Cecilie Nielsen

Team Esbjerg forlænger med norsk landsholdsspiller

Den norske fløj Marit Røsberg Jacobsen bliver hos Team Esbjerg til sommeren 2020.

Det skriver klubben på sin hjemmeside

– Jeg har det rigtig fint i Esbjerg, og der var ikke så mange spørgsmål, om jeg skulle fortsætte. Vi har et fantastisk sammenhold på holdet, jeg er fornøjet med Jesper Jensen som træner, og klubben bliver drevet professionelt og med en målsætning om at vinde titler og spille Champions League, som passer med min egen. Når man spiller for en af de største klubber i Danmark, kan man ikke klage, heller ikke over spilletiden, siger Marit Røsberg Jacobsen til klubbens hjemmeside.


Den 25-årige landsholdsspiller skiftede fra norske Byåsen i forrige sæson og blev som bekendt danmarksmester med vestjyderne.

Klubbens cheftræner, Jesper Jensen, er også glad for at kunne holde på sin hurtige fløj i yderligere to sæsoner.

– Marit er en allroundspiller og er som tidligere bagspiller meget spilintelligent, hvilket giver mange muligheder. Forsvarsmæssigt har hun i tiden i Team Esbjerg udviklet sig til internationalt niveau, og sammen med Line Jørgensen dominerer hun højresiden på vores hold i defensiven. Vi kender hendes kvaliteter i kontrafasen, og hendes afslutninger er forbedret væsentligt. På det norske landshold er hun gået fra perifer til fast landsholdsspiller. Det er fedt at arbejde med en spiller, der er så motiveret for at blive dygtigere, siger han til klubbens hjemmeside.

Marit Røsberg Jacobsen er sammen med holdkammeraten Sanna Solberg udtaget til det kommende VM i Japan.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER