Zelia Elvira Hedemand

Ine Stangvik følger Lara González

Team Esbjergs norske målvogter Ine Stangvik følger holdkammeraten Lara González til franske Besançon.


Besançon kunne tidligere på dagen offentliggøre, at Stangvik har skrevet en et-årig kontrakt med klubben med en dertilhørende option på yderligere et år.

Den 28-årige keeper skiftede forud for denne sæson til Esbjerg fra København Håndbold, hvor hun spillede fra 2015 til 2017. Hendes kontrakt med Esbjerg lød oprindeligt på to år, men manglende spilletid gjorde, at nordmanden allerede efter et år bad om at blive løst fra sin kontrakt.

Som Europamester tidligere har beskrevet, rykker også hendes spanske holdkammerat i Esbjerg, Lara González, til den franske klub, som endte på sjettepladsen i den franske ligas grundspil.

Noget overraskende slog Besançon grundspillets tredjeplads, Issy Paris, ud af kvartfinalerne i slutspillet. Nu skal de således kæmpe med Brest Bretagne om en plads i finalen.

Ine Stangvik skal sammen med González og resten af Team Esbjerg på lørdag sikre sig en sejr over Randers HK samt håbe, at København besejrer NFH, førend hun kan vide sig sikker på en semifinaleplads i HTH GO Ligaen.

[caption id="attachment_26108" align="aligncenter" width="1000"] Ine Karlsen Stangvik. Kamp i Boxer Dameligaen mellem Randers HK og København Håndbold, 6.11.2015 i Arena Randers. (Allan Jensen/EVENTMEDIA).[/caption]

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER