Randers HK har som bekendt sikret sig Jamina Roberts i denne sæson.
Den svenske bagspiller var dog ikke i fuldt vigør, da holdet begyndte træningsopstarten. Hun blev opereret i det ene knæ for et par uger siden, og hun forventes ude i 6-8 uger.
Jamina Roberts har tidligere i karrieren haft store problemer med knæskader, men hun fortæller til Randers Amtsavis, at denne operation ikke er alvorlig. Hun udtaler til avisen:
“Det har ikke noget at gøre med mine tidligere skader i korsbåndet. Jeg har spillet med smerter i lang tid, så nu vurderede jeg med det fysiske team, at det var en god idé med en operation. Jeg vil hellere sidde ude i første kamp, hvis det betyder, at jeg bliver helt klar i de kommende kampe.”
Hun pointerer desuden, at det er vigtigt med tålmodighed, men når hun først bliver klar, så er hun klar til at give sig 100 % i klubben.
Jamina Roberts kommer til Randers HK efter et ophold i ungarske Érdi VSE.





























