Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

Guldfesten fortsætter i Odense: The Double er i hus - Nykøbing nøjes med sølv

Odense Håndbold bliver ved med at overgå sig selv i denne sæson. Nu kan klubben også kalde sig vinder af "The Double" efter sejr i pokalfinale på 32-26 over Nykøbing Falster.

ODENSE IDRÆTSHAL (ODENSE, EUROPAMESTER.DK): Snip, snap, snude, så er den pokalsæson ude. Vinderen er fundet og hedder for første gang nogensinde Odense Håndbold, selvom Nykøbing Falster gjorde sit til alligevel at gøre det spændende og medrivende.

Odense Håndbolds top og flop:

Top:

Mie Højlund … har tidligere udtalt, at hun er ved at være ganske godt træt af at spille højre back. Men spørgsmålet er, hvem der er mest træt? Hende eller hendes modstandere? Svaret må være sidstnævnte. For hold nu Højlund hvor er hun bare hurtig og eksplosiv og kan snyde selv verdens bedste forsvarsspiller med hånden på ryggen.

Althea Reinhardt … det er Althea Reinhardts skyld, sådan i store træk, at Odense Håndbold overhovedet står i den her finale. Hvis det ikke havde været for hendes flyvende højre arm, så havde Herning-Ikast scoret på den friløber i sidste sekund, der kunne have slukket pokaldrømmene for fynboerne. Men Reinhardt ville det anderledes og var med til at slukke Nykøbings drømme om at flå pokalguldet til Falster. Efter hun blev sendt på banen små 10 minutter i første halvleg stod hun i vejen for to straffekast og syv skud. Gad vide hvor lang tid hun får lov at blive i Odense?

The Double … for otte dage siden stod pokalskabet i Odense fortsat gabende tomt, men det er der så sandelig blevet rettet op på. Lad festen fortsætte på Fyn. Skål!

Flop:

Evnen til at lukke og slukke … Odense har stået i det her problem rigtig mange gange og efterhånden sæsoner. Et element som holdet senest i sidste uge viste var guld værd. Og med så mange store stjerner og profiler, der har prøvet alt i den her håndboldsport, så burde det ikke være noget problem. Men det har det været, og det var en friløber fra at koste Odense finalepladsen lørdag. En komfortabel føring på syv mål blev fornemt skabt, men for Odenses synspunkt er der slet ingen grund til at lukke Nykøbing så meget ind i kampen, at de efter 49 minutter pludselig har chancen for at barbere føringen ned til bare to mål.

 

Odense Håndbold - Nykøbing Falster: 32-26 (17-12)

Stillinger undervejs: 2-4, 4-6, 7-7, 12-8, 14-10, (17-12), 20-13, 23-16, 23-20, 24-22, 31-25, 32-26

Topscorer: Lois Abbingh 11 mål Odense Håndbold, Celine Lundbye 6 mål Nykøbing Falster

Dommerpar: Nicklas Mark Pedersen og Nichlas Nygaard

 

Nykøbing Falsters top og flop:

Top:

Celine Lundbye … bragede pludselig en anelse liv i noget, der bare kunne minde om håb, da hun midtvejs i anden halvleg hurtigt fik hul på Reinhardt. Hun trak dem langt hver gang, men det var ikke guf for den danske landsholdskeeper.

Fantastiske fans … har Nykøbing altid været kendt for. Uanset hvor Nykøbing spiller, uanset hvem Nykøbing møder, uanset hvor henne i verden, uanset hvad tidspunkt det er, så står den gule fan-hær bare klar med trommer, sang og et humør, der kun kan smitte af.

Fighteregenskab … at give op kender Nykøbing ikke til. Heller ikke selvom man er håbløst bagud med alt for mange mål i en pokalfinale, og det hele ser lidt opgivende ud. Så kæmper det hold lige til det allersidste. Godt hjulpet på vej af nogle altid medrivende fans, der lige er med til at give dem det sidste rygstød.

Flop:

Fatale fejlda første halvleg havde fundet sit fodfæste og finalenerverne var væk, så begyndte Nykøbing at rulle rundt i fejl: Uprovokeret og totalt ødelæggende fejl hvor bolden slet ikke var i nærheden af at søge mod målet. Derfor stak Odense altså af fra 7-7 til 12-8. Da Althea Reinhardt så begyndte at tage næsten alt, hvad der kom imod hende, så blev det bare svært.

Brændte afslutninger … da først den ene NFH-spiller brændte, så bredte det sig som ringe i vandet. Det var næsten lige meget, hvor skuddene blev sat hen, så var Reinhardt i vejen: Selv ellers så træfsikre Lærke Nolsøe kunne ikke rigtigt få tingene til at fungere og slog sig selv i hovedet. Det var også afbrændere, der distancerede Nykøbing fra at lave det helt store comeback.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER