Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Fløjspiller forlænger med Mors-Thy Håndbolds

Pressemeddelelse fra Mors-Thy Håndbold:

En af sæsonens positive overraskelser, Jacob Hessellund, spiller også i Mors-Thy Håndbold i den kommende sæson. Hessellund kom til Mors-Thy Håndbold forud for indeværende sæson, og nu er parterne altså blevet enige om en ny etårig aftale, som strækker sig til 30. juni 2020.


- Jeg føler mig privilegeret over, at jeg kan spille håndbold på højeste niveau og samtidig passe to jobs, som jeg er glad for. Jeg synes, at Mors-Thy Håndbold og jeg er et godt match, og setuppet med klubben, Skyum Idrætsefterskole og HF Mors går op i en højere enhed, siger Jacob Hessellund, som er faldet godt til hos de blå.

Han har haft let ved at finde ind i klubben.

- Mange før mig har sikkert nævnt det, men der er en særlig familiær stemning her, folk hjælper hinanden og arbejder for klubben. Det stemmer godt overens med min tilgang til håndbold - det skal være sjovt, og det er noget man er sammen om. Derfor håber jeg naturligvis også at kunne bidrage til, at vi først og fremmest forbliver i ligaen, og dernæst tager et step op i den kommende sæson, lyder det fra Jacob Hessellund.

I Mors-Thy Håndbold glædes man over, at endnu en spiller er på plads til den kommende sæson.

- Historien om Jacob Hessellund er lidt speciel, da kontakten mellem ham og Mors-Thy Håndbold egentligt opstod, da Hessellund fik job på Skyum Idrætsefterskole og som træner i HF Mors. At det så var en af de gode appelsiner, der heldigt dumpede ned i vores turban, det kan vi kun klappe i hænderne over, lyder det fra Sportschef Henrik Hedegaard.

Han glæder sig over Jacob Hessellunds præstationer.

- Hessellund har en god indstilling, og han har imponeret alle med sit spil fra begge fløje. Han er hurtig og agil og håndboldklog, og så har vi med en rigtig klubmand at gøre, og en spiller som giver sig 100 % for holdet til træning og kamp, siger Henrik Hedegaard.

Jacob Hessellund har spillet 20 kampe i indeværende sæson med 25 scoringer til følge.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER