Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

Fra forkælet unge til taknemmelig professionel: Korsbåndsskade har lært Viborg-profil at styre sin dårlige attitude

En korsbåndsskade har ikke bare sat Viborg-stregen Ida-Marie Dahl ud af spillet i 333 dage. Den alvorlige skade har også lært Viborg-stregen at slippe af med en gammel og knap så rar attitude for i stedet at sætte pris på bare at få lov til at spille håndbold.

I en meget ung alder har Ida-Marie Dahl prøvet at blive ramt af én af de mest alvorlige skader i håndboldsporten.

Men den ufrivillige og lange pause udenfor banen har givet stof til eftertanke for den tidligere Ajax-streg, der nu har lagt en gammel og dårlig attitudevane fra sig og nu fokuserer på det mere positive.

-Jeg har haft problemer med min udstråling igennem mange år. Det har været en megalang proces for mig. Jeg har haft et ekstremt temperament, og jeg har gået til psykolog og prøvet alle mulige hypnoseting, siger Ida-Marie Dahl til Europamester.dk og uddyber:

-Man bliver bare en lidt forkælet unge, bliver sur over ikke at blive spillet, sur på de andre over at tage dumme chancer eller brænde. Nu har jeg lært at nyde at være i det og bearbejde tingene på en anden måde. Jeg ser mere indad, når jeg har nogle aktioner.

-Jeg har lært ekstremt meget, og mere end jeg troede, jeg kunne. Jeg sætter stor pris på at have det job, jeg har. Jeg lever af min hobby. Jeg tager ikke noget for givet. Jeg nyder hvert sekund, det er muligt for mig at spille, nu hvor jeg ved, hvordan det er at få taget fra mig. Jeg peger fingeren indad i stedet for at synes, det hele er uretfærdigt og noget lort, uddyber hun.

Langt om længe

Endelig! Endelig er Ida-Marie Dahl sluppet ud af korsbåndsskadens frygtelige greb og kunne kort inden nytår melde sig klar til kamp efter 333 dage ude på sidelinjen.

Læs også: Tidligere Ajax-profil advarer: -De har aldrig noget at tabe og vinder ikke på at være heldige, siger Viborg-streg

Det har været en lang og ikke mindst sej kamp både fysisk og mentalt for den 22-årige Viborg-profil, der undervejs har tvivlet på, om hun overhovedet kunne komme tilbage på den bane, hun elsker allermest:

-Ej, det er helt fantastisk at være tilbage. Det er lidt uvirkeligt og svært at beskrive, hvordan det egentlig er. I store perioder har jeg tænkt, at jeg aldrig kommer tilbage. Det har været udfordrende, dobbelt op på træning, og noget man ikke rigtigt kan sætte sig ind i, før man prøver det, siger Ida-Marie Dahl til Europamester.dk og fortsætter:

-Man bliver både ekskluderet fra fællesskabet på holdet, man er den, der er udenfor og aldrig bliver nævnt, og man føler sig til overs. Men timingen, når det nu skulle være, har været okay, da coronaen har gjort, at jeg ikke er gået glip af det helt store i 3-4 måneder.

Især det mentale spil har overrasket Ida-Marie Dahl. Ikke mindst hvor meget den mentale del har fyldt i dagligdagen.

-Jeg kan huske, at min fys sagde til mig i starten, at vi kommer til at hade hinanden i perioder, vi bliver uvenner, og der kommer op- og nedture. Ja, ja, sagde jeg. Det bliver ikke noget problem. Men det slår bare ekstremt hårdt, og i perioder kunne jeg ikke engang sætte min fod i hallen eller se dem spille på TV.

-Jeg er blevet overrasket over, hvor meget det mentalt kræver at sidde ude så længe. Det mentale spil er ekstremt vigtigt, for vi bliver målt og vejet hver dag til træning. Det kan få store konsekvenser, hvis man ikke er 100 procent klar. Tingene går så hurtigt, så der er ikke tid til at gå og være træt af livet. Det har jeg lært rigtig meget af og udviklet mig på, slutter Ida-Marie Dahl.

I aften klokken 20.00 møder hun sine tidligere holdkammerater fra Ajax, når Viborg gæster Sydhavnen.

Den kamp dækker Europamester.dk tæt med kampreferat, karakterbog og reaktioner fra begge lejre.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER