Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Viborg vinder sæsonens første ligasejr på udebane over mestrene fra København Håndbold

Europamester.dk sidder klar i Frederiksberg Hallen, når København Håndbold møder Viborg HK klokken 14.00 søndag eftermiddag. 

[caption id="attachment_60069" align="alignnone" width="300"] Smilene er tilbage på Viborg-spillernes læber, efter de søndag eftermiddag tog en stensikker sejr på udebane over København Håndbold med 25-32. Foto: Johnny Pedersen / e-image.dk[/caption]

[caption id="attachment_62037" align="alignnone" width="300"] Der bliver helt sikkert uddelt en lussing eller to, når København og Viborg tørner sammen senere i dag. Foto: Johnny Pedersen / e-image.dk[/caption]

57.00: Føringen bliver blot større og større og nedturen lige så for København ... Av, av, av. For anden gang i denne uge bliver danmarksmestrene taberne på hjemmebane. Det er man ikke vant til på disse kanter, hvor det ene hold efter det andet er blevet sendt hjem med et nederlag.

55.30: Der tages hul på de sidste fem minutter og lige nu styrter Viborg mod en storsejr. 22-29.

54.18: Tiden arbejder lige nu for Viborg. Men det har i sandhed heller ikke været Debbie Bonts eftermiddag. Endnu et forsøg ender på stolpen og hun kigger håbløst op i loftet på løbeturen hele vejen hjem i forsvaret. Ann Grete Nørgaard sender nok de to point og sejren til Viborg, da hun på straffe gør det til 22-28.

52.15: Claus Mogensen tager sin tredje og sidste timeout i et desperat forsøg på at få sit hold tilbage i kampen. Der skal virkelig ske store ting, hvis ikke Viborg skal rende af sted med begge point. 22-27. Mia Rej trækker en udvisning til Line Haugsted. Det kan måske være vejen tilbage ... men Thea Mørk lobber bolden på stolpen og nu har Viborg al den tid hele verden.

50.45: Viborg-angrebet løber ud i ingenting og i stedet igangsættes en lynhurtig København-kontra, hvor de 721 tilskuere på Frederiksberg for første gang så Thea Mørk, og Københavns venstre fløj, i aktion. Typisk Thea Mørk, så får hun elegant trukket bolden helt op under nettaget nærmest liggende vandret i luften. 22-26

49.11: Strömberg, Jørgensen og Uno er bagkæden hos Viborg - nok engang tyrer Line Uno med fuld kraft bolden bag Johanna Bundsen, der nu sad cleanet oppe i hjørnet. Og så er vi tilbage til de manglende tacklinger hos hjemmeholdet. 21-26 og Viborg med bolden. Det trækker gevaldigt op til endnu en overraskelse i Frederiksberg Hallen ...

48.33: Rikke Poulsen signalerer ro til sine spillere i forsvaret. Det er nok ment som en hentydning til spillet i angrebet, der bliver forhastet væk. I stedet for at slå bolden i jorden japper Viborg-spillerne det af sted. Det bringer igen København lidt tilbage i kampen. 21-25 og en timeout fra Jakob Vestergaard.

47.47: Anne Cecilie de la Cour skyder sig lige nu igennem Københavns problemer. Op på første sal og så hamrer hun den af sted som kun ganske få andre venstrehåndede højre backs kan i Danmark. 20-25.

45.50: Halvvejs i anden halvleg - og den anden udvisning til Kelly Dulfer er bestemt ikke gode nyheder for København, der i forvejen er presset. Dog lader Viborg ikke til at have fundet rytmen i overtal - endnu engang smider de bolden væk i overtallet og i stedet reducerer Linn Blohm til 19-24.

44.08: Det er ikke kun fra venstre fløjen, Viborg har godt med medvind og kvalitet lige nu. Også Stine Andersen på højre fløjen viser stor kvalitet og lobber bolden bag Bundsen. 18-24. Mai Kragballe brænder straffe på Rikke Poulsen, der spiller sig gevaldigt op. Hun står lige nu med en redningsprocent på 50 - 18 redninger på 36 forsøg. Stor kamp af Poulsen

42.23: Line Uno forsøgte sig igen med den fænomenale underhånd. Men denne gang, nærmest i spagat-position, får Bundsen pillet den med højre hånden. En stærk redning af svenskeren, der sætter lidt gang i Frederiksberg Hallen.

40.33: Selvom hun har brændt en del chancer, bliver Anne Cecilie de la Cour ved med at udfordre og skyde mod mål. Og det er lige præcis, hvad København har brug for for at komme tilbage i kampene. Mod! 17-23.

39.27: Nu kan Ann Grete Nørgaard det hele - en lækker, lille skruebold finder vej forbi Johanna Bundsen i KBH-buret og sætter yderligere København under pres. Spændende om de kan stå for det. Line Uno med en bowlingkugle af en underhånd til 16-23.

38.23: Hele vejen rundt er der kvalitet hos Viborg. Ann Grete Nørgaard sætter endnu mere gang i Viborgs fremadstormende spil - og ikke mindst gejst og glæde. 15-21. Kelly Dulfer reducerer lynhurtigt og holder lige nu sit hold ind som den eneste skytte ude bagfra. Det mangler København virkelig i den her kamp.

36.36: Hanna Blomstrand er sendt en tur på bænken og ind er kommet La Cour. Et mere sprudlende og friskt spillende København-angreb er sat i værk, og det udnytter Linn Blohm til at score københavnernes første mål i anden halvleg. Men Københavns næste problem er, at Viborg er så utrolig velspillende i angrebet. 15-20, ind kommer nu Bundsen i stedet for Sando.

36.03: Nu skal København vist til at passe på. Viborg kører for alvor med klatten lige nu og får tyret føringen op på 14-19. Claus Mogensen forsøger at sætte en prop i nedturen med en timeout og en lille opsang til sine spillere. Smilene er tilbage på Viborg-spillernes læber.

34.57: Der tog København-forsvaret sig en ordentlig blunder ... Stine Bodholt var løbet bagom de sortblusedes højre side og stod fuldstændig blank. Det så storspillende Kristina Jørgensen. 14-18 og en fejl i København-angrebet sender bolden Viborgs vej. Claus Mogensen tager det grønne timeout-kort op af lommen ...

34.04: En teknisk fejl sender bolden på København-hænder. Rej, Dulfer og Blomstrand er trioen i den københavnske bagkæde, der skal forsøge at skyde hul på Rikke Poulsen, der lige nu tager alt, hvad der kommer ind til hende.

32.03: Kristina Jørgensen spiller ikke bare stort. Hun spiller rigtig stort. Endnu et skud der sidder som klistret op i det ene målhjørne. Syv mål på syv forsøg og Viborgs føring er nu for første gang i kampen på tre mål. Debbie Bont brænder igen ...

30.00: ANDEN HALVLEG ER I GANG MED VIBORG PÅ BOLDEN. I første omgang får Viborg igen ikke udnyttet overtallet, men i anden omgang får Line Uno held i skudarmen og får skudt sig forbi Sando. 14-16 og Poulsen snupper Bont, der havde været svingende på fløjen i dag.

Statistik fra første halvleg:

Kristina Jørgensen: Seks mål på lige så mange forsøg
Mia Rej: Fem mål på otte forsøg

Emily Stang Sando: Syv redninger på 14 skud = 50 %
Rikke Poulsen: 10 redninger på 24 skud = 43,5 %

Det bliver enormt spændende at se, hvordan de to hold griber de sidste 30 minutter an. Der er i hvert fald lagt op til noget af en anden halvleg.

Viborg har været i front næsten hele vejen og har ikke gjort arbejdet sværere, end det var. Aggressiviteten og gejsten har liiiige været én tand højere end københavnerne, der igen har svært ved at etablere et selvsikkert angreb. Ligesom i pokalkampen mod Randers viser København tegn på stress. Det har igen været Mia Rej, der har holdt hjemmeholdet inde i kampen og på afgørende tidspunkter har vist det mod, der skulle til. Godt nok har Viborg tabte sæsonens første fem ligakampe, men spiller for spiller rummer midtjyderne enorm kvalitet.

PAUSESTILLING 14-15.

30.00: Viborg har et stort overtal i det sidste angreb, men der slår rutinen og kvaliteten simpelthen ikke til. Mia Rej reducerede i Københavns angreb og slukkede en efterhånden lang måltørke for hjemmeholdet. Knap seks minutter uden scoring blev dog ikke så dyrt, da Viborg ikke formåede at udnytte det enorme angreb. I det sidste angreb i første halvleg endte Carin Strömbergs desperate forsøg på at få bolden mod mål i paraderne på Mia Rej, der efterfølgende skreg glæden ud i hovedet på svenskeren.

29.02: København bliver ramt af en dobbeltudvisning. Først må Kelly Dulfer ud at sidde efter en tackling fra siden på Pauline Bøgelund, og efterfølgende får Louise Føns en udvisning for at snakke lidt for meget ... Ann Grete Nørgaard omsætter straffekastet til mål. Bøgelund må lige sætte sig ud med en pose is på hovedet ...

27.27: Lidt stilstand på måltavlen lige nu. Poulsen og Sando tager godt fra - men kvaliteten fra skytterne er ikke noget at prale alt for højt med. Gode forsvar spiller selvfølgelige også en stor rolle. Der begynder at komme lidt tacklinger i Københavns forsvar og hos Viborg er midteraksen med Haugsted og Strömberg meget stabil.

24.32: Viborg har virkelig taget løbeskoene med til Frederiksberg denne søndag eftermiddag. København får to gange reduceret, men i løbet af bare 10-15 sekunder ligger bolden nede i målet hos Sando. 13-14

22.35: Carin Strömberg tager ansvar og initiativ og får skudt sig igennem endnu et passivt København-forsvar, der igen er uden tacklinger. Det skal Jakob Vestergaards tropper virkelig udnytte. Så snart Viborg kommer ind under Kelly Dulfer, er der ikke mange tacklinger at spore. 12-13.

20.22: Nu er det hjemmeholdets tur til at lave fejl - og blive straffet. Ann Grete Nørgaard først og Kristina Jørgensen få sekunder senere til udligningen 12-12. For ingen af holdene virker det som om, der hersker særlig meget ro i angrebsspillet. Især Københavns angrebsspil er meget enkeltmandspræstationer. Nu kan Viborg komme foran igen.

18.47: Emily Stang Sando tager fra og kommer aggressivt ud i hovederne på Viborgs skytter. Kelly Dulfers offensive fangarme stresser Viborgs angreb, der kommer til gode chancer, når bolden får lov til at gøre arbejdet. 12-10

17.29: Så kom Købehavn foran for første gang i kampen til STOR jubel for bænken klædt i sort. Mia Rej bringer med sin fjerde scoring mestrene i front med 11-10. Jakob Vestergaard tager Viborgs første timeout og sætter efterfølgende Carin Strömberg ind som spilfordeler og Ida-Marie Dahl ind på stregen. Men heller ikke denne gang kom der ordentligt styr på Viborgs offensiv, der virker til at stresse lidt for meget.

15.49: Over halvvejs i første halvleg hvor der virkelig har været smæk for håndboldskillingen. Et par store og grumme fejl i Viborg-angrebet har givet København chancen for at gøre det, de er bedst til: At løbe kontra. 10-10 og endnu en fejl i Viborgs offensiv.

14.22: Der bliver simpelthen ikke sat tacklinger ind i Københavns forsvar. Først Pauline Bøgelund og nu Kristina Jørgensen får lov til at gøre, hvad der passer dem. Det ligner ikke København Håndbold, der er garant for godt forsvarsspil. Nu er Kelly Dulfer lagt op i en skæv 5:1-formation, hvor Line Uno nu styrer Viborgs angreb. 9-10

12.59: Viborg-forsvaret knokler som vilde dyr og sætter virkelig "tænderne" i københavnerne og prøver at bringe så meget usikkerhed ind i dem som muligt. Det lykkes til perfektion, men en fejlaflevering fra Rikke Poulsen ender direkte ud i København-hænder, der så igen henter Viborg. 9-9 og København nu på bolden.

11.36: Dommerparret havde egentlig løftet armen for passivt spil og angrebet var ved at løbe ud i ingenting for København. Men i den snu finte løber Mia Rej ind på stregen i et blindt indløb og snød fuldstændig Viborg-forsvaret. Det så La Cour, der puffede bolden videre ind til Rej, der reducerede til 8-9.

10.34: Tjubang, et tempo. Det er næsten lige som at se en tenniskamp med bolden der flyver frem og tilbage. 7-9, og nu får København-cheftræner Claus Mogensen nok. Han tager kampens første timeout og får lige fortalt sine spillere, at de især skal huske at løbe kontra.

10.02: Igen en fin Viborg-scoring. De gør det ikke sværere end det er. Det får Claus Mogensen til at skifte Johanna Bundsen ud med Emily Stang Sando. Bundsen gik ud med nul redninger på otte forsøg.

9.20: Det var liiige ved og næsten for Ann Grete Nørgaard. Men lige ved og næsten slår ingen mand af hesten, lyder ordsproget. Bolden hopper lige forbi den rutinerede fløj, der liggende på maven må se Debbie Bont få fingrene i harpikskuglen og reducere til 5-7.

8.23: Stadig ingen problemer for Viborg at spille sig igennem Københavns defensiv ... overraskende let finder Haugsted, Bøgelund og Jørgensen hullerne i forsvaret. Og i den anden ende står Rikke Poulsen alle de rigtige steder. 5-7.

7.43: Er du så færdig en lækker scoring fra Linn Blohm, der med siden til og med en Viborg-spiller hængende på sig alligevel får bolden bag Poulsen. 5-5.

06.55: I hjemmeholdets angrebsspil er det Mia Rej, der lige nu tager sagen i egen hånd og får et straffekast ud af gennembrudsstrabadserne. Mai Kragballe omsætter sikkert til 4-4.

5.45: Viborg forsøger sig i det etableret angrebsspil, og her viser Pauline Bøgelund igen sit store talent frem. Nu i hopskud. Viborg har fået en rigtig god start på kampen, lige den start de havde ønsket sig på en af de sværeste udebaner i ligaen.

03.20: Det virker indledningsvist ikke svært for Viborg at lave mål. Pauline Bøgelund i et smukt løbeskud, Johanna Bundsen ikke er i nærheden af. 1-3, men jublen varer kort, da Linn Blohm slider sig fri på stregen og reducerer og Mia Rej i kontra i løbet af ingen tid udligner til 3-3. Puha, der er gang i den.

02.50: Det var egentlig en aflevering til Stine Bodholt Kristina Jørgensen forsøgte sig med, men bolden endte ude hos Ann Grete Nørgaard, der elegant lægger bolden hen over hovedet på Bundsen. Og Rikke Poulsen tager fra i den anden ende. God Viborg-start. 1-2 og i boldbesiddelse.

01.54: Det er med begge arme i vejret ved en god tackling eller parade. Der er fuld gejst på Viborg-holdet, der dog ikke kunne stoppe hjemmeholdets helt store stjerne i Mia Rej, der fik København på måltavlen for første gang. 1-1

00.42: Københavns første angreb kikser og ender på Viborg-hænder. Stor jubel på Viborg-bænken. Jenny Alm kommer ind i Københavns forsvar i stedet for La Cour. I Viborgs første angreb studser Line Haugsted den bag forsvar og keeper. 0-1

14.00: KAMPSTART

Københavns start 7'er: Johanna Bundsen, Debbie Bont, Anne Cecilie de la Cour, Mia Rej, Kelly Dulfer, Thea Mørk og Linn Blohm i forsvaret.

Viborgs start 7'er: Ann Grete Nørgaard, Line Haugsted, Kristina Jørgensen, Stine Bodholt, Pauline Bøgelund, Stine Andersen og Rikke Poulsen i målet.

13.58: Kampen i dag fløjtes af dommerparret Henrik Johnsen og Claus Adelgaard. Observatør Ken Cardozo. De sidste taktiske finesser finpudses og bolden får lige en ordentlig gang harpiks. Så er vi ved at være klar.

13.56: De sidste 10 indbyrdes kampe har København trukket sig sejrrigt ud otte af gangene. Sidst viborgenserne faktisk vandt over de forsvarende danske mestre var den 8. maj i år i Frederiksberg Hallen, hvor sejrscifrene lød på 25-31. Det skal blive spændende at se, om Viborg igen kan skabe overraskelsen og sætte to meget vigtige point ind på kontoen.

13.54: Fem kampe og lige så mange nederlag er resultatet for de gæstende midtjyder, der for bare 10 dage siden tog konsekvensen af chokstarten og fyrede den daværende cheftræner Allan Heine. I stedet trådte en gammel kending, og Champions League-mester, ind på trænersædet. Jakob Vestergaard varetager nu jobbet som træner for Danmarks mest vindende dameklub.

13.52: København Håndbold tabte overraskende til det stærkt decimerede Randers-hold, der blandt andre var uden storskytten Camilla Dalby. Viborg HK var ude i forlænget spilletid, men måtte til sidst strække våben mod de forsvarende pokalmestre fra Team Esbjerg.

13.51: Det er to hold der i den grad søger oprejsning efter ugens tabte pokalkvartfinaler. Begge mandskaber tabte deres respektive kampe på hjemmebane mod henholdsvis Randers HK og Team Esbjerg. Især for Viborg HK jagter man succes – og ikke mindst sæsonens første sejr.

13.50: God søndag eftermiddag og velkommen ”indenfor” til dagens eneste match i HTH Ligaen. København Håndbold tager imod tørstige Viborg HK, der jagter sæsonens første sejr. Der er små 10 minutter til kampstart.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER