Mads O. Madsen

Bjerringbro-Silkeborg må undvære profil i resten af sæsonen

Pressemeddelelse fra Bjerringbro-Silkeborg:

Nikolaj Markussen skadet på landsholdet og ude resten af sæsonen

Skaden, som Nikolaj Markussen pådrog sig i landskampen mod Ungarn d. 6. januar 2019 blev vurderet til en forstuvning, men det har nu vist sig, at det er en tå, der er gået af led og kræver operation.

Bjerringbro-Silkeborg står foran store opgaver i Champions League, Final4 og det kommende slutspil, men vejen til succes er ikke blevet nemmere, nu hvor verdensmesteren og angrebsprofilen Nikolaj Markussen er ude resten af sæsonen på grund af en skade, som han pådrog sig under landsholdets træningskamp mod Ungarn d. 6. januar 2019 forud for VM.

Nikolaj Markussen blev ultralydsscannet dagen efter, men foden blev ikke røntgenfotograferet. Landsholds-teamet vurderede, at der var tale om en kraftig forstuvning. Nikolaj Markussen blev derefter sendt på banen til de efterfølgende ti VM-kampe inklusiv finalen d. 27. januar 2019.

Operation kunne sandsynligvis være undgået

I Bjerringbro-Silkeborg ærgrer og undrer klubledelsen og trænerteamet sig over, at DHF ikke har informeret klubben om Nikolaj Markussens skade undervejs i forløbet og heller ikke har konstateret skaden. Som nævnt står klubben overfor svære og vigtige opgaver, og det kan samtidig få økonomiske konsekvenser, at den 211 centimeter høje bagspiller ikke kan være med til at løfte disse opgaver.

”Vi har undervejs ikke hørt om skaden fra DHF, hvilket vi ville have sat pris på, og vi ærgrer os og undrer os over den manglende kommunikation fra DHF,” siger administrerende direktør Jesper Schou.

Da Nikolaj Markussen kom retur til Bjerringbro-Silkeborg efter VM, tog klubben det for gode varer, at der blot var tale om en kraftig forstuvning. Efter ligakampen mod Aalborg d. 13. februar 2019 besluttede klubben at undersøge Nikolaj Markussen nærmere. Det har nu vist sig, at hans lilletå er gået af led, og at det er nødvendigt at operere.

”Var skaden blevet konstateret med det samme, så kunne operation sandsynligvis være undgået eller foretaget tidligere,” siger Jesper Schou.

”Resten af holdet må nu rykke sammen og gå 100% efter succes i den kommende periode,” siger Jesper Schou.

Allerede i aften kl. 18.30 møder holdet Lemvig-Thyborøn på hjemmebane i JYSK arena i Silkeborg, hvor holdet jagter vigtige point, som kan tages med videre i slutspillet. Det bliver dog uden Nikolaj Markussen på venstre back.

Fakta omkring forløbet
6. januar 2019: Skaden sker i landskampen mod Ungarn (træningskamp inden VM).
7. januar 2019: Nikolaj Markussen undersøges og ultralydsscannes – der bliver ikke taget et røntgenbillede. Markussen spiller med i ti VM-kampe efterfølgende.
31. januar 2019: Nikolaj Markussen er tilbage i Bjerringbro-Silkeborg.
13. februar 2019: Nikolaj Markussen spiller med i ligakampen mod Aalborg.
14. februar 2019: Bjerringbro-Silkeborg beslutter, at det skal undersøges, om det nu er en kraftig forstuvning, og det viser sig, at lilletåen er gået af led.

Mest læste på HBOLD.DK

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER