Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

Skanderborg-træner storroser fremadstormende Ajax: -Hatten af for deres arbejde

Skanderborg-chefen Jeppe Vestergaard letter på håndboldhatten og har masser af respekt for den sæson, Ajax København lige nu er ved at fyre af. I morgen står vestjyderne over københavnerne i en ”uhyggelig svær kamp”, siger han.

Ajax København har bidt fra sig i denne sæson og gjort ondt på mange såvel top- som bundhold. Holdet fra Vesterbro indledte 2020 med at snuppe et point fra Herning-Ikast, mens man også har slået Silkeborg-Voel og Viborg og lige nu indtager 10. pladsen.

Københavnerne har med andre ord gjort sig ualmindelig godt bemærket og bevæger sig længere og længere væk fra bundstriden.

Cheftræner for Skanderborg Håndbold, Jeppe Vestergaard, skal lørdag eftermiddag op imod én af ligaens helt store overraskelser, der naturligvis aftvinger en masse respekt.

-Det bliver en uhyggelig svær kamp. Ajax har præsteret på et sindssygt flot niveau i den her sæson. De har hentet en mængde point, der gør, at det pres, der måske var på dem i starten, ikke er der mere, siger Jeppe Vestergaard til Europamester.dk.

Læs også: Liveopdatering fra Ajax mod Skanderborg direkte fra klokken 14.40 

-Ajax har virkelig lagt et lag på i den her sæson. De har ikke skiftet særlig meget ud, de har to gode venstrehåndede bagspillere og fået tilført en god målmand mere. De bliver sgu en stor opgave at have med at gøre, som vi har meget stor respekt for.

Er du overrasket over Ajax’ præstationer?

-Jeg ved ikke, om jeg er overrasket. Havde jeg skullet gætte på et hold i bundspillet, der ville stikke af, havde jeg nok peget på Ajax. De har haft Dennis Bo som træner i nogle ord, der har gjort et rigtig flot stykke arbejde. Der er selvfølgelig nogle resultater, der overrasker mig, men at de her præsteret på den måde, som de gør, er jeg ikke så overrasket over.

-Hatten af for det. Jeg er meget imponeret over deres arbejde, konstaterer Vestergaard.

Hvis Skanderborg skal have forhåbninger om tage point med fra Ajax i morgen, så skal alt mere eller mindre lykkes. Så enkelt kan det siges.

-Vi skal være heldige, at det er Ajax, der rammer en dårlig dag. Når de spiller på deres topniveau, spiller de noget virkelig flot håndbold. Vi skal håbe, at de ikke rammer den lige præcis og at vi så rammer vores spil. Det er vi afhængige af. Vi må se, om vi kan drille dem, slutter han.

Du kan følge Skanderborgs pointjagt mod Ajax direkte her på Europamester.dk ved at følge dette link fra klokken 14.40 lørdag eftermiddag.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER