HCM direktør søger nye udfordringer
Jacob Flintholm der siden 1. februar har været ansat som direktør stopper i HC Midtjylland, da han har valgt at søge nye udfordringer.
Jacob har valgt at stoppe som direktør i HC Midtjylland, da han har takket ja til en stilling som salgschef i Aalborg Håndbold pr. 1. august. Jacob har tidligere været ansat i Aalborg Håndbold inden turen gik til Herning og HC Midtjylland, hvor han siden april 2016 har været ansat som eventchef og sidenhen tiltrådte som direktør. Jacob fortæller om sin beslutning om at sige farvel til det HCM og vende snuden mod det nordjyske igen:
”Jeg er rigtig glad for at have være en del af HC Midtjylland projektet og vil udelukkende se tilbage på positive minder fra min tid i klubben. Det har været en periode med utrolig stor udvikling uden for banen, hvor mit primære fokus har været – en udvikling som jeg er sikker på vil fortsætte i fremtiden.
Jeg ønsker det bedste for klubben fremadrettet og kommer helt sikkert til at følge med i udviklingen hos konkurrenterne i det nordjyske. Jeg vil også sige et stort tak for samarbejdet til alle i og omkring HC Midtjylland.”
Bestyrelsesformand, Thomas Hintze vil overtage den daglige drift fra Jacob, mens der bliver arbejdet på at finde en permanent løsning. Thomas sætter følgende ord på Jacobs farvel til HCM:
”Vi har været glade for det engagement som Jacob har udvist og det hårde arbejde han har lagt i klubben det seneste godt og vel et år. Jacob har i den grad bidraget til den positive udvikling som HCM har gennemgået den seneste tid, og selvom det er ærgerligt at skulle sige farvel, så ønsker vi Jacob al mulig held og lykke i Aalborg Håndbold.”
Thomas fortæller videre hvordan situation i praksis vil blive håndteret fremadrettet:
”Det kræver selvsagt en omstrukturering i organisationen, når en medarbejder siger farvel, men vi har nogle meget engagerede og ikke mindst kompetente medarbejdere som i flok vil løfte opgaven. De vil få et større ansvar, men jeg er helt overbevist om, at de er klar til at påtage sig opgaven, mens vi arbejder på at finde en mere permanent løsning, der kan gøre sig gældende i fremtiden.”
Jacob fratræder som direktør pr. 31. juli 2017.
