Håndbold Nyheder

Dalmose: Vi taber 8 af 10 gange til Skanderborg

Christian Dalmose gør Skanderborg til klare favoritter.

TMS Ringsted med cheftræner Christian Dalmose ved roret, skal forsøge at fravriste Skanderborg pladsen i ligaen, over 2 eller 3 kampe. Christian Dalmose er allerede i gang med at gøre modstanderne til favoritter og det er der vel ikke noget at sige til, da det jo altid er lidt nemmere at være underdogs. Dalmose siger således til Sjællandske Medier:

– Der er jo slet ikke noget pres på os, det er én ting. Men man må også bare erkende, at Skanderborg efter min mening har et hold, der burde ligge langt højere oppe i Ligaen, end de gør.

Christian Dalmose er jo kendt som en træner der tør tage chancer. Han har allerede i mange år eksperimenteret med 7 mod 6 spillet og det har både givet sejre, men også givet nogle over ørene indimellem. Også i Skanderborg vil han tage chancer hvis det bliver nødvendigt:

– Der er ingen tvivl om, at Skanderborg vil undervurdere os lidt, og der er nok heller ikke nogen tvivl om, at møder vi dem 10 gange, så taber vi de otte. Men vi skal turde at gøre nogle ting og at satse butikken.

Christian Dalmose Foto: Søren Tidemann