Mads O. Madsen

HIK Håndbold vil op i 1. division

Pressemeddelelse fra HIK Håndbold:

Målet er oprykning til 1. division – og etablering af et af Sjællands bedste træningsmiljøer

En del har sikkert bemærket, at der sker mange ting i HIK Håndbold på damesiden i disse måneder. Der er kommet ny cheftræner, Thomas Brønd, og holdet er blevet suppleret med mange nye spillere. Måske er der nogen, der tænker; ”hvad har de lige gang i i HIK?”.

Det vil vi rigtig gerne fortælle om. Vi har nemlig en plan… Den lader vi Thomas Brønd selv fortælle om:

”Igennem en del år, 4-5 år faktisk, har HIK Håndbolds 2. divisionsdamer været med i toppen af 2. division og har været snublende tæt på oprykning til 1. division. Hver gang har HIK imidlertid lige manglet de sidste marginaler for at nå det forjættede land.

Det er det, vi nu virkelig gerne vil lave om på. Men for man kan ændre på noget, bliver man nødt til at vide, hvad det er, man skal lave om på, for at tage det sidste skridt.
Det, som vi har analyseret os frem til, er, at:

• Vi skal være flere spillere i DS1-truppen
• Vi skal se, om vi kan hæve spillernes individuelle niveau i truppen
• Vi skal hæve vores træningsniveau
• Vi skal fokusere endnu mere på den fysiske del af håndbolden
• Vi skal sørge for at DS1-truppen bliver et naturligt samlingspunkt for ungdomsspillerne
• Vi skal gøre det attraktivt at være spiller i HIK
• Vi skal skabe endnu stærkere relationer mellem spillerne

Det svære ved alt dette er naturligvis at eksekvere det og føre det ud i livet.

I HIK Håndbold er der mange gode spillere, som alle har været med i en årrække og har ydet en fantastisk indsats. Disse spillere har vi nu suppleret med spillere udefra, som har et højt niveau, nogle af spillerne har endda stor erfaring fra 1. division, landshold m.m.

Herudover har vi sat stort fokus på vores ungdomsafdeling, hvor vi vil bruge resurser på at udvikle vores dygtige ungdomsspillere, så de kan bidrage på seniorniveau, når den tid kommer.

Med den seniortrup, vi fået sammensat, har vi nu det antal spillere og det niveau, som gør det rimeligt at håbe på en topplacering i 2. division i den kommende sæson.

Skulle det lykkelige ske, at vi rykker op i 1. division, ved alle, som har været i 1 division, at det er for sent at forberede sig, NÅR MAN FØRST ER RYKKET OP. Grundlaget skal opbygges langt tidligere….

Derfor er vi gået i gang, IKKE fordi vi er sikre på, at vi rykker op, for det er vi så langt fra, men fordi, HVIS det skulle ske, så er vi klar.

Vi træner 3 gange om ugen, vi styrker 3 gange om ugen sammen, vi har en organisation, som har styr på det, og vi har nogle super faciliteter her i Gentofte Kommune, hvor mange ting kan lade sig gøre, hvis man spørger pænt.

Vi har en klub, som bakker op om pigerne og kun ønsker dem det bedste. Der er enormt mange engagerede mennesker i HIK; trænere, ledere og forældre, som kan være med til at skabe en synergieffekt om vores projekt.

En af de ting, som vi vil skabe, og som jeg kan mærke på spillerne, at vi er godt i gang med, er et af de bedste træningsmiljøer på Sjælland. Det prøver vi at gøre ved at have stort fokus på egen indsats til træning og ved at lægge vægt på ”AFE” og ”A-L”.
”AFE” og ”A-L”, betyder ”Ansvar For Egen” og ”Andres Læring”. Vi har alle sammen ansvaret for egen og andres læring og udvikling. Hvis det er det, vi tager udgangspunkt i, så er vi på rette vej, og det er vi.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi meget gerne vil vores ”egne” HIK-spillere, og heldigvis er der mange, som har været igennem HIK og nu er rundt omkring i Danmark.
Vi har også en god talentmasse i vores ungdomsafdeling, som nu skal fortsætte deres hårde arbejde, så vi kan gøre brug af dem på dameholdet på sigt.

Jeg er så vild med det arbejde, som blandt andre Phillip Valentin, Mette Vestergaard, Thomas Møller og Jens Ejlertsen har lavet på damesiden i HIK, og jeg håber nu, at jeg kan være med til, sammen med dem og spillerne, at finde de sidste marginaler, der skal til for at indfri drømmene.

Jeg kan i hvert fald love, at vi vil arbejde det bedste, vi har lært, og at vi vil gøre ALT, hvad vi kan, for at nå det forjættede land – men mindst lige så vigtigt er det at få skabt et af de bedste træningsmiljøer på Sjælland for damespillere. Det er en klar prioritering.”

Mest læste på HBOLD.DK

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER