Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

Fra Györ til Ajax: -Det er en stor kontrast, understreger Odense-fløj

I søndags spillede Odense lige op mod Györ, verdens bedste klubhold. Onsdag møder fynboerne Ajax København på udebane.

Det er immervæk noget af en kontrast, som Odense Håndbold på bare tre dage går igennem. Søndag spillede man på den allerhøjeste klinge i Champions League og var tæt på at sende det første nederlag til Anne Mette Hansen og Györ i 30 kampe.

Odense måtte ”nøjes” med ét point efter en fremragende håndboldkamp på højeste niveau.

Onsdag aften kommer Freja Cohrt og co. en anelse ned på jorden igen, når modstanderen hedder Ajax København, der venter i Bavnehøj Hallen. Men ikke desto mindre er respekten lige så stor for københavnerne som mod ungarerne, forsikrer fløjprofilen.

Læs også: Odense-fløj positivt overrasket over tilgang af ligaens bedste spiller: -Mia Rej er faldet så hurtigt til

-Det er en stor kontrast. Jeg synes generelt, at der i ligaen er rimelig store kontraster. Derfor er det vigtigt, at vi bevarer tålmodigheden og holder fokus. Det er ikke en selvfølge, at vi bare tager til Ajax onsdag aften og vinder. Jeg gør meget ud af at sige, at vi har stor respekt for dem, siger Freja Cohrt til Europamester.dk og uddyber:

-Niveaumæssigt er der en stor kontrast. Men lige nu når der ikke er nogle tilskuere, så er det ikke helt det samme, som hvis vi kom fra en fuld hal i søndags og til Ajax, hvor der ikke er så mange. Men det er en opgave, vi har respekt for.

-Selvom vi spillede sidste kamp mod dem på vores præmisser, så har de udfordret os meget førhen.

For lige omkring ét år siden så lykkedes det faktisk de monster-undertippede Ajax-tropper at tage fra udebanekampen mod Odense med en sensationel etmålssejr.

Læs også: Følg Odenses kontrastkamp onsdag aften mod Ajax direkte på Europamester.dk

Foruden respekt og fokus så handler det for Odense om at få brudt rytmen i det meget sikre og velorganiseret Ajax-angrebsspil, der kan give ethvert tophold alvorlige problemer.

-Ajax har nogle gode boldspillere, som holder bolden godt i gang, og som slipper boldene hele tiden, inden de når at blive lukket. De spiller lange angreb, der kan være svært at spille mod, fordi de når at få så mange afleveringer på.

-Det er klart, man kan godt blive utålmodig engang imellem. Udfordringen for os bliver at holde fokus hele tiden og ikke blive for utålmodige. Jeg synes ikke, at Ajax ligger dårligt til os, men vi har haft problemer med dem før, som betyder, at vi har stor respekt for dem.

-Vi prøver at finde frem til nogle metoder, hvor vi tænker, at vi kan få lov til at bryde deres rytme, så de netop ikke får lov til at have så lange og gennemspillede angreb. Jeg vil selvfølgelig ikke sige hvordan, slutter Freja Cohrt med et lille grin.

Odense møder Ajax onsdag aften klokken 19.30 i Bavnehøj Hallen: Én ud af syv kampe på en aften hvor samtlige af Bambusa Kvindeligaens 14 hold skal i aktion.

Vi liveblogger direkte fra Sydhavnen fra klokken 19.10.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER