Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Hadsten-profil: Jeg synes resultatet er lidt misvisende

Torsdag aften måtte 1. divisionsmandskabet fra Hadsten Håndbold, sande at de løb ind i deres fjerde nederlag på stribe.

På udebane i Green Sports Arena tørnede østjyderne sammen med oprykningsbejlerne fra Ringkøbing Håndbold, og her var det de vestjyske værter, som løb med sejren.

Ringkøbing Håndbold vandt opgøret med 31-25 efter at have været foran med 15-13 ved pausen.

Se kampen i tal herunder:

Ringkøbing Håndbold: Camilla Faartoft 9, Rikke Jochumsen 5, Rikke Jensen 3, Marigona Hajdari 3, Marie-Louise Sundgaard 3, Marie Louise Nissen 3, Alberte Simonsen 2, Arlinda Hajdari 2, Sanne Hansen 1.

Hadsten Håndbold: Helle Walentin 10, Anne Berggreen 4, Sofie Ladekjær 3, Lotte Vestergaard 2, Majken Nielsen 2, Emilie Bech 1, Ida Jespersen 1, Sofie Hakala 1, Mathilde Strunge 1.

Kampens topscorer blev gæsternes nummer 18, Helle Walentin, som nettede hele 10 gange. Hun mener, at resultatet er lidt misvisende. Hun siger følgende til ByensNyt.dk:

"Jeg har helt ondt i skudarmen. Jeg synes resultatet er lidt misvisende, fordi jeg synes jo, at vi er godt med i hele kampen. Vi holder os til aftalerne i dag, hvilket blandt andet var, at spille lange angreb og holde på bolden. Vi har haft nogle gode snakke i løbet af ugen, og det havde folk bare taget til sig, så det var fedt, til trods for, at vi taber. Vi laver lidt fejl til sidst, og derfor bliver nederlaget så stort”.

Hadsten Håndbold er efter deres første seksten kampe placeret på en 9. plads i tabellen med elleve point. Østjydernes næste chance for point er først den 28. februar, når de på hjemmebane støder sammen med oprykkerholdet fra Sæby HK.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER