Stine

Direktør investerer af egen lomme for at få 1.divisionshold i ligaen

I Horsens håber man på at få et ligahold indenfor den nærmeste fremtid. Direktør for HH Elite, Jørgen Møller, udtaler i weekenden til Vejle Amts Folkeblad, at han i løbet af nogle år ser HH elite i den kvindelige bedste håndboldrække. Han er faktisk så opsat på projektet, at han har investeret 500.000 kr. af sin opsparing på at få Horsens Håndboldklub tilbage til eliten. Han udtaler til avisen om investeringen:

"For mig er det et signal til omgivelserne om, at jeg mener det alvorligt. Det skaber større troværdighed, når jeg kommer rundt til sponsorerne. De skal vide, at jeg har vist vejen og betalt af egen lomme. Det er penge, som jeg håber at få tilbage engang, men det er der ingen garanti for."

Jørgen Møller har sammen med sin kone aftalt at gå ind i projektet, og de har aftalt, at de sætter 10 år af til at skabe et ligahold i håndbold i Horsens igen. Efter hans mening har Horsens det, der skal til. Han siger:

"Det er en passion for os. Horsens har den rigtige størrelse og beliggenhed. Horsens har traditionerne, historien og kulturen i håndbold, og vi har nogle fantastiske faciliteter"

Jørgen Møller havde ikke selv nogen stor håndboldkarriere. Han var dog begejstret for håndbold og en stabil stregspiller i det sønderjyske, og han har været interesseret i håndbold i al den tid, han har boet i Horsens. Han og konen fulgte eksempelvis HH's pokaltriumf i 2004 og klubbens nedtur og optur igen.

I den netop overståede håndboldsæson endte Horsens som nummer 8 i kvindernes 1. division.


Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER