Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

Landsholdet er ikke et tema hos Anne Cecilie de la Cour: -Jeg har ikke mentalt overskud lige nu

Tanker om et muligt comeback på landsholdet fylder slet ikke for den 26-årige Odense-flækker og mor til to, Anne Cecilie de la Cour, der først og fremmest kæmper med at finde sit gamle spil frem efter et års pause.


Frem mod Golden League-stævnet i marts sidste år sagde den tidligere København-spiller Anne Cecilie de la Cour fra til Klavs Bruun Jørgensen og det danske kvindelandshold.


Hun havde brug for en pause for at være sammen med sin familie. I oktober 2017 blev La Cour mor for første gang, og i december sidste år blev hun mor til nummer 2.


Sidst hun var at finde i en landskamp var ved EM-slutrunden i 2018, men det ligger ikke umiddelbart i fremtidskortene, at Odense-spilleren trækker den rød/hvide-landsholdsdragt over hovedet.


-Som det ser ud lige nu, vil jeg ikke være på landsholdet. Jeg vil gerne 100 procent i gang i klubben. Jeg synes ikke, jeg har mentalt overskud til at være væk fra mine børn i så lange perioder, siger Anne Cecilie de la Cour til Europamester.dk og fortsætter:


-Heldigvis er det ikke noget, jeg behøver at bekymre mig om lige nu, fordi jeg slet ikke er i spil til det. Så det er en tanke, jeg slet ikke bruger energi på, understreger hun.


-Så det er slet ikke noget, der rumsterer i baghovedet?


-Ikke lige nu. Lige nu har jeg fuldt fokus på at gøre det godt i Odense, og så aner jeg ikke, hvor jeg er om nogen år. Det må vi se til den tid.


Efter fem år i København Håndbold skiftede La Cour til det storsatsende Odense-hold med de mange stjerner i sommer.


Den lille familie har flået teltpælene op, flyttet fra hovedstaden og stortrives i det fynske.


-Jeg synes, vi er faldet til. Det er et dejligt sted, vi bor. Det er rigtig tæt på hallen, så det fungerer godt. Mine to piger er startet i børnehave og vuggestue og har det godt der. Det betyder meget for vores hverdag, at de er et dejligt sted, siger hun.


-Coronaen har gjort, at min kæreste pendler lidt mindre til og fra arbejde, end han egentlig skulle. Det er egentlig kun rart, at det nu kun er et par gange om ugen. Det giver mere frihed til os, slutter hun.


La Cour står noteret for 33 A-landskampe og var med både ved EM i 2016 i Sverige og to år senere ved EM i 2018 i Frankrig.

Anne Cecilie de la Cour gæster for første gang Frederiksberg-Hallen som gæst i mange år i morgen aften, når Odense skal forbi København Håndbold.


Følg kampen fra klokken 19.30 direkte her på Europamester.dk. Kampstart klokken 20.00.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER