Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Katja Johansen skriver kontrakt med Odense Håndbold

Pressemeddelelse fra Odense Håndbold:

Katja Johansen fra Talentcenter Odense Håndbold bliver en del af ligatruppen i Odense Håndbold i næste sæson.
Odense Håndbold og Katja Johansen har indgået en toårig aftale.

Katja Johansen skal i næste sæson spille ligahåndbold. Den unge venstre fløj spiller til daglig i Talentcenter Odense Håndbold og har nu underskrevet en toårig aftale med Odense Håndbold, som gælder fra sæson 2020-2021. Katja Johansen har tidligere været en del af ligatruppen i Odense Håndbold, da hun i første halvsæson af 2019-2020 trådte ind som erstatning for en skadet Suzanne Bækhøj.

Katja Johansen glæder sig til at blive en del af Odense Håndbold: ”Jeg er superstolt og glad for at skulle spille i Odense Håndbold de næste to sæsoner. Jeg glæder mig til at møde en masse nye mennesker og ser frem til at udvikle mig i en klub, som har lige så store ambitioner, som jeg selv har.

Træner i Odense Håndbold, Karen Brødsgaard, fortæller også: ”Vi er rigtig glade for, at Katja bliver en del af truppen i næste sæson. Hun er et ungt, sprudlende talent med stort potentiale, og så har hun en træningsivrighed, som bliver rigtig spændende at følge. Det er et stort spring for Katja i forhold til for alvor at træde ind i seniorrækken, og det kræver en stor tålmodighed fra hende.”

Katja Johansen er 19 år og kommer oprindeligt fra Munkebo. Katja Johansen har tidligere spillet for Kerteminde HK og GOG og vandt DM-sølv sammen med Talentcenter Odense Håndbold i sæson 2018-2019.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER