Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Maren Aardahl forlænger med Odense Håndbold

Den erfarne, norske landholdsstreg Maren Aardahl forlænger sin kontrakt med Odense Håndbold.

Odense Håndbold og Maren Aardahl forlænger samarbejdet, så den 28-årige norske stregspiller fortsætter i den orange trøje frem til sommeren 2026.

Sportsdirektør i Odense Håndbold, Trine Nielsen, udtaler:

”Vi er rigtig glade for forlængelsen med Maren Aardahl. Maren er en af grundpillerne i vores forsvar, og hun har udviklet sig ekstremt meget i sine første år i klubben. Hun repræsenterer også nogle gode dyder og værdier som spiller – blandt andet i forhold til træningskultur – og det har derfor været helt naturligt for os at forlænge hendes kontrakt."

Cheftræner i Odense Håndbold, Ulrik Kirkely, supplerer:

“Jeg er yderst glad og tilfreds med, at det er lykkes at fortsætte samarbejdet med Maren. Maren besidder en spændende fysik på sin position, som jeg både ser afgørende nu, men også i et fremtidsperspektiv på internationalt topniveau. Der er ingen tvivl om, at Maren er faldet rigtig godt til på holdet, er yderst vellidt, og så besidder hun ikke mindst en utrolig ærgerrighed, som passer perfekt ind i vores kultur. Med denne forlængelse sikrer vi også vigtig kontinuitet og gode betingelser for at fortsætte den gode udvikling, Maren har vist, hvor hun kun bliver bedre og bedre."

Maren Aardahl udtaler:

”Jeg er meget tilfreds med at have forlænget min kontrakt med Odense. Klubbens høje ambitioner tiltaler mig meget, og jeg vil gerne bidrage til at løfte klubben yderligere i årene, som kommer.”

Maren Aardahl fortsætter:

”Mit første år i klubben har været rigtig godt. Jeg har udviklet mig meget i den tid, jeg har været her, og jeg trives godt sammen med pigerne på holdet. Jeg er overbevist om, at det sportslige setup, som Odense tilbyder, sammen med min trivsel, gør, at jeg vil fortsætte udviklingen også fremover. Derfor mener jeg, at Odense er det rette sted for mig lige nu.”

Maren Aardahl har spillet i den orange trøje siden 2021. Maren Aardahl er desuden en del af det norske landshold, som hun i 2021 vandt VM-guld med.

Pressemeddelelse fra Odense Håndbold

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER