Talentfulde bagspillere bliver del af Ajax-truppen
Ajax København tager to bagspillere ind i truppen, og dem glæder man sig rigtig meget til at arbejde videre med. Det melder klubben i denne pressemeddelelse.
Navnet på de to er Laura Skytte og Katrine Jacobsen. Begge er fra årgang 2003, og så har de faktisk spillet sammen i Rødovre Håndboldklub før turen gik mod henholdsvis ISI og Oure.
Laura Skytte er ny i klubben, og senest har hun færdiggjort sine ungdomsår i FIF. Assistenttræner Martin Grønmann kender Laura særdeles godt, da han forrige sæson havde hende på U19-holdet i FIF:
- Laura er en meget spændende spiller med et kæmpe potentiale. Nu har jeg jo haft fornøjelsen af hende tidligere, og jeg ser nogle rigtig gode seniorkompetencer. Hun har et godt skud fra 10 meter, et godt overblik og er en meget bevægelig spiller.
Laura glæder sig til at starte op i Ajax København efter ferien:
- Jeg har valgt at blive en del af Ajax København, da jeg tror på, at det er det rigtige træningsmiljø at komme ind i i forhold til næste skridt i min udvikling. Jeg ser frem til at blive en del af truppen og lære både pigerne og dem i og omkring klubben at kende.
Katrine Jacobsen derimod er ikke et nyt ansigt. Hun har allerede fået lov til at snuse en hel del til det i denne sæson, hvor hun har gjort sig på Ajax’ U19-hold, men samtidig har haft mange træninger med ligatruppen og har spillet en hel del kampe i Ligaen.
Katrine havde sin ungdomstid i Rødovre Håndboldklub og drog siden videre til Oure. Da hun derefter skulle hjem til Sjælland, så valgte hun Ajax København. Det gjorde hun i håbet om at blive fast Ligaspiller, og det er jo så gået præcis efter planen:
- Jeg havde flere muligheder, da jeg færdiggjorde Oure sidste sommer. Jeg valgte at gøre min ungdomstid færdig og samtidig komme ind i et miljø omkring en ligatrup, hvor jeg kunne udvikle mig. Jeg er glad for min beslutning og for nu at blive en fast del af truppen, fortæller Katrine Jacobsen.
Direktør for Ajax’ Ligahold Claus Løfberg er ligeledes tilfreds med, at det er forløbet efter planen:
- Katrine er en super god historie og et eksempel på, hvad vi gerne vil gøre endnu mere. Hun kom til Ajax, hvor hun kunne gøre sin ungdomstid færdig og samtidig snuse til ligaholdet med fokus på udvikling og på at blive klar til den kommende sæson. Det er gået præcis som håbet. Hun har vist sit værd og er nu klar til at tage næste skridt i sin udvikling.