Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

Karakterbog: Ekspert bøjer sig i støvet: - Hun gjorde den afgørende forskel

Et drama uden lige endte med en dansk sejr over Ungarn på 29-27. Ekspert Lars Rasmussen deler karakterer ud til de danske spillere, hvor én spiller scorer topkarakter og var altafgørende.

Danmark vs. Ungarn: 29-27 (14-12)

Stillinger undervejs: 4-3, 5-5, 7-8, 10-9, 13-11, (14-12), 18-17, 22-23, 23-24, 24-26, 27-26, 28-27, (29-27)

Bedste dansker: Louise Burgaard, Danmark

Karakterer:

12 - Louise Burgaard: Virkede mere forløst og frigørende i sit spil. Får mere og mere spilletid og med god grund. Hun vokser med opgaven og virker til at trives med det ansvar, der følger med i begge ender. Sikke et mod, sikke en energi og hold nu op for nogle afslutninger, hun bragede ind til sidst: Hun gjorde den afgørende forskel og gør, at semifinaledrømmen lever altså på grund af Burgaards mod!

10 - Emma Friis: Hvor er hun bare køligheden selv: Bliver sat under et kolossalt pres særligt på straffekastforsøgene, og det formår hun altså at stå for. Syv mål på ni forsøg. En ting er helt sikkert: Den rolige Ikast-fløj bliver ved og ved med at klø på og tage den næste chance, uanset hvor mange gange hun har brændt.

7 - Althea Reinhardt: Kom ind på et straffekast i første halvleg som den eneste aktion uden at gøre det store og fik chancen sent i anden halvleg. Det var dog begrænset, hvad Odense-keeperen fik fat i, men havde fingerspidserne på et par meget, meget afgørende skud til sidst. Og det trækker voldsomt op.

7 - Kathrine Heindahl: Var for første gang ved dette EM på slingrekurs i sine afslutninger, og det ligner absolut ikke Heindahl: Kunne dog godt have fået et straffekast eller to, men linjen fra det portugisiske dommerpar var til tider svær at regne med. Kæmpede som en bjørn forsvarsmæssigt på en aften, hvor den danske defensiv absolut ikke var hverken i topform eller i verdensklasse.

7 - Sandra Toft: Præsterede otte redninger i første halvleg inklusiv et straffekast: Igen var Toft i topform. Men efter pausen formåede ungarerne simpelthen at flå hul på det danske førstevalg, der kom længere og længere væk fra de ungarske afslutninger, og det blev der draget en konsekvens af med en udskiftning efter 48 minutter. Akkurat som mod Sverige. Men når det gælder, så er hun altså bare cool: Tager et straffekast til allersidst.

7 - Mie Højlund: Blev smidt i mange mulige situationer, og hun løste rigtig mange fine ting særligt angrebsmæssigt i højresiden, som hun tidligere har gjort med bravour i Odense og på landsholdet. Brændte et par rigtig store chancer, men hun bliver ved med at søge sin chance og lader det ikke gå udover den næste. Dejligt aggressivt spil og for første gang ved EM fik vi de hurtige fødder at se.

7 - Jesper Jensen: Kampbilledet fra åbningskampen gentog sig, og det var et sandt mareridt. Der var absolut ingen tænding, gnist, gejst eller energi hos de danske spillere: Den matchede på ingen måder den ungarske maskine, der tromlede igennem, selvom de reelt intet har at spille for. Heldigvis for Jensen og Danmark valgte Burgaard og Toft at stemple ind, da det allermest gjaldt, og det betyder altså, at semifinaledrømmen fortsat lever i bedste velgående. Godt set med at skifte Toft ind på det sidste straffekast og godt at give Burgaard så meget tillid.

4 - Trine Østergaard: Har ligget højt på udnyttelsesprocenten, men startede med at brænde de første to afslutninger. Det er ikke hverdagskost for Østergaard, der huserer ene og alene på den højrefløj. Hun er igen forudseende i sit forsvarsspil, og det er så dejligt at se.

4 - Anne Mette Hansen: Kom med den mere efterspurgte energi, power og selvtillid, men hendes spil bliver i for store perioder for tungt og langsomt: Hun fik ikke udnyttet sin store fysik mod det ungarske forsvar. Tre mål og et par assists - det går i den rigtige retning.

4 - Mette Tranborg: Har været vildt godt skydende i starten af EM, men saften og kraften var som forduftet og forsvundet ud af venstrelappen hos Tranborg. To mål på fem forsøg og et par fine forsvarsaktioner. Gled dog ud af kampen som anden halvleg skred frem.

4 - Simone Petersen: Skabte egentlig fine overtalssituationer i det danske angrebsspil, hvor bolden gjorde arbejdet: Det var bare ikke altid, at de danske afslutninger matchede det sublime opspil: Lavede dog også et par mærkelige fejl. Brændte aldrig for alvor igennem.

02 - Rikke Iversen: Forsvaret var ikke af den internationale kaliber, som hun står for. Overhovedet ikke. Det slingrede for meget og virkede nervøst og forkrampet: Det rykkede ikke rigtigt noget, og Iversen manglede at spille med musklerne i store dele af kampen.

02 - Michala Møller: Ind efter 42 minutter i en hektisk og svær periode, hvor det hele kogte og den danske føring var smuldret. Hun bragte ikke den fornødne overskud ind i det danske spil.

00 - Sarah Iversen: Jeg savner simpelthen kvalitet og international klasse fra Iversen i dag: Kom til at se rigtig uheldig ud i to afgørende situationer i slutningen af anden halvleg med en brændt chance efterfulgt af en gigantisk lur i forsvaret, som kostede et mål. Det er simpelthen ikke godt nok. Det var tæt på at koste rigtig, rigtig dyrt.

00 - Kristina Jørgensen: Der er ingen tvivl om, at hun gør, hvad hun kan under de præmisser, der bliver givet Metz-spilleren: Det er minimalt med spilletid, Jørgensen får, og den tid hun får handler det altså bare om at være effektiv. Men det har hun altså stadig til at vise ved det her EM: Smed en meget stor bold væk i et overtal, hvor hun kom kold fra bænken, og hendes spil bærer mere og mere præg af at være sidelæns end mod mål.

UB - Andrea Hansen: Kom ikke på banen.

UB - Elma Halilcevic: Kom ikke på banen.

Danmark møder Kroatien ved den næste kamp under EM: Det er på lørdag klokken 18.30. Norge venter i den sidste kamp onsdag.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER