Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

Én ting bekymrer ekspert efter ”dumt” og ”unødvendigt” nederlag til Frankrig: - Noget af det farligste

Frankrig var helt pakket helt ned i den danske sæk, men Nikolaj Jacobsens tropper glemte bare at snøre den, og så blev 27-22 til et nederlag på 29-30.

Dagen derpå sidder der nok stadig lige et par smårester af skuffelse i de danske spillere, der havde de franske, olympiske mestre lige præcis dér, hvor alle hold i hele verden gerne vil have dem:

Niclas Kirkeløkke tyrede kanonkugler ind på samlebånd, Vincent Gerard stod dybt inde i anden halvleg med bare to redninger, Jacob Holm drev gæk med et passivt, fransk forsvar, som tillod det meste.

Læs også: Mundlam og målløs ekspert tror ikke sine egne øjne: - Mageløse Mathias Gidsel kan umuligt være født på planeten Jorden

Men pludselig vågnede Nikola Karabatic og hans stormtropper op til dåd, og vendte kampen totalt på hovedet: Og så blev den danske femmålsføring bare ædt råt, og det bekymrer ekspert Lars Rasmussen særligt på ét punkt:

- Det her nederlag er under ingen omstændigheder lige meget. Et nederlag er noget af det farligste pludseligt at få ind på et hold under en slutrunde. Og så på det her tidspunkt. Et nederlag er et nederlag, og det er aldrig sjovt. Det kan godt gå ind og sætte sig på de danske spillere i form af en lille nervøsitet, siger Lars Rasmussen til Europamester.dk og uddyber:

- Pludselig kan man stå og kigge på hinanden og tænke: ”Så gode er vi måske heller ikke, så brede er vi heller ikke, og hvor står vi pludselig?” Betydningen af nederlaget i en kamp, hvor man havde styr på det i 52 minutter, kan være større end man lige tror, også selvom Danmark allerede var klar til semifinalen inden.

Læs også: NicKLASSE i fransk gyser: To danske stjerner funkler i eksperts karakterbog

Niclas Kirkeløkke fik igen spilletid i Mathias Gidsels fravær, og den unge højre back nød den store tillid fra landstræneren, der næsten kastede fuld spilletid af sig med 10 mål til følge.

Alligevel vil det ikke være de mange mål mod ét af herrehåndboldens allerstørste landshold gennem tiderne, som kommer til at mejsle sig fast i hukommelsen hos Kirkeløkke, vurderer Rasmussen.

- Selvfølgelig skal han forsøge kun at tænke på alt det positive, han lavede undervejs i kampen. Men jeg kan love dig for, at det sidste han tænker på, inden han går i seng, og det første han tænker på, når han står op, er den aflevering, han smed op på 500. række til allersidst. Også selvom han laver et tocifret antal mål.

- Det sidder fast i baghovedet, og det er jo ærgerligt efter sådan en vanvittig god præstation. Vi fik en reminder om, at vi altså lige skal huske på, at der også er andre lande, som er stærke, selvom jeg stadig synes, vi er de bedste. Men måden vi fysisk blev sat på plads på … Det var heftigt, slutter Lars Rasmussen.

Nederlaget på det ene mål betyder, at Danmark ryger ned på andenpladsen i mellemrundegruppen.

Derfor hedder semifinalemodstanderen Spanien, der vandt sin gruppe foran Sverige. Danmark mod Spanien spilles klokken 18.00, mens Sverige og Frankrig krydser klinger klokken 20.30 fredag aften.

Læs også: Fuldstændig udenfor rækkevidde: - Denne dansker er ubetinget verdens bedste

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER