Nikolaj Jensen

Mathias Gidsel snoede sig som ål i mudder og scorer top i Europamesters karakterbog

Særligt én dansker sprudlede og var i absolut verdensklasse i femmålssejren over Egypten, som bringer Danmark helt til tops i gruppen efter de første to kampe. Læs Europamesters karakterbog fra mandagens sejr.

Danmark 32 – Egypten 27 (14-15)

Ekspert-kommentar: Med vilje eller dårlig teknik? – Det kommer ikke bag på mig, siger Jan Paulsen om hovedskud til Niklas Landin

Mathias Gidsel-reaktion: Storspillende Gidsel roser holdkammeraterne: - Jeg flyder sammen med holdet

Landstræner-reaktion: Nikolaj Jacobsen puster ud efter hård fight: - Vi spiller fremragende hele kampen

Fyldigt kampreferat: Mathias tog Egypten til gidsel: Ny fremragende dansk OL-sejr

Karakterbog:

12 – Mathias Gidsel: The one and only. Hold så fast, hvor kan han dog spille håndbold, den dreng! Han er virkelig ved i en alder af bare 22 år at slå sig fast som én af stjernerNE på det stjernebesatte danske landshold. Det virker ikke som om, at Gidsel har nogen grænse: Som den vildeste duracell-kanin klør han bare på og er ligeglad med, hvem der står overfor ham. Han kører rundt med dem alligevel. Utroligt hvordan han bliver ved med at imponere. Otte mål i åbent spil, seks assists og fire tilkæmpede straffekast. Respekt!

10 – Nikolaj Jacobsen: Pointmæssig den perfekte start på legene med to sejre i de første to kampe. Roen blev bevaret hele vejen igennem, også da det så sværest ud. Landstræneren viste nok engang, at han tør bruge sin bænk og ikke er bange for at skifte ud. Mikkel Hansen fungerede ikke offensivt, og det tog han konsekvensen af. Hullet og den komfortable føring blev skabt, da bagkæden bestod af Mads Mensah, Mathias Gidsel og Jacob Holm.

10 – Niklas Landin: Mere end godkendt præstation for Danmarks vigtigste spiller. Får pareret 14 egyptiske skud væk fra målrammen ud af 39 forsøg og fik endda to missiler lige i skallen. Hvilken guddommelig evne han har til bare at rejse sig op og spille videre. Ender med en redningsprocent på 36, men for at komme helt op at ringe på den store klinge. Nul redninger på de første seks straffekastforsøg ved OL.

10 – Mikkel Hansen: Spiller absolut ikke sin bedste angrebslandskamp. Men alligevel tvinger målkongen sig op på ni basser heraf syv på straffekast. Viste igen stort overblik da det brændte allermest på i 7-mod-6-spillet. Brændte lige rigeligt med chancer i det åbne spil, hvor han havde svært ved at få indstillet sigtekornet. Dansk topscorer med fire assists til følge. Fortsat usvigelig sikker på straffekast.

10 – Henrik Toft Hansen: Én af de bedste landskampe for Henrik Toft Hansen i mange, mange år. Han har haft sine udfordringer i de åbne og frie afslutningsmuligheder, men mandag var han sikkerheden selv: Fem skud, fem mål. Sublimt og sikkert. Tog over fra en noget energiforladt Magnus Saugstrup og stabiliserede defensiven.

10 – Mads Mensah: Han er ikke blandt landstrænernes start-kort, men sikke en energi, vilje og fart, den gode Mensah så bringer ind i det danske spil, når han får chancen. Tre mål på godt en halv times spil, og han kan om nogen pifte sine holdkammerater op i tempo og gear. Fungerede rigtig godt i bagkæden sammen med Gidsel og Holm: Noget af en power-trio.

7 – Henrik Møllgaard: Som resten af forsvaret kom forsvarsdirigent Møllgaard også under gevaldigt fysisk pres, som der først kom styr på i starten af anden halvleg, hvor føringerne begyndte at blive danske og momentum ligeså.

7 – Jacob Holm: Den rapfodede bagspiller kom ind mod slutningen, da angrebsspillet hakkede og hostede noget i det. Konstellationen med Mensah og Gidsel var perfekt overfor det tunge og kompakte egyptiske forsvar. Drev bolden hurtigt frem og tilbage, og lavede lige så mange mål som målgivende afleveringer (2) i sine 12 spilminutter.

7 – Lasse Svan: Rutinerede Svan fik hele kampen men ikke særligt meget at arbejde med. Men han viser, at når han så endelig får chancen ude fra højre fløjen, så er det lig med mål. Har indtil videre haft fem afslutninger ved OL og sat alle i kassen.

7 – Lasse Andersson: Kom også noget ned på jorden efter en storkamp mod Japan. Får igen stor tillid og meget spilletid, hvor han igen rigtig gerne vil vise sin enorme kraft og tempo i kontraspillet. Han var ikke så heldige med sine afslutninger men tvang alligevel to assists ud af ærmet.

4 – Magnus Landin: Noget af en svær eftermiddag for truppens eneste venstre fløj, der viste tegn på usikkerhed. Forsvarsmæssigt havde han det svært overfor de fysisk overlegne egyptere og i angrebet høvlede han blandt andet et forsøg flere meter forbi kassen. Fik raget en klodset udvisning til sig.

02 – Magnus Saugstrup: Fra en kongekamp i åbningen mod Japan til en lige akkurat bestået præstation mod Egypten. Han fandt aldrig ind i sin forsvarsrytme, blev narret og overmatchet gang på gang og var simpelthen indledningsvist ikke i stand til at få sat prop eller bund i forsvaret. Fik blot 20 minutter på banen og to udvisninger.

UB – Kevin Møller: Reddede straffekastet på sin første og eneste aktion på banen. Får ikke nok spilletid til bedømmelse.

UB – Johan Hansen: Så hele kampen fra bænken.

UB - Morten Olsen: Kom for anden kamp i træk ikke på banen.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER