Zelia Elvira Hedemand

Metz henter tysk landsholdsspiller med øjeblikkelig virkning

Dinah Eckerle erstatter skadede Ivana Kapitanović hos de franske mestre.


Den tyske landsholdskeeper var en af de tre spillere, der i kølvandet på Nerea Penas suspendering og Bent Dahls fyring i ungarske Siófok KC valgte at stoppe i klubben med øjeblikkelig virkning.

Læs også: Trænerfyring, suspendering og spillerafgang

Eckerle skulle imidlertid ikke gå klubløs i særlig lang tid. Fredag kunne franske Metz Handball nemlig offentliggøre, at de har hentet den 25-årige målvogter på en kontrakt, der løber sæsonen ud.

"De sidste par uger har ikke været nemme, og jeg er lettet over at være kommet her til Metz og få muligheden for at blomstre op i de kommende måneder," lød det fra Eckerle på pressemødet fredag.

I Metz skal Dinah Eckerle erstatte Ivana Kapitanović, der tidligere på sæsonen pådrog sig en korsbåndsskade og forventes ude resten af sæsonen.

Eckerle har tidligere tørnet ud for de tyske storklubber Thüringer HC og SG BBM Bietigheim, inden hun skiftede til Siófok denne sommer. Hun debuterede på det tyske A-landshold i 2015.

Metz ligger i øjeblikket på førstepladsen i den franske liga med 18 point efter 6 kampe.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER