Esben

Mulle forlænger med Team Tvis

Pressemeddelelse:

En af de helt store profiler i Dame Håndbold Ligaen i de seneste sæsoner, Kristina ”Mulle” Kristiansen, fortsætter i Team Tvis Holstebro. Landsholdsplaymakeren og klubben har således indgået en ny kontrakt, der løber til afslutningen af sæsonen 2015/16.

TTH-cheftræner Niels Agesen er glad for kontraktforlængelsen.

- Vi har mange dygtige spillere, men ”Mulle” er en del af TTH’s DNA og en utrolig vigtig spiller for os, både på og uden for banen. Hun magter at spille i et tempo, næsten ingen andre mestrer, og rigtig meget af vores spil er bygget op om det tempo. Samtidig har hun rykket sig træningsmæssigt og kan udvikle sig endnu mere, hvorfor der er god grund til at have store forventninger til hendes spil i de kommende sæsoner, siger Niels Agesen.

For Kristina ”Mulle” Kristiansen har det ikke været svært at forlænge sit ophold i Holstebro.

- Da jeg gjorde op med mig selv, at karrieren skulle fortsætte i Danmark, så var der reelt kun en enkelt mulighed for mig, nemlig at blive i TTH. Jeg har det godt på holdet, i klubben og i byen, så valget var let, siger hun.

TTH’s damehold har til denne sæson haft en del udskiftning i truppen, men det er bare en ny udfordring, siger landsholdsspilleren.

- Selvfølgelig savner jeg sidste sæsons hold, som klarede sig vildt godt. Men det giver også noget at være med til at spille et nyt hold sammen, en situation jeg også var i for et par sæsoner siden. Samtidig har vi taget skridtet op til Cup Winners Cup, hvilket jeg også glæder mig til efter flere sæsoner i EHF Cup’en. Det bliver en udfordring, som jeg glæder mig meget til, fastslår hun og glæder sig over en sæsonstart med maksimumpoint i ”Verdens Bedste Liga”.

- Spillet har ikke været vildt godt, men vi har vundet. Jeg er ikke i tvivl om, at vi skal knokle en bestemt legemsdel ud af bukserne, hvis vi vil være med i den sjove del af rækken, og den udfordring tager jeg gerne op også.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER