Mads O. Madsen

Klavs Bruun Jørgensen bliver en del af fodboldklub

Pressemeddelelse fra Lyngby Boldklub:

Tidligere landstræner bliver mentaltræner for Superligaakademi  


Superligaklubben, Lyngby Boldklub, har ansat den tidligere håndboldlandsholdsspiller og -landstræner, Klavs Bruun Jørgensen, som mentaltræner i akademiafdelingen, som er en af landets bedste af slagsen. 


Efter et helt liv med håndbold skal bolden nu ned til fødderne for Klavs Bruun Jørgensen. Den 46-årige har takket ja til at blive mentaltræner for Lyngby Boldklubs akademiafdeling, hvor han skal arbejde med klubbens talenter fra U13-, U14-, U15-, U17- og U19-holdene


Klavs Bruun Jørgensen skal bruge sin baggrund og ballast som sportsudøver på øverste hylde og elitetræner til at vejlede, uddanne, inspirere og klæde Lyngbys unge talenter på til at bryde igennem som seniorspillere.


Han glæder sig til en spændende udfordring i en ”ny” sportsgren:


”Da jeg først blev kontaktet med idéen om at være mentaltræner og sparringspartner tænkte jeg, at det var spøjst at hive fat i mig, men Andreas Byder, direktøren i Lyngby Boldklub, kender mig og mit engagement med unge mennesker. Vi snakkede løbende planen igennem, og det føltes helt rigtigt at være en del af et spændende Lyngby-projekt og arbejde med unge talentfulde spillere”, siger han og fortsætter:


”Dét at det er en anden sport ser jeg ikke som noget problem, da min opgave netop er, at udvikle det hele menneske. Derudover er posten også et led i min videre ambition om at blive håndboldtræner igen, og jobbet kan helt klart give mig spændende værktøjer i den bestræbelse”


Også talentchef, Nicas Kjeldsen, er begejstret over at kunne tilføre en så rutineret og dygtig ressource som Klavs Bruun Jørgensen til klubbens akademi.


”Ansættelsen af Klavs går hånd i hånd med vores ambition om at kunne tilbyde vores akademier de bedste ressourcer, og dermed udvikle vores unge talenter til den øverste hylde. Den erfaring Klavs har omkring holdledelse, det mentale område og det at skulle bryde igennem på højeste niveau giver ham en ballast, som bliver rigtig spændende at få i spil. Hans erfaringer og de råd han kan give vores unge spillere er helt unik, og noget vi aldrig har haft på akademiet før”, fortæller Nicas Kjeldsen.


Klavs Bruun Jørgensen startede sin egen håndboldkarriere og fik sit gennembrud i Virum-Sorgenfri Håndboldklub, men har også været udlandsprofessionel i tysk håndbold samt en profil for både herrelandsholdet, GOG, FCK Håndbold og storsatsende AG København i den danske håndboldliga. Efter karrierestoppet blev Klavs Bruun Jørgensen træner for netop AG København og sidenhen Nordsjælland Håndbold og Team Tvis Holstebro inden han i 2014 blev assistenttræner for Ulrik Wilbek på det danske herrelandshold i håndbold, der blandt andet vandt sølv ved EM i 2014.


Fra 2015 og indtil januar i år var Klavs Bruun Jørgensen landstræner for det danske kvindelandshold. Som aktiv er han noteret for 185 landskampe med en fjerdeplads til VM som bedste resultat.


Klavs Bruun Jørgensen startede sit nye job mandag den 3. august.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER