Mads O. Madsen

Norsk fløjspiller erstatter Johan Hansen fra den kommende sæson

Pressemeddelelse fra Bjerringbro-Silkeborg:

Norsk talent erstatter Johan Hansen i Bjerringbro-Silkeborg

Nordmanden Aksel Horgen overtager pladsen på højre fløj hos Bjerringbro-Silkeborg, når sæsonen 20/21 skydes i gang efter sommerferien.

Aksel Horgen er 23 år, venstrehåndet og højre fløj på det norske hold Drammen frem til sommerferien. Herefter flytter det unge talent sydpå for at blive en del af holdet i Bjerringbro-Silkeborg – et klubskifte, som han ser frem til:

”Mit første indtryk af Bjerringbro-Silkeborg som hold og klub er vældigt godt. Det virker som en tryg og fin klub, der klør på både på og uden for banen. Jeg har fulgt klubben de sidste to-tre år, og det er et hold, som altid ønsker at kæmpe med om medaljer i Danmark – det tiltaler mig meget,” siger det unge talent.

”Mit indtryk af den danske liga er, at det er et trin op på alle planer. Der er generelt et højere niveau på alle hold i den danske liga, end hvad der er i Norge. Samtidig er der en meget større interesse for håndbold i Danmark – der er flere tilskuere og større entusiasme omkring det hele,” siger Aksel Horgen.

Han glæder sig både til at lære byen Silkeborg bedre at kende, at spille kampe i JYSK arena og at kæmpe med i toppen af dansk herrehåndbold.

”Det skal også nok blive godt at lære mine nye holdkammerater, trænere og alle omkring klubben at kende,” siger han.

En af de mest spændende, unge spillere i Norden

Bjerringbro-Silkeborgs cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen ser frem til skrive den talentfulde fløj på holdkortet til næste sæson:

”Det er lykkedes Bjerringbro-Silkeborg at rekruttere en af de mest spændende unge spillere i Norden på positionen højre fløj. Aksel Horgen fra Drammen i Norge har besluttet sig for at blive en del af vores hold, og det glæder vi os til,” siger han.

”Aksel Horgen er en meget talentfuld fløj, som har gode forudsætninger for at udvikle sig yderligere i de kommende sæsoner. Han er fysisk stærk, spiller med stort engagement og er også teknisk på et meget højt niveau. Derudover er Aksel Horgen også en vellidt holdspiller, som bidrager til holdet på og uden for banen,” siger Peter Bredsdorff-Larsen, der også kan fortælle, at Aksel Horgen i sidste sæson blev valgt som årets spiller i den norske liga.

Men når sæsonen 20/21 skydes i gang, er det de danske tilskuere, der kan glæde sig til at se den unge nordmand få debut i den danske liga.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER