Ida Hummeluhr

Stefan Madsen om den fyldte kalender: "Jeg var kortvarigt bekymret"

Aalborg Håndbold kunne onsdag aften juble over endnu en DM-triumf. Sejren satte cheftræner Stefan Madsen ord på.

For tredje gang i træk kunne Aalborg Håndbold juble over at have vundet DM-guld. Stefan Madsen satte efter den afgørende kamp ord på triumfen:

"Det er vildt. Det er en fantastisk følelse at stå med. Jeg synes, at vi har fortjent det. Vi har været under pres hele sæsonen. Vi har spillet et hav af kampe - også for mange kampe ift. hvad jeg synes. Men det er vi nødt til at kigge på her bagefter. Vi har ikke på et eneste tidspunkt tudet over vores program. Vi har glædet os til hver eneste gang, vi har skulle ud og kæmpe i Danmark og i Europa. Vi har en fantastisk, fysisk stab, der har formået at holde spillerne på banen, så det er en kæmpe, kæmpe lettelse at stå med guldmedaljen nu".

Det er ikke mange dage siden, at Aalborg stod overfor storhold som Paris Saint-Germain og FC Barcelona i Champions League FINAL4-weekenden i Køln. Søndag spillede de sidste kamp i den turnering, og nu gjaldt det altså DM-finalen allerede onsdag.

"Det er vildt. Alle kunne se, at vi totalt overmatchet i søndags mod Barcelona, og det risikerer man, når man har været så dygtig at spille sig i en Champions League-finale. Med den træthed jeg havde i kroppen mandag, så kunne jeg måske gange det med en 4-5 stykker for spillerne, så jeg var kortvarigt bekymret for, om vi nu kunne mobilisere de sidste kræfter. Det er bare endnu et udtryk for, at de gutter her er lavet af noget specielt," sagde Stefan Madsen.

Sæsonen er dog ikke helt slut for Aalborg-mandskabet, der i den kommende weekend er med til pokal FINAL4 i Boxen i Herning.

"Det har jeg svært ved at tænke over lige nu. Vi glæder os til at kæmpe om endnu en titel, men lige nu skal vi fejre DM-guldet," sluttede en lettet og glad Stefan Madsen.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER