Ida Hummeluhr

Mathias Gidsel slog sig i tackling fra Sagosen: Under observation

I slutningen af anden halvleg fik Mathias Gidsel en ordentlig omgang, som kostede backen de sidste minutter af kampen, da han var for medtaget.

Det var en voldsom måde, kampen sluttede på for Mathias Gidsel.

I en hård tackling af Sagosen måtte den 22-årige højreback ned at ligge, og tog sig straks til hovedet. Således kom fysioterapeut Anja David Greve på banen, og hjalp stjernebacken ud.

Tacklingen af Sagosen kostede nordmanden en 2-minutters straf, som var den tredje af slagsen til ham, og derfor måtte han udgå med et rødt kort.

Efter kampen gav landstræner Nikolaj Jacobsen en status på Gidsels situation til TV 2 SPORT:

"Mathias fik en på låget. Jeg ser ikke, hvad der sker, og hvordan han får den, så han er lige lidt omtåget nu. Men med den dygtige stab, vi har til at tage sig af det, så skal vi også nok få ham gjort klar til semifinalen torsdag".

Når spillere tager sig til hovedet og er omtågede, er der altid en frygt for, at spilleren har pådraget sig en hovedskade, eksempelvis i form af en hjernerystelse.

Dog lyder det altså ikke til, at vi skal frygte Gidsels deltagelse i semifinalen mod Spanien, torsdag kl. 14.00 dansk tid.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER