Mads O. Madsen

Bekræftet: Norsk landsholdsfløj skifter til Aalborg Håndbold

Norsk landsholdsfløj skifter til Aalborg Håndbold

Kristian Bjørnsen bliver fra sommeren 2021 ny mand i klubben, hvor den 32-årige højre fløj tiltræder på en 3-årig kontrakt. Den norske fløjspiller slår i dag sine daglige folder i Bundesligaen for HSG Wetzlar, hvor han har spillet siden 2016. Igennem årene er det blevet til mere end 500 mål i den stærke tyske liga.

Derudover har Kristian Bjørnsen også været fast mand på holdkortet for det norske landshold i de seneste mange år. Han fik sin landsholdsdebut i 2012, og sidenhen er det
blevet til 135 A-landskampe og 536 mål for Norge. Direktør Jan Larsen glæder sig over tilgangen af nordmanden med det flotte internationale CV.

- Kristian er en utrolig dygtig spiller, der har været en profil på den internationale scene igennem en lang årrække. Han kommer til at bidrage med en masse erfaring, mens han samtidigt er en scoringssikker fløj, der også besidder store defensive kvaliteter, siger Jan Larsen.

- Jeg glæder mig virkelig meget til at trække den røde Aalborg-trøje over hovedet. Jeg har hørt mange positive ting om klubben fra mine landsmænd, og det er virkelig en interessant udvikling, klubben har været igennem. Det ser jeg frem til at blive en del af, og jeg er klar til at give mig 100% for at hjælpe Aalborg Håndbold med at indfri de spændende ambitioner, siger Kristian Bjørnsen.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER