Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

Fra 10 spillere til fyldt holdkort: -Vi er ved at forme et rigtig stærkt hold, siger Louise Føns

Det har været en turbulent sæsonstart for København Håndbold, der gik fra at være 10 spillere på holdkortet til i dag næsten at kunne fylde det helt ud. Rutinerede Louise Føns understreger vigtigheden i, at holdet tør tage de svære snakke og er åbne og ærlige i de hårde perioder.

Man kan ikke ligefrem påstå, at starten på den nye sæson har været særlig nem for København Håndbold, der har budt på store skadesproblemer og udfordringer med overhovedet at stille med to hold til træning.

Men i takt med at sæsonen er skredet frem, er det lykkes holdet fra hovedstaden løbende at få koblet nye som gamle spillere til kamptruppen. Man har hentet den svenske venstre fløj Jessica Helleberg, den rutinerede streg Christina Haurum, lånt Stefani Stojkovic og Emma Eggertsen fra FIFs U-19-hold og senest fået Maria Lykkegaard tilbage fra en lang skadesperiode og endeligt hentet Christina Wildbork tilbage til klubben.

Så det begynder at ligne noget igen for københavner-holdet.

-Vi fik nogle virkelig alvorlige skader, vi som hold lige skulle ryste af os. Vi gik ind til sæsonen med en utrolig smal trup. Men vi har efterhånden fået en stærk og bredere trup banket op. Det har været fantastisk at se, hvordan den nye på holdet har haft en velvilje til at falde ind og bidrage hver især, siger Louise Føns til Europamester.dk.

-Vi føler, at vi er et hold, som tør bruge de nederlag, der kommer, til at løfte os højere.

Det er især nederlaget til Randers for nogle uger siden, der har gjort noget ved københavnertruppen. Det højst overraskende nederlag har givet anledning til selvransagelse, ærlige snakke og en fælles enighed om, at der skal tales ud – også når det er svært.

-Jeg håber, Randers-kampen var et vigtigt vendepunkt for os. Det har i hvert fald givet grobund for en masse gode snakke på holdet, en masse evalueringer af os selv og måder vi gør tingene på. Det har hjulpet os med at få defineret os selv. Vi har virkelig formået at få det vendt til noget konstruktivt.

-Nogle gange har man udfald i løbet af en sæson. Kan man som hold bruge det konstruktivt, kan der vokse en masse god igennem de her fiaskoer, som vi synes, det var at tabe til Randers. Det er sagt med fuld respekt for dem, for de spillede en flot kamp.

-Der kan vokse noget godt ud af tunge nederlag, hvis man som hold tør at tage hånd om det, tør sætte sig ned og tage de ærlige snakke og prøve at finde ud af, hvordan vi kan vokse endnu mere som hold. Et godt ordsprog er ”enten vinder man, ellers lærer man”.

-Her i København er vi enormt gode til at lære af de nederlag, vi får. Hvis man tør som hold at gå ind i de processer, hvor tingene er svære, så er det netop der, man kan finde grobund for den næste succes, uddyber hun.

I den seneste sejr over Viborg var stregprofilen Maria Lykkegaard at finde på banen igen efter et langt genoptræningsforløb ovenpå en alvorlig skulderskade. Comebacket til den hårde stregspiller har også været med til at skubbe positivt til den proces, der er i gang hos københavnerne.

-Hun kommer virkelig ind og sætter nogle standarder for, at vi også kan dele nogle øretæver ud i forsvaret. Hun har kæmpet i et år og har knoklet på. Hun er kommet med en masse god energi til hver eneste træning og har virkelig puttet energi til holdet, selvom det har været hårdt for hende.

-Hun er kommet tilbage i en stærkere udgave af sig selv. Det er fuldstændig fantastisk og sammen med Sofia (Hvenfelt, red) og Christina (Haurum, red.), har vi et sindssygt stærkt stregteam, slutter hun.

Københavns næsten fuldendte trup skal i aften forsøge at spille sig i Santander Cuppens Final 4, når Randers HK er modstanderen.

Du kan følge kampen direkte her på Europamester.dk, når vi liveopdaterer fra klokken 18.00. Der er kampstart klokken 18.30.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER