Esben

Håndboldsatsning på sydsjælland

Vi modtog en pressemeddelelse fra Næstved Herlufsholm Håndbold tidligere i dag og har efterfølgende snakket nærmere med dem omkring målsætningen, her er hvad de sagde og efterfølgende den spændende pressemeddelelse:


"Vi har en ambition om at løfte håndbolden generelt i det sydsjællandske område. Det indebærer blandt andet at forbedre træningsmiljøet i ungdomsafdelingen for såvel elite som breddespillere. Træningsniveauet skal løftes til at være et af de bedste træningsmiljøer på Sjælland.

Vi har meget bevidst ikke sat mål for eksempelvis hvor mange af vores ungdomshold, der skal spille i bedste række, eller hvor mange spillere, der skal udtages til fællestræninger mv., da vi er af den opfattelse, at sådanne mål kan være i konflikt med, at vi ønsker den bedst mulige udvikling for den enkelte spiller på langt sigt."

Trænerscoop i Næstved Herlufsholm Håndbold


”Vi har de seneste år konsolideret vores økonomi og organisation, og nu skal vi styrkes på det sportslige område, hvorfor vi har været på jagt efter en talentudviklingschef” udtaler formand Jens Mølby. ”I vores bestræbelser på at finde den opti-male person, har vi været i en rigtig god dialog med ungdomslandstræner Claus Hansen, der har været meget værdifuld i processen med at definere indholdet i en stilling, som vi aldrig har haft tidligere.”

”Vi er nu meget glade for og stolte over, at vi nu kan præsentere Marc Uhd fra Esbjerg, som vores talentudviklingschef fra næste sæson” siger Jens Mølby. ”Fra de første drøftelser med Marc har vi været sikre på, at han er et utroligt spændende håndboldmenneske med stor indsigt i og passion for håndbold.”

Marc Uhd er netop fyldt 26 år og er uddannet folkeskolelærer. Han har boet hele sit liv i Esbjerg, hvor han begyndte at spille håndbold som 6-årig. Trænerkarrieren startede som ungtræner i en alder af 14 år og de sidste 5 sæsoner har han været cheftræner i Esbjerg UH primært for årgang 1995, som han i sidste sæson førte til danmarksmesterskabet for U18 Drenge. Tre af ”hans” spillere fik endvidere ligadebut for Ribe/Esbjerg og blev udtaget til U19-landsholdet. Marc har i et par år væ-ret kredstræner i Jysk Håndbold Forbunds kreds 7, og været involveret i Dansk Håndbold Forbunds medielejr i sommer for spillere, der kan betegnes som bruttotruppen for det yngste ungdomslandshold.

Marc Uhd fortæller, ”For det første har det været vigtigt for mig, at Næstved Herlufsholm Håndbold er en klub i fremgang både sportsligt og økonomisk. Som jeg ser det, er der styr på tingene. Samtidig har jeg haft en lyst til at komme ud af de trygge rammer, jeg har i Esbjerg, og den stilling jeg får, giver mig en spændende mulighed for at påvirke klubben – både spillere, trænere og forældre – med de ideér og tanker, jeg har om udvikling af spillere. Da jeg samtidig har mødt nogle po-sitive og imødekommende ledere i klubben, var valget ikke så svært. Nu handler det for mig først om, at slutte godt af i Esbjerg med de spillere, der alt andet lige har været medvirkende til, at jeg har fået så flot et tilbud i så ung en alder, og så glæder jeg mig meget til at blive sjællænder” slutter Marc Uhd.

Ungdomslandstræner Claus Hansen udtaler, ”Jeg er glad for, at jeg har fået lov til at sparre med Næstved Herlufsholm Håndbold i denne spændende proces. Det var en interessant øvelse at være med til at afdække klubbens behov og derefter at kunne byde ind i forhold til de kompetencer en ny nøgleperson i klubben skulle besidde”. Claus Hansen fortsætter, ”Næstved Herlufsholm Håndbolds initiativ bør tjene til inspiration for mange andre klubber. Tænk langsigtet, skab en rød tråd gennem foreningens ungdomshold, så man talentudvikler på et fundament af sunde værdier og holdninger. Brug de økonomiske resurser på ungdomsafdelingen i stedet for seniorhold, hvor træningsindsatsen alt for mange steder ikke står mål med de midler afdelingen tilføres”.

Marc Uhd´s rolle som talentudviklingschef skal blandt andet understøtte, at bestyrelsens visioner og retningslinjer for den daglige træning i ungdomsafdelingen følges, herunder at træningen sker i overensstemmelse med Danmark Idrætsforbunds rammer for aldersrelateret træning, og Dansk Håndbold Forbunds træningsprincipper ”The Danish Way” og ”Vejen Frem”. Marc Uhd skal råde og vejlede spillere, der udtages til unions- og forbundstræning, men samtidig have fokus på den øvrige elite og breddespillerne, ligesom han i et vist omfang skal være til rådighed for at rådgive og inspirere de andre håndbold-klubber i håndboldnetværket i Næstved Kommune. Endeligt skal Marc have ansvaret for håndboldtræningen på Næstved Sports College og sidst, men ikke mindst, skal han være cheftræner for U18 Drenge i den kommende sæson.

Jens Mølby slutter, ”Vi har i vores ansættelsesproces fra flere sider hørt Marc omtalt som et af de største trænertalenter i Danmark, og derfor ser vi med stor spænding frem til, at han får sin daglige gang i klubben og begynder med blandt andet at sparre med vores i forvejen mange dygtige trænere. Vi er meget bevidste om, at det er en langsigtet proces, vi påbegynder, men vi glæder os til at se, hvor meget dette tiltag kan løfte hele klubbens arbejde med udvikling af såvel bredde- som elitehåndboldspillere”.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER