/spillere.
---------------------------
navn:
Per
Selvom
jeg personligt er Ikast/Bording supporter, så er den
klub jeg holder aller-mest af Brabrand IF, fordi det er min
barndomsklub. Har du på samme måde en klub, som
du holder mere af end nogen anden, og hvis du har, hvilken
og hvorfor
Hej
Per
Jeg
har flere klubber som står i et særligt lys hos
mig.
Lyngså
BK, hvor jeg lærte det meste af min basisviden om elitehåndbold
fra Bente Thomsen og Preben Leth.
Vadstena
HF i Sverige hvor jeg var træner - en klub med en velfungerende
organisation hvor jeg mødte mange dejlige mennesker.
Lunner
IL i Norge - hvor jeg lærte min kone at kende og hvor
vi har mange venner og bekendte fra den tid.
Sørfjell
IL i Norge - hvor vi boede helt fantastisk og opnåede
det maksimale med oprykning til den bedste række som
klimakset på 2 år, hvor jeg også fik videreuddannet
mig som elitetræner. Desuden mødte vi nogen utrolig
søde mennesker, som vi har flere faste traditioner
sammen med nu.
Det
er mine "hjerteklubber" - jeg har indvolveret mig
så meget i disse klubber at de altid vil stå som
noget særligt for mig.
Havde
afskeden med Randers HK blevet anderledes havde de også
fået en plads der, men det har den klub ikke nu og får
det heller aldrig; desværre.
---------------------------------
navn:
Per
I
den meget famøse kamp mod Slagelse MENER jeg at Valentina
tarculowska/Radulovic får en to minutters PLUS et rødt
kort - altså at det røde kort ikke blev givet
for den samme forseelse. Jeg kender ikke reglerne, men jeg
kunne forestille mig at hvis jeg har forstået situationen
rigtigt, så skulle Slagelse have haft en spiller ud
i 2 minutter udover Valle, det fik de ikke.
Alligevel
protesterede du ikke hverken under kampen eller efter, så
hvad skete der egentlig rigtigt
Jeg
tror du har ret efter at have set videoen, men jeg var så
fokuseret på vores eget spil at jeg ikke helt fulgte
med i hvad der egentlig skete.
Jeg kan huske jeg var i gang med at tænke nogen alternativer
ind til vores angrebsspil og - forstod ikke at hun fik rødt
kort, men på det tidspunkt af kampen var jeg holdt op
med at bruge energi på dommerkendelserne, som havde
været meget inkonsekvente i størstedelen af kampen.
Så jeg havde bestemt mig for at bruge al energien på
det jeg kunne gøre noget ved og dermed "smuttede"
denne fejlkendelse også for mig, selvom min ass. træner
Heine Sørensen påpegede for mig at hun burde
have 2 + 2 min.
Så var vi ikke sikre, da vi ikke helt forstod hvorfor
hun skulle udvises.
Men
hvis der skal dømmes omkamp på at dommerne ikke
fløjter for time-out, som i Slagelse-Aalborg, så
skulle vi også have haft en ny kamp på grund af
dommerfejlen i vores kamp mod Slagelse.
Men det var aldrig noget tema at nedlægge protest
----------------------------
Jamen
det var så det hele - det var en ordentlig omgang, tænk
lige på, hvor lang tid, det må have taget at skrive
alle de svar, som endda er gode og gennemtænkte.
endnu
en gang tak til Morten Arvidsson og rigtig meget held og lykke
i Kolding IF
|