luk vinduet

Offentliggjort 15. december 2002 03:00

Drømmefinale

Danm.-Rusland 22-18. »Karin Mortensen. Vi elsker dig!«
Den engagerede halspeaker i Arenaen fik for en gangs skyld ramt kommentaren lige i øjet.

Den danske førstekeeper var ganske enkelt fænomenal. I en katastrofal første halvleg mod russerne var hun den eneste, som holdt niveauet. I anden halvleg pillede hun totalt pynten af de russiske skytter, som kun fik lov til at score syv gange. Og da angrebet i de sidste 30 minutter samtidig fik smidt alle nerver ombord og løb, kontraede og kæmpede sig til overtaget, var sejren på 22-18 fuldt fortjent. Hele holdet viste fantastisk moral. Dermed er der i eftermiddag lagt op til den drømmefinale, som de fleste danskere og nordmænd sikkert har drømt lange og mange drømme om.

Norge sikrede sig i en sløj semifinale adgang til finalen med en sikker sejr over Frankrig.

Endnu engang skal de to håndboldstormagter og arvefjender op mod hinanden i en afgørende finale. Senest vandt Danmark finalen i Møbelringen Cup under forberedelserne til EM.

Og hvem tror for alvor på, at Danmark kan tabe, når holdet har været så langt nede i sækken og så tæt på at få den snøret til som mod Rusland?

Kold som is

Danmarks præstation i anden halvleg er noget af det bedste, et dansk hold har leveret siden midt i halvfemserne. I modsætning til de første grelle 30 minutter kom Danmark ud til anden halvleg som aldeles forvandlet. Karin Mortensen var kold som is og Katrine Fruelund sled med sin bedste præstation hidtil under EM det danske angreb op i gear.

Ganske enkelt imponerende, og vel to millioner seere og en fyldt Arena måtte overgive sig. Det sidste kvarter stod publikum op og ovationerne væltede ned over spillerne. Selv de mange medrejsende norske fans klappede og enkelte stirrede tomt frem foran sig, højst sandsynligt en smule chokeret over, hvad der venter deres jenter i eftermiddag.

Russernes ansigter var om muligt forstenede. Selv træner Trefilov opgav at skælde mere ud. Selv han måtte give fortabt over for et forrygende dansk spil, som nu har rakt til syv sejre i syv kampe.

Efter seks sejre i træk ville et nederlag også have været et kæmpe antiklimaks. Som at opdage, at der ikke er mere toiletpapir på toilettet, når man har allermest brug for det. En ren nedtur. Så langt kom det aldrig.

Men Danmark skulle helt ned i kulkælderen og sværtes til, inden de fandt vejen ud.

Midt i første halvleg stagnerede angrebsspillet fuldstændigt. Russerne dækkede fremragende i forsvaret og havde held til at bryde de danske overgange. Romenskaia og Bodnieva pakkede sig inde på midten og lod fløjene stå helt åbne. Modtrækket fra dansk side lød på, at Kristine Andersen skulle finde fløjene med skarpe udspil, men det lykkedes alt for sjældent. Afslutningerne fra bagkæden kom kun fra midten og var for spage på en næsten kynisk rolig Maria Sidorova. Samtidig virkede Mette Vestergaard endnu engang helt fra snøvsen. Hun havde kun held med et par indspil, men brændte alle sine egne chancer.

Krisestemning

I en periode på 15 minutter scorede Danmark kun én gang, Rusland seks.

For første gang i EM-slutrunden havde en lammende dyne af krisestemning lagt sig over Danmark og forplantet sig til både kontrafasen og de etablerede angrebsspil. Paradoksalt nok stod forsvaret nemlig næsten lige så godt som hidtil i turneringen. Karin Mortensen tog sin del og i midtzonen sled og slæbte Ditte Andersen. Det bragte et hav af danske kontrachancer, som til gengæld virkede uforskammet forkrampede. Både gode russiske tilbageløb og uheldige afslutninger fra især Josephine Touray var med til at forstærke det billede.

Stregkompleks

Jan Pylicks timeout efter 20 minutter fik ikke den ønskede effekt. På trods af glimrende indspil til Heidi Johansen fortsatte Danmarks stregkompleks. Afbrændingskvoten var rystende stor og øvelserne på træningsbanen så ikke ud til at have haft den nødvendige effekt.

Og hele tiden sad man med en irriterende fornemmelse af, at Rusland havde luret det hele på forhånd. De frygtede Poltoratskaia og Bodnieva gjorde ikke meget mere end deres pligt, og den russiske tankvogn Naoukovitch tonsede igennem med knaldhårde skud. Men det var nok.

Ved pausen havde Danmark en uhørt lav scoringsprocent på 26. 31 forsøg havde kun givet otte mål.

Men så begyndte en hel anden kamp. En kamp, hvor alvoren var gået op for Danmark.

Hurtigere end en make-over i Alt for Damerne fik det triste og kedelige helhedslook fra første halvleg et helt nyt og frisk udseende straks fra anden halvlegs begyndelse.

På seks minutter gik Danmark fra 9-13 til 14-13. Katrine Fruelund viste jernvilje og satte sig igennem med to mål.

Bussen var kørt, og russerne sad helt ned bagi. Russernes omdrejningspunkt, Irina Poltoratskaia, var helt stået af. Eller også nåede hun den ikke.

viggo.ravn@jp.dk

Danmark-Rusland 22-17 (8-11)

Danmark: Kristine Andersen 7 (6), Katrine Fruelund 6, Line Daugaard 4, Heidi Johansen 2, Mette Vestergaard 1, Trine Jensen 1

Rusland: Marina Naoukovitch 8 (2), Irina Poltoratskaya 4 (2), Nadezda Muravyeva 2, Emiliya Turey 2, Oxana Romenskaya 1, Liudmila Bodnieva 1, Anna Ignattchenko 1

Udvisninger: Danmark 2 (Camilla Thomsen 2), Rusland 3

Straffekast: Danmark 6, Rusland 7

Kampens spiller: Karin Mortensen, Danmark

Dommere: Kekes og Kekes, Ungarn, gode

Tilskuere: 4200 i Arenaen, Århus

Stillinger undervejs: 4-3, 5-7, 8-11, 14-13, 20-14, 22-17