Nikolaj Jensen

Denne profil er højaktuel til aftenens VM-premiere, siger landstræneren

Den 21-årige slutrundedebutant, Mathias Gidsel, kan meget vel gå hen og få en altafgørende rolle i premieren mod Bahrain, mener landstræner Nikolaj Jacobsen.

For en måned siden var der nok ikke særligt mange, der kendte til GOG-backen Mathias Gidsel.

Det har han selv sørget for at få lavet godt og grundigt om på. Som en anden klokken 12-raket har han bombet sig fast på det danske herrelandshold og har gjort sig umulig at komme udenom for landstræner Nikolaj Jakobsen.

Så meget at han i sin slutrundedebut, og i sin landskamp nummer fire, får en stor rolle.

-Mathias Gidsel er højaktuel til kampen. Han har vist, at han har masser at give til holdet. Vi hr haft mere tid til at arbejde med ham og fået ham ind i de ting, vi gerne vil bruge ham til, siger Nikolaj Jacobsen forud for aftenens VM-brag:

Læs også: Fra ukendt 16-årig splejs til 21-årig kendt landsholdsprofil: -Jeg er så taknemmelig

-Han er rigtig dygtig i sit mand-mand-spil og er kommet rigtig godt ind på holdet. Det viste han også i EM-kvalifikationskampene mod Finland. Også defensivt har han stået distancen langt henne ad vejen. Han har været god til at finde sin højde i løbet af testkampene mod Norge, hvor vi også så, hvad han giver kontrafasen.

Nikolaj Jacobsen understreger, at han ikke kommer til at spare på nogen som helst kræfter.

Den danske maskine får alt, hvad den kan trække i aften. Meldingen er ganske klar: Der skal en sejr på bordet.

Læs også: -Bahrain er ikke vores favoritmodstander, understreger dansk profil

-Jeg spiller med det hold, som jeg har behov for, og som kan vinde på dagen. Det nytter ikke noget at spare kræfter, hvis ikke vi kommer ret langt. Vi så ved VM i 2019, at vi stadig havde kræfterne i finalen, selvom vi ikke skiftede så meget ud i alle kampene.

-Vores form er god. Vi har 7-9-13 været forskånet for skader i den tid, hvor vi har været samlet. Det har vi kunne se på kvaliteten til træning. Der er et godt humør på holdet.

-Det er bare fuld fart fra første dag. Det var dejligt at have VM-pokalen med herned, så må vi se, om vi kan få den med hjem igen. I første omgang har vi sagt, at vi koncentrerer os om kvartfinalen. Det nemmeste svar at give jer journalister ville jo bare være at sige, at vi skal vinde guld. Der er 32 hold hernede, der gerne vil vinde guld. Hvis du spørger alle spillere, så vil de rigtig gerne vinde, uddyber landstrænere.

Læs også: AG undres over vag dansk VM-målsætning: -Selvfølgelig skal Danmark tage af sted efter medaljer

Den indledende pulje består af Bahrain, Congo og Argentina.

Selvom det ikke umiddelbart er meritfyldte landshold med de største stjerner, så er Nikolaj Jacobsen alligevel påpasselig med at forvente, at de forsvarende danske verdensmestre bare kommer til at skøjte hen over dem.

-Jeg vil godt slå et slag for både Bahrain og Argentina. Der kan vi ikke bare løbe og skifte ud, som det passer os. Det skal nok blive to tætte og udfordrende kampe. Bahrain har et meget aggressivt forsvar, som helt sikkert vil udfordre os, fordi det er så atypisk. Det har vi fokus på.

-Congo og deres niveau har jeg ikke set så meget på endnu, men det bliver ikke nogen walk-over for os, slutter den danske landstræner.

På VMs tredjedag træder det danske herrelandshold altså ind i turneringen mod Bahrain med kampstart klokken 20.30.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER