Ida Hummeluhr

Sebastian Barthold: "Vi har stor tro på, at vi kan hamle op med dem"

Da Aalborg onsdag aften slog Porto ud af Champions League, fangede vi en glad Sebastian Barthold til interview. Læs det hele her.

Det var ganske forståeligt et lykkeligt Aalborg-mandskab vi snakkede med tidligere på ugen, efter de avancerede til kvartfinalen i Champions League.

Porto blev slået ud, og det var ikke noget, Barthold var helt utilfreds med.

"Amen, det lyder fantastisk. Det har jo været et stort mål for os at komme så langt som muligt - og eventuelt FINAL4 i Champions League. Vi har en drøm og en ambition om en dag at stå i FINAL4, og nu er vi kun et skridt derfra i realiteten," sagde Barthold efter kampen.

Det var absolut ikke givet på forhånd, at Aalborg ville gå videre i Champions League. Undervejs var Aalborg nemlig bagud med flere mål, og førte ikke med de gyldne tre mål, som var nødvendigt for at gå videre, efter Aalborg tabte med netop tre mål i værste indbyrdes opgør nede i Portugal. Samtidigt var det nødvendigt, at Porto scorede færre udebanemål end Aalborg, hvis en tremålssejr skulle være nok.

De sidste minutter var derfor spændende og nervepirrende for de fleste i Jutlander Bank Arena - Barthold oplevede de sidste minutter sådan her:

"Lidt kaotiske – især også når man ikke er på banen, og bare sidder og kigger på. Så bliver man sådan helt… det er nærmest nemmere at være på banen end at sidde og kigge på de andre inde på banen. Men ej, Simon (Gade, red.) har nogle fantastiske redninger, som holder os inde i kampen, og Aggefors tager det helt afgørende straffe, som gør, at vi vinder den her kamp. Så det er helt fantastisk".

Netop målmandspræstationerne var nogle, der gjorde, at det blev Aalborgs aften. Undervejs oplevede Barthold dog nogle elementer, som skulle have været skarpere, hvis de skulle have lukket kampen tidligt:

"En af grundene er effektiviteten af afslutningerne. Jeg synes, at vi er ti mål bedre end Porto i dag. Mig selv, undertegnet her, og mine fløjkollegaer tror jeg ikke, er helt tilfredse med, hvad vi leverede i dag. Vi skulle gerne have haft en noget mere sædvanlig scoringsprocent, og så havde kampen set helt anderledes ud. Jeg er bare rigtig glad for resultatet her til sidst. Så nu skal vi forberede os på nogle sjove kampe, som kommer snart".

Sjove kampe er lige netop, hvad der venter for Aalborg. Udover slutspillet de går i møde i den danske liga, så kommer kvartfinalekampene mod SG Flensburg-Handewitt. Her går den samlede vinder af de to kampe videre til det store FINAL4-stævne i Køln, hvor vinderen af Champions League findes henover weekenden.

Da vi spurgte Barthold ind til fejringen af kvartfinalepladsen, var svaret da også, ganske forståeligt, nogenlunde klart:

"Årh, nu bliver det en lidt kortvarig fejring. Nu har vi først Skanderborg i en ret vigtig kamp her på søndag, hvor vi gerne vil se, om vi kan revanche et lille nederlag, vi havde til dem sidst. Men som du siger, så skal vi spille mod Flensburg. Dem spillede vi nogle fantastiske kampe mod sidst, hvor vi vandt begge. Så vi har stor tro på, at vi kan hamle op med dem, så må vi se, om vi er skarpe nok, når dagene kommer".

Om Aalborg endnu engang bliver en succeshistorien, må tiden vise når kampene mod Flensburg spilles hhv. 12. maj og 19. maj.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER