Esben

Sæsonens anden store udfordring: Randers HK

Pressemeddelelse:

Sæsonens anden store udfordring: Randers HK

Team Esbjerg står i en endnu ung sæson over for sin anden store prøve i Blue Water Dokken, de tidligere danske mestre fra Randers HK, der ligesom hjemmeholdet har maksimumpoint efter de to første spillerunder.

Lørdagens kamp i Esbjerg og kampen mellem FC Midtjylland og Viborg HK i Ikast lige efter vil ifølge Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen, give et tidligt billede af, hvor topholdene aktuelt står.

- Hvis vi vil noget med vores målsætning om at spille med om medaljer, er Randers et af de hold, vi som minimum skal spille lige op med. Jeg forventer en spændende og seværdig kamp mellem to jævnbyrdige hold. Ligesom os er Randers kommet godt fra start med vigtige sejre over to af de hold, der også har en målsætning om at deltage i slutspillet, og jeg betragter holdet som lige så stærkt, om end lidt svækket på målmandsposten, i denne sæson, siger Lars Frederiksen.

Især bagkæden med seks stærke spillere, heriblandt den spanske stjerne, Macarena Aquilar, samt de to svenskere, Sabine Jacobsen og Angelica Wallén, som nogle af profilerne, gør indtryk. Klassespillere på stregen og talentfulde fløje fuldender indtrykket af, at Team Esbjerg får hænderne fulde.

- Det bliver vigtigt for os at få lukket op for nogle af ligaens bedste forsvarsspillere. Vi skal være tålmodige og ikke skyde på det første pres, og så er kontraspillet i hver eneste kamp vores varemærke. Forsvarsmæssigt håber jeg, at vi kan matche dem, og at vores målmænd har endnu en god dag, siger Lars Frederiksen.

Han ser tilbage på en udekamp mod SønderjyskE, hvor Team Esbjerg slet ikke kom op i omdrejninger i første halvleg, men fandt speederen og viljen til at sikre sig to vigtige point efter pausen. Sejren blev på 32-23. Mod Randers gælder det om at få løsnet håndbremsen fra første minut som i premierekampen mod Viborg HK, der blev besejret 30-28.

Den unge bagspiller, Susanne Madsen, er fortsat ude med en fodskade, og Team Esbjerg stiller med uændret trup.

Kom ind til All Stars Event for en halvtredser

Når du har set håndboldkampen, kan du tage billetten med over i Granly Hockey Arena, hvor ishockeysæsonen skydes i gang med en showkamp mellem et All Stars-hold og Esbjerg Energys elitehold iklædt de nye kamptrøjer. For en halvtredser kan du opleve en kæde fra hvert af de seneste fire mesterhold – Oleg Starkov, Erik Lodberg, Bjerrum-brødrene, Hille-brødrene og mange flere – og der er koncert og teltfest bagefter.

Team Esbjerg – Randers HK lørdag den 21. september kl. 16.00 i Blue Water Dokken. Team Esbjergs trup:

Målmænd: Emily Stang Sando og Kari Aalvik Grimsbø

Venstre fløj: Susanne Kastrup Forslund

Højre fløj: Maibritt Kviesgaard og Nina Bech

Streg: Maja Bech Hansen og Rikke Zachariassen

Bagspillere: Lotte Grigel, Estavana Polman, Johanna Ahlm, Tove Seest, Emily Baunsgaard og Mie Kolding.

Johanna Ahlm
(Foto: Niels Husted).

Mest læste på HBOLD.DK

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER