Nikolaj Jensen

Katrine Lunde rejste væk fra personlig tragedie og vandt EM-guld med sin ”anden familie”

Få dage efter Katrine Lunde mistede sit ufødte barn, trådte hun ind på det norske kvindelandshold, som hun kalder sin ”anden familie” og hjemtog endnu en guldmedalje. Hun melder ikke om nogen udløbsdato.

Den seneste måned har været noget af en rutsjebanetur 40-årige Katrine Lunde, der er gået fra at miste sit ufødte barn til at vinde EM-guld sammen med det norske kvindelandshold.

I comebackkampen mod Rumænien kunne Lunde ikke holde tårerne tilbage både før, under og efter kampen, fordi hun kunne mærke, hvor stor kærlighed og omsorg de norske landsholdsjenter gav hende.

Veterankeeperen fortæller, hvordan det har været at komme ”hjem” til det hold, hun har repræsenteret lige præcis 305 gange …

-Jeg kalder dem min anden familie, fordi jeg nyder at være sammen med dem. Jeg har en masse gode venner på holdet, og når jeg føler det sådan, er det jo som min anden familie. Jeg kan lide at komme her, siger Katrine Lunde på et pressemøde, hvor Europamester.dk netop spurgte ind til, hvordan det var at vende ”hjem” igen.

-Det er helt utroligt, hvor godt de tager sig af mig. Vi har haft en rigtig god gruppe i rigtig, rigtig mange år. Jeg er så stolt af at repræsentere midt landshold, uddyber hun.

Landsholdsdebuten kom tilbage i 2002 og lige siden har Katrine Lunde været frygtindgydende for mange modstandere, hevet mange titler hjem og vundet både EM-, VM- og OL-guld samt otte guldmedaljer med det norske landshold.

I en alder af 40 år har den vellidte og rutinerede målvogter ikke lige i sinde at stoppe karrieren.

Hun har kontrakt med sin norske klub Vipers Kristiansand frem til 2023. Og så må hun se, hvad der skal ske efterfølgende.

-Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle spille så meget og så længe, som jeg har gjort. Jeg nyder virkelig at være her. Min krop er god. Jeg har kun haft en skade med mit knæ (korsbåndsskade i maj 2019, red).

-Det gør mig stolt, at jeg kan blive ved med at spille med på det her landshold. Så må se, hvor lang min karriere vil blive. Jeg har ikke noget mål for, hvornår jeg stopper. Jeg har den regel, at jeg stopper, når jeg ikke nyder det mere. Det gør jeg lige nu, siger hun og smiler.

-Jeg skal i hvert fald spille tre år mere i min klub. Jeg håber også, at jeg kan fortsætte på landsholdet, slutter Katrine Lunde.

Katrine Lunde har vundet OL-, VM-, EM-, DM, Champions League-, EHF Cup, NM-guld samt to danske pokaltitler.

Hun har også prøvet at blive udnævnt til All Star-holdene ved VM,- EM- og OL.

I løbet af de seks EM-kampe nåede Katrine Lunde at have 45 redninger på 119 forsøg – en redningsprocent på 38.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER