Mads O. Madsen

Randers HK skriver kontrakt med ung fløjspiller

19-årige Tania Knudsen har i denne sæson været back up på højre fløj. Nu har hun kæmpet sig til en kontrakt.

At talentudviklingen lever i bedste velgående i Randers HK, kan der ikke herske tvivl om. Endnu en af vores egne ungdomsspillere har i denne sæson været med omkring ligaholdet og har nu overbevist den sportslige sektor om, at hun er værd at satse på i fremtiden.

”Tania har nu været med det seneste halve år, og hun har grebet chancen, da hun fik den. Hun har udviklet sig eksplosivt siden nytår, fordi hun har vist stor træningsiver, ærgerrighed og vilje til at lære,” siger Niels Agesen.

En drøm, der går i opfyldelse


Tania er blot 1. års U19, og at hun allerede nu skulle være en del af ligaholdet, havde hun ikke selv regnet med.

”Det er en drøm, der er gået i opfyldelse for mig hurtigere, end hvad jeg har turde håbe på. For bare 3-4 måneder siden, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle stå her med min første kontrakt i dag,” lyder det fra det unge talent.

I holdets vigtige kvalifikationskampe er det ovenikøbet blevet til næsten fuld tid på banen grundet en skade hos Mathilde Orkild.

”Jeg har arbejdet hårdt og målrettet, og jeg har været glad for hvert eneste minut, jeg har fået i kampene. At jeg så har fået lov til at spille fuld tid i de seneste kampe, er selvfølgelig på en trist baggrund, men jeg forsøger at løse opgaven så godt som overhovedet muligt,” forsikrer Tania Knudsen.

Kontrakten er gældende den kommende sæson.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER