Jan Skjødt Østergaard Pedersen

EM-eksperten Allan Heine giver overblik over EM-grupperne

Europamester.dk har allieret sig med Allan Heine, som herunder giver et kort overblik over EM-grupperne.


Endelig er tiden inde – vi skal igen kaste os ud i en fantastisk tid, hvor ikke bare julen står for døren, men også et mesterskab i Frankrig.
Jeg vil forsøge, at give jer læsere et kort overblik over grupperne, så I står godt forberedt til de mange timers underholdning der venter.

Optakten til slutrunden har været meget speciel, da flere profiler fra de forskellige lande enten er blevet skadet eller er i lykkelige omstændigheder. Derfor bliver det enormt interessant at følge holdene på kryds og tværs. Hvordan får de løst de pludselig opståede udfordringer? Skaber det usikkerhed i spillet? Eller er der nye spillere der blot løfter opgaven og for alvor slår igennem på den internationale scene. Der er mange interessante spørgsmål – find selv på flere, så skal jeg svare efter bedste evne på de spørgsmål som redaktionen udvælger.

[caption id="attachment_66718" align="alignnone" width="504"] Golden League 2018 match between Denmark and France in Viborg Stadionhal, Denmark on 27.09.2018. Photo Credit: Allan Jensen/EVENTMEDIA.[/caption]

Gruppe A

Danmarks gruppe bør kunne betegnes som en god en af slagsen. Vi har alle muligheder for at få en god start på slutrunden og bringe den altafgørende selvtillid ind i spillet inden mellemrunden. Jeg sidder dog med en bekymring efter at have set Golden League stævnet i Norge. Danmark har stadig store problemer med at lave mål og selvom forsvaret og målvogterduoen gør det meget vanskeligt for modstanderne, så bekymrer det mig, at Danmark har det så svært ved at gøre angrebene færdig med en scoring til følge. Jeg finder dog en trøst i gruppens styrke.

Danmark starter med Sverige og netop denne kamp bliver vigtig for Danmarks videre færd i turneringen. Sverige har ligesom Danmark haft svingende præstationer op mod mesterskabet og døjer ligeledes med skader og afbud. Derfor anser jeg også Danmarks sejr over Ungarn som ekstrem vigtig. Endelig en sejr, som kan skabe noget fornyet optimisme frem mod åbningskampen mod Sverige. Polen, som Danmark godt nok tabte til sidst, bør ikke volde Danmark problemer, men vi skal være opmærksomme på Monika Kobylinska, Aleksandra Zych og veteranen Karolina Kudlacz-Gloc. Det sorte får i gruppen er Serbien, som på navnene bør kvalificere sig til mellemgruppen.  Med spillere som Andrea Lekic, Dragana Cvijic, Jovana Stoiljkovic og Katarina Krpez Slezak er det bestemt et hold der kan udfordre og overraske i den indledende gruppe, men også i mellemrunden. Danmark har dog den fordel, at de møder Serbien i den sidste gruppekamp, hvor Serbiens bredde kan blive deres største modstander. Danmarks bredde er langt bedre og netop dette bør være forskellen i en lang turnering med mange kampe.

Gruppe B

Verdensmestrene og værterne fra Frankrig er igen blandt de helt store favoritter, men de har også hakket noget i forberedelserne frem mod mesterskabet. Jeg er dog slet ikke bekymret på deres vegne. Det virker altid som om Oliver Krumbholz har en plan, en strategi der får det absolut bedste frem i sine spillere når det gælder. Frankrigs bruttotrup er skræmmende god og det bliver interessant at se, hvorledes de vælger at prioritere de forskellige opstillinger. Siraba Dembele Pavlovic, Estelle Nze Minko, Grace Zaadi, Alexandre Lacrabere og der kunne sagtens nævnes flere store profiler, men også talenter der står på spring.

Rusland som altid er blandt de store hold vil også være det i denne turnering. De har dog for vane, at skuffe en smule ved EM. Vi skal helt tilbage til 2008, hvor de vandt bronze ved mesterskabet i Makedonien. Derfor er jeg også spændt på den udgave vi skal se i år. Alt andet lige, bør de være med i kapløbet om pladserne blandt medaljetagerne med spillere som Daria Dmitrieva, Polina Kuznetsova, Anna Vyakhireva og Iuliia Managarova blot for at nævne nogen.

Montenegro som ledes af Per Johansson bliver endnu et interessant hold at følge. Milena Raicevic og Jovanka Radicevic er blandt de største profiler på holdet, men ikke de eneste og Per Johanssons store opgave bliver at balancere og økonomisere med kræfterne i en sådan grad, at de også i mellemrunden kan bide fra sig. Specielt i den formodede kamp mod Danmark forventer jeg intensitet allerede inden kampen er startet. De tidligere kontroverser eller måske rettere kommentarer fra Per Johansson rettet mod Danmark kan måske igen kickstarte kampen.

Slovenien bliver det tynde øl i gruppen og selvom verdensklassespilleren Ana Gros sikkert vil gøre sit, så vil de ikke kunne stille meget op mod de 3 andre hold. Skal de gøre noget, vil det sandsynligvis være i deres åbningskamp mod netop Montenegro, men her er alle spillerne hos Montenegro stadig fulde af energi, så det har min tvivl.

Gruppe C

Kim Rasmussens tropper fra Ungarn skal nok udfordre de forskellige hold i gruppe C, men det er desværre ikke den bedste udgave af Ungarn vi får at se ved dette mesterskab. Skader og graviditeter har skabt nogle spillemæssige udfordringer og derfor bliver det interessant at se hvilken udgave Ungarn må komme i. Ved det netop overståede Golden League-stævne kunne man se nogle interessante tendenser i spillet, men når alt kommer til alt, så skal de nok hænge deres hat på et stort mesterskab hos Eva Kiss i målet og Aniko Kovacsics og Szimonette Planeta med dirigentstokken.

Spanien har op til mesterskabet måtte se bort fra Alexandrina Cabral Barbosa som er i lykkelige omstændigheder og hvad fraværet af denne store profil gør ved deres spil er interessant. Hvis den tidligere Esbjerg-spiller Lara Gonzales Ortega tager kampen op som hun gjorde i Esbjerg i sidste sæson, så kan Spanien pludselig stå stærkt, når man også tænker på Nerea Pena Abaurrea, Carmen Martin Berenguer og Darly Zoqbi De Paula.

Holland er en af de helt store favoritter, men med deres tab på stregen, hvor både Danick Snelder og Yvette Broch ikke er til rådighed, så bør det skabe noget usikkerhed både defensivt og offensivt. Jeg er dog helt sikker på, at Helle Thomsen er godt forberedt og har forskellige ting i ærmet og derfor anser jeg også dem som gruppens helt store favorit.

Kroatien vil komme til at kæmpe med både Spanien og Ungarn, men umiddelbart bør de være gruppens svageste hold og jeg tror ikke på at de kan spille sig videre til mellemrunden. Skal de overraske, så skal målvogteren Ivana Kapitanovic og stregspilleren Katatrina Jezic skabe det gode fundament.

Gruppe D

Altid stærke Norge hører selvsagt til blandt de største favoritter. Dog er det en noget anden udgave af Norge vi ser for tiden. Nora Mørk, Stine Skogrand og nu også Amanda Kurtovic er ude. Det skaber udfordringer i specielt angrebsspillet, hvor også Stine Oftedal ikke er fit for fight. Selvom Norge er en lidt anden udgave, så fremstår deres strategi og koncept så stærkt, at de næste i køen bare træder til og leverer på et højt niveau. Spørgsmålet er om Norge kan holde samme høje niveau hele vejen gennem mesterskabet eller om vi ser udfald undervejs. Norge har siden 2002 været i EM-finalen, så man kan med rette forvente, at det sker igen. Dog kan Norges mange skader skabe forhåbninger ved resten, så måske kunne der vente os en EM-finale uden Norge?

Både Tyskland, Tjekkiet og Rumænien har jeg ikke set meget af siden deres seneste slutrunder, så derfor er de svære at vurdere.

Rumænien med Cristina Neagu vil altid være blandt de interessante hold og med en god streg i Crina-Elena Pintea til at gøre Neagu endnu bedre, så vil Rumænien være et af de hold, som kan være en outsider til medaljespillet. Tyskland har et yderst interassant hold og jeg ser meget frem til Henk Groeners udgave. Der er i hvert fald ikke tvivl om deres potentiale, men om det bliver ved dette mesterskab kan jeg godt være i tvivl om. Sidst har vi Tjekkiet, som ved flere slutrunder har efterladt et godt indtryk og netop Tjekkiet kunne jeg godt se som en af turneringens overraskelser, men meget skal lykkedes på Michaela Hrbkova, Iveta Luzumova, Veronika Mala og Jana Knedlikova – men chancen er der.

Med ønske om et spændende mesterskab

Allan Heine

På søndag som en optakt til landskampen mod Polen er Allan Heine i Fredericia, hvor han holder et oplæg med blandt andet med fokus på landsholdet.
Oplægget afholdes på Gothersgade 32, 7000 Fredericia -Urbania Street Food (og ikke på Gl. Færgevej, som der står på plakaten herunder)

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER