Zelia Elvira Hedemand

Györ sikrer sig yderligere to profiler

De to norske landsholdsstjerner Stine Bredal Oftedal og Kari Brattset har begge forlænget deres kontrakter med storklubben.


Tirsdag kom det frem, at Györi ETO KC har sikret sig danske Anne Mette Hansen helt til sommeren 2023, hvilket i skrivende stund gør hende til den spiller hos de forsvarende Champions League-vindere, der har den længste kontrakt.

Samtidig med Hansens kontraktforlængelse blev yderligere to forlængelser præsenteret på et pressemøde, Györ holdt tirsdag. Det drejer sig om den norske landsholdsanfører Stine Bredal Oftedal og stjernestregen Kari Brattset, som begge har forlænget deres kontrakter til 2022.

"Det er måske lidt tidligt at træffe så store beslutninger allerede i september, men jeg føler, at vi har mange gode grunde til at forlænge disse kontrakter. For det første er vi svært tilfredse med [Hansen, Oftedal og Brattsets] præstationer (...) Derudover står vi overfor en lang sæson med VM, OL-kvalifikationer og OL for de fleste af vores spillere. Hvis deres fremtid er sikret, behøver de kun at tænke på spillet, hvilket kan gøre dem endnu bedre," fortalte Györs præsident, Csaba Bartha, på pressemødet.

27-årige Stine Bredal Oftedal kom til Györ i 2017 fra franske Paris 92 (det daværende Issy Paris Hand). Playmakeren har skrevet en toårig forlængelse med storklubben, således at hendes kontrakt nu løber til 2020. Sammen med det norske landshold, som hun desuden er anfører for, har hun vundet to VM-guldmedaljer og tre EM-guldmedaljer. Oftedal blev kåret til forrige sæsons bedste playmaker i Champions League, ligesom hun også kom på All-Star holdet ved EM-slutrunden sidste år.

Kari Brattset kom til klubben sidste år fra det norske storhold Vipers Kristiansand. Den 28-årige stregspiller havde kontrakt til og med sommeren 2021, men har altså forlænget den med et år. I sin tid på landsholdet har hun en sølvmedalje fra VM i 2017. I sin første sæson i Györ vandt Brattset alt, der kunne vindes – det ungarske mesterskab, den ungarske pokalturnering og Champions League.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER