Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Endnu et overskud i Skjern Håndbold

Pressemeddelelse fra Skjern Håndbold:

Skjern Håndbold kan endnu engang fremvise et økonomisk overskud.


For 13. gang på 14 år kan Skjern Håndbold A/S præsentere sorte tal på bundlinjen, ligesom at håndboldklubbens omsætning er steget for femte år i træk.

Den vestjyske håndboldklub, der i de seneste tre sæsoner har vundet guld, sølv og bronze i Primo Tours Ligaen, kommer ud af regnskabsåret 2018/2019 med et lille plus på 11.800 kr.

Overskuddet er det 13. af slagsen i de seneste 14 år. Samtidig steg klubbens nettoomsætning for femte år i træk til nu at ligge på næsten 25 mio. kr.

Den sunde og bæredygtige forretning glæder naturligvis klubbens bestyrelsesformand, Carsten Thygesen:

- De fine tal skyldes blandt andet den trofaste og enorme opbakning fra samarbejdspartnere og tilhængere, vi møder år efter år, selvom det går op og ned i sportens verden, siger han.

Formanden peger desuden på endnu en deltagelse i Champions League, sportslig succes og et ekstraordinært spillersalg som årsagerne til overskuddet. I foråret kvalificerede Skjern Håndbold sig til DM-semifinalerne for sjette gang på syv år, og sæsonen sluttede med medaljer for tredje år i træk.

Derudover blev målmanden, Emil Nielsen, købt fri af sin kontrakt af franske Nantes. Handlen er den hidtil største i klubbens historie.

- Det er hverken den første eller sidste spiller, som vi videreudvikler og sælger videre med profit til en større udenlandsk klub, siger Carsten Thygesen.

Egenkapitalen i Skjern Håndbold A/S udgør 4,75 mio. kr., og dermed er marginen til de af Dansk Håndbold Forbund stillede krav til at drive professionel håndbold på et godt og passende niveau.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER