Testkampene mod Danmark bliver uden Jan Pytlick
Når Danmark i morgen til deres første testkamp, inden VM for alvor skydes i gang, møder Saudi-Arabien i Odense, bliver det uden en dansker.
Jan Pytlick, der er træner for det saudi-arabiske herrelandshold, må nemlig ikke være mod på sidelinjen, når hans hold møder Danmark i to omgange - i morgen og på lørdag.
Grundet skattemæssige årsager må den danske landstræner ikke arbejde i Danmark, da han har dansk bopæl og er ansat i Saudi-Arabien, bekræfter han til TV2 Sport.
"Det er den måde, jeg er ansat på. Jeg må ikke arbejde i Danmark, men jeg havde ikke lige regnet med, at det blev betragtet som at arbejde i Danmark, hvis jeg kom en enkelt dag som træner, men sådan er det. Der er lovgivningen fuldstændig klar og tydelig," siger Jan Pytlick til TV2 Sport og fortsætter:
"Siden har jeg forhørt mig hos Skat, om der var en mulighed for at være med, men det har de sagt nej til. Man tænker lidt, om halvanden time med et landshold kan gøre den store forskel, men der er bare ingenting at gøre, og det har jeg respekt for. Det er reglerne, og så må jeg leve op til dem."
Siden Jan Pytlick i juli blev landstræner for det saudi-arabiske landshold, har han kun haft muligheden for at være med sit hold til kampe i 'Islamic Games' og en træningskamp mod Bahrain i december, derfor ærger det også den danske træner, at han går glip af de to kampe.
I stedet bliver det danske assistenttræner, Morten Soubak, der skal stå i spidsen for det saudi-arabiske landshold, når de møder Danmark i morgen i Jyske Bank Arena i Odense og lørdag i Royal Arena i København.