Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Trine Troelsen indstiller karrieren

Pressemeddelelse fra Herning-Ikast Håndbold:

Efter indeværende sæson har Trine Troelsen snøret håndboldskoene for sidste gang.

Den 33-årige bagspiller fik sin debut i det midtjyske i 2009 og har efter denne sæson i alt spillet syv sæsoner i klubben.

-Jeg har valgt at indstille min håndboldkarriere til sommer, da det føles som det rette tidspunkt for mig. Jeg har været i håndboldmiljøet i mange år, har opnået en masse både med klubhold og landshold og fået en masse fantastiske oplevelser med mange dygtige og skønne mennesker, siger Trine Troelsen.

Stolt og glad for at slutte af i HIH

-Jeg er stolt af og glad for at slutte af i HIH, da det er en klub der har haft en stor betydning i min karriere. Min tid i HIH(FCM) har været en tid, hvor jeg som menneske og som håndboldspiller har udviklet mig enormt og har været så heldig at spille med så mange fantastiske håndboldspillere, siger Trine Troelsen.

HIH-direktør: Trine er en af de helt store i dansk kvindehåndbold

-Vi har kun positivt at sige om Trine Troelsen og vi ønsker hende det bedste fremover, når hun nu skal nyde sit otium fra professionel håndbold til sommer. Trine har ad to omgange været hos os, og altid været loyal, åben og punktlig. Trines åbenhed overfor mig i forbindelse med hendes ønske om, at få børn har jeg stor respekt for, siger HIH-direktør Jakob Mølgaard Christensen.

-Jeg er sikker på, at Trine spiller en god sidste halvsæson og at hendes store kvaliteter både på og udenfor banen sætter sine spor på vores resultater i den kommende periode. En æra er nu slut og Trine står som en af de helt store i dansk kvindehåndbold, og at vi har været med på den rejse sammen med Trine er vi meget stolte af, slutter Jakob Mølgaard Christensen.

Karriere:

  • 2003-2007: Viborg HK

  • 2007-2009: SK Aarhus

  • 2009-2014: FC Midtjylland

  • 2014-2015: Toulon (Frankrig)

  • 2015-2017: Silkeborg-Voel KFUM

  • 2017-2019: Herning-Ikast Håndbold


Endvidere er det blevet til 132 A-landskampe med 340 mål på CV’et. Hun fik sin debut på landsholdet i 2006 og har både deltaget ved EM, VM og OL-slutrunder.

Nu venter der en sidste halvsæson med Herning-Ikast Håndbold og hun vil gøre alt for at slutte godt af i klubben og i hendes karriere inden hun skal nyde tilværelsen med sin datter Ellen på ½ år og sin mand Martin Bach Troelsen.

-Jeg ønsker og håber, at vi kan være med til at spille om medaljer. Jeg synes hele tiden vi rykker os som hold og mener vi har det der skal til. Jeg vil i hvert fald gøre mit. Jeg vil jo gerne slutte af med en medalje, siger Trine Troelsen.

-Når sæsonen er slut ved jeg ikke præcis hvad der skal ske endnu. Så det vil jeg bruge den næste tid på at finde ud af. Men når jeg stopper, skal jeg holde en laaaaaang god ferie med min familie, slutter hun.

[caption id="attachment_68577" align="alignnone" width="503"] Trine Bach Troelsen (#5, Herning-Ikast Håndbold) under kampen i HTH Ligaen mellem Silkeborg-Voel KFUM og Herning-Ikast Håndbold i JYSK Arena, Silkeborg, Danmark, den 30.10.2018. Photo Credit: Allan Jensen/EVENTMEDIA.[/caption]

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER