Jan Skjødt Østergaard Pedersen

U17-damerne vinder firenationersturnering i Polen

Fra Dansk Håndbold Forbund:

De danske U17-damer har i den forgangne weekend pudset EM-formen af i tre testkampe i Polen, hvor det blev til et enkelt nederlag til Kroatien, mens Hviderusland og de polske værter blev besejret, hvilket var nok til en dansk førsteplads i træningsturneringen.





U17-EM i slovenske Celje begynder for dansk vedkommende d. 1. august, hvor Danmark møder Portugal i første indledende gruppekamp, men først skal de danske U17-damer have testet formen i en række træningskampe. Det fik de i weekenden mulighed for, da de var i aktion mod Kroatien, Hviderusland og Polen. Resultaterne fra de kampe ser således ud:

19/7 Danmark – Kroatien 21-23 (12-10)
20/7 Danmark – Hviderusland 31-24 (14-11)
21/7 Danmark – Polen 30-23 (11-11)

U17-landstræner Heine Eriksen kan berette om følgende fra samlingen:
”Vi fik startet op igen med et par gode dage i Skærbæk, inden turen gik til Polen. Vi har ikke spillet landskamp i lang tid, hvilket vores to første kampe mod henholdsvis Kroatien og Hviderusland også bar præg af. Vi fandt noget fint spil frem mod Polen, som også er nogenlunde det niveau, vi gerne skulle ramme til EM. Vi fik særligt stablet et fornuftigt forsvar på benene, som jo er en meget vigtig faktor under et mesterskab. Samlingen og weekendens kampe har været en stødt opadgående kurve,” fortæller Heine Eriksen.

Dobbeltopgør mod Ungarn på hjemmebane
Den danske trup samles allerede igen på onsdag den 24. juli i Skærbæk, hvor der efterfølgende venter to testkampe på hjemmebane i Skærbækcenteret. To kampe, hvor der ifølge Heine Eriksen venter et af de bedste hold fra årgangen:

”Det bliver uden tvivl to spændende kampe for os. Vi har mødt Ungarn tidligere, hvor vi har fået stryg. Ungarn spillede senest i weekenden mod Norge, hvor de i den ene kamp vinder med 15 mål. Det er bare stærkt hold. Det er vigtigt for os, at vi kan blive testet mod de bedste. Det betyder meget, når vi får fem kampe inden en slutrunde, hvor vi kan få spillet nogle kampe sammen,” siger Heine Eriksen.

Kampene spilles på følgende tidspunkter i Skærbækcenteret:
26/7 kl. 17.30 Danmark – Ungarn
27/7 kl. 15.00 Danmark – Ungarn

Husk, du kan altid få seneste nyt om U17-damerne – og de andre danske ungdomslandshold – på deres officielle Facebook-side: Ungdomslandsholdene – håndbold

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER