Esben

SønderjyskE om Oliver Eggert skiftet

Oliver Eggert skifter tilbage til rødderne, når TM Tønders topscorer næste sæson vender hjem til SønderjyskE.

Som teenager skiftede Oliver Eggert i december 2014 fra SønderjyskE til TM Tønder, hvor han har udviklet sig ganske markant. Denne sæson har han markeret sig som holdets topscorer, men næste år er det SønderjyskE, som får glæde af den 22-årige back.

- Det er en succeshistorie for os, at Oliver igen vender hjem til SønderjyskE. Han har været ude og bygge på sit spil i andre omgivelser og kommer nu tilbage til SønderjyskE. At Oliver er en lokal fyr, med rødder i Sønderborg, er vigtigt for os, og jeg glæder mig til at se Oliver i lyseblåt igen, siger sports- og salgsdirektør Simon Hajdu Lindhardt.

Hos SønderjyskE bliver Eggert til næste sæson genforenet med assistenttræner Claus Lyngsøe. De to havde over to sæsoner sammen i Tønder. Cheftræner Kasper Christensen ser frem til samarbejdet med den unge bagspiller.

- Oliver har udviklet sig flot over de seneste sæsoner. Han er en tovejs-spiller, der kan dække alle centrale pladser i defensiven, ligesom han offensivt har forskellige, spændende kompetencer i sit spil. Jeg synes, at Oliver passer perfekt ind hos os, og han vil være et godt miks sammen med vores øvrige bagspillere i truppen, siger Kasper Christensen.

Sønderborg-drengen Oliver Eggert startede med at spille håndbold i Ulkebøl. Senere gik turen til Fyn og GOG, og i 2013 fik han som 18-årig debut i SønderjyskE-trøjen. Nu ser han frem til at ”vende snuden hjem”.

- Det er en kombination af mange ting, der har gjort, at jeg har valgt at tage skiftet og vende snuden hjem til SønderjyskE igen. Klubben er professionel og har uden for banen et fantastisk publikum, der støtter op omkring holdet og klubben. Hertil tror jeg på, at skiftet kan videreudvikle mit håndboldspil samt mine fysiske aspekter. Og så glæder jeg mig til igen at sætte fødderne i Broager Sparekasse Skansen og være en del af Sønderborg og omegn, siger Oliver Eggert.

Fakta Oliver Fløe Nøddesbo Eggert
Alder: 22 år (29.06.1995)
Højde: 199 cm
Vægt: 107 kg
Position: Back
Kontrakt: 2 år (01.07.2018 - 30.06.2020)
Tidligere klubber: Ulkebøl, GOG, SønderjyskE, TM Tønder

Mest læste på HBOLD.DK

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER