Esben

Team Esbjerg vil holde højt niveau mod SønderjyskE

Pressemeddelelse:

Humøret og stemningen i Team Esbjergs trup har været høj siden den vellykkede premierekamp mod Viborg HK, der blev besejret med 30-28. Cheftræner Lars Frederiksen og assistenttræner Patrick Westerholm har brugt en del tid på at forebygge, at det udmønter sig i letsind i udekampen mod en på papiret lettere modstander, SønderjyskE.

- Vi viste svingende spil i forberedelserne til sæsonen, og det er vigtigt, at vi ikke falder i niveau mod SønderjyskE. På forhånd kan vi ikke løbe fra, at vi denne gang er storfavoritter efter at have været undertippet mod Viborg. Nu skal vi virkelig vise, at vi vil noget med denne sæson, siger Lars Frederiksen.

Selv om Patrick Westerholm som tidligere cheftræner i Aabenraa har et indgående kendskab til klubben, er Team Esbjergs viden om modstanderne næsten nulstillet, idet den sønderjyske trup har fået tilført en række nye spillere.

- SønderjyskE har blandt andre fået tre islændinge, som absolut er godt skydende, og rammer de alle dagen, kan de virkelig blive til besvær. Holdet gav sig ikke uden videre i en svær premierekamp mod FC Midtjylland, siger Lars Frederiksen.

Styrkeforholdet mellem de to lokale håndboldhold bør være væsentligt ændret ved, at SønderjyskEs største profil i seneste sæson, Estavana Polman, nu spiller for Team Esbjerg.

- Estavana vil sikkert være ekstra opsat, og hun er heldigvis en spiller, der ikke lader sig mærke af nerver. Men vi vil være et hold, der byder ind og truer fra alle positioner, så vi kan skabe respekt hos modstanderne, siger Lars Frederiksen, der må undvære Susanne Madsen med en ankelskade og ikke erstatter hende med en anden spiller.

SønderjyskE - Team Esbjerg lørdag den 14. september kl. 15.00 i Aabenraa Idrætscenter. Team Esbjergs trup:

Målmænd: Emily Stang Sando og Kari Aalvik Grimsbø

Venstre fløj: Susanne Kastrup Forslund

Højre fløj: Maibritt Kviesgaard og Nina Bech

Streg: Maja Bech Hansen og Rikke Zachariassen

Bagspillere: Lotte Grigel, Estavana Polman, Johanna Ahlm, Tove Seest, Emily Baunsgaard og Mie Kolding.

 

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER