Esben

Spændende indblik i polsk damehåndbold

Inden Polens kamp i går mod Montenegro havde vi en snak med Jens Steffensen, der gav et spændende indblik i sit liv i polen og polsk damehåndbold gennerelt.

Polen tabte til Montenegro, men spillede en flot kamp hvor de først kom bagud efter pausen og til sidst tabte 25-21.

Her er hvad Jens fortæller:

Der er sikkert ikke mange læsere som kender så voldsomt meget til polsk damehåndbold, men med nu 8 måneder som træner i den bedste polske rækker for damer – PGNIG superliga – vil jeg tillade mig at mene, at jeg kan berige Jer med lidt information. Siden januar 2013 har jeg stået i spidsen for Vistal Gdynia, som er en forholdsvis ny klub i polsk liga-sammenhæng. I det nuværende set up har den eksisteret i 5 år og bedste resultat er i sæsonen, 2011-12, hvor holdet blev polske mestre. I øvrigt med en anden dansker ved roret - den nuværende Leipzig træner, Thomas Ørneborg. Der er også en semifinale i Challenge cup på CV´et .

Ingen tvivl om at forventningerne er store her i klubben, som geografisk er placeret i det nordøstlige polen ud til Østersøen – eller Baltic Sea, som det hedder på disse breddegrader. Med tilgang af bl.a. Iwona Niedźwiedź som har spillet adskillige sæsoner i Team Tvis Holstebro, den tunesiske landsholdsspiller Ines Khouildi og den spændende brasilianske fløjspiller Jessica Quintino er målet at nå de afgørende kampe om mesterskabet engang til foråret. Indtil videre er kursen sat og efter 7 kampe er vi placeret på en delt 1. Plads med 6 sejre og et enkelt nederlag.

I denne sæson er der 11 hold i den bedste række. Kielce, som nok er mest kendt for deres stærke herrehold, måtte trække holdet inden sæsonen pga. økonomiske udfordringer – det er altså ikke kun i Danmark at klubber slås med at få tingene til at hænge sammen. Men ellers er min generelle opfattelse, at Polen er sluppet nådigt gennem finanskrisen – ja, jeg fristes vel næsten til at sige, at de som et af de få lande i Europa har oplevet økonomisk vækst.

Men tilbage til den polske liga. Der spilles først et grundspil, hvor alle hold mødes ude og hjemme. Herefter spilles kvartfinaler 1-8, 2-7 osv. i bedst af tre kampe. Det bedst placerede hold har fordel af hjemmebane i en eventuelt 3. Kamp. Der skal findes en vinder i kampene, så i tilfælde af uafgjort i ordinær kamp spilles omkamp. Herefter semifinaler og finale i bedst af 5 kampe og igen har det bedst placerede hold fra grundspillet fordel af hjemmebane i en sidste og afgørende kamp.

Det er altid vanskeligt at vurdere niveauet fra land til land, men vil vurdere, at de bedste polske hold vil kunne klare sig i Ligaen i Danmark, omend de skulle kæmpe for overlevelse! Senest leverede Lublin dog en ret god indsats i Champions League mod FCM, men mange (danskere) vil nok mene, at FCM skulle have vundet let, hvis de havde scoret på de mange oplagte chancer de spillede sig til – især i kontrafasen. Lidt overraskende for mig så måtte et af de andre polske hold Zagłębie Lubin strække våben mod det hollandske hold Dalfsen. De tabte ude med 7 og vandt hjemme med 1. Dalfsen var med i CL kvalpulje med Team Tvis Holstebro og Viborg og blev slået klart af både Team Tvis Holstebro og Viborg!

I den kommende måned skal vi selv prøve kræfter med Europa Cup. Her gælder det Challenge Cup mod franske Biganos Mois. Af økonomiske årsager har vi ”solgt” hjemmekampen, så begge kampe foregår i det sydvest franske.  Det var ikke akkurat den bedste lodtrækning i den turnering og jeg vil mene, at det franske hold i hvert fald på papiret er et af de bedste hold i dette års udgave af Challenge Cup.  Håber vi kan levere en god indsats og avancere videre i turneringen.

I de kommende uger er der turneringspause, som det er tilfældet i Danmark, da landsholdene skal kæmpe i EM kval. Polen skal op imod stærke montenegro og tjekkiet. Håber at de kan følge op de gode præstationer mod Sverige i sommer, der jo sikrede dem plads ved VM i Serbien i december. I øvrigt første gang at Polen er med ved en slutrunde i 7 år. Det bliver spændende at følge.

Mest læste på HBOLD.DK

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER