Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Udenlandsk klub køber Helene Fauske fri af kontrakt

Pressemeddelelse fra Herning-Ikast Håndbold:

Udenlandsk klub køber Helene Fauske fri af kontrakt

Helene Fauske har været i Herning-Ikast Håndbold i godt 3 ½ år, men til sommer er det slut. Hun har nemlig valgt at udløse en frikøbsklausul for det sidste år af den gældende kontraktperiode, og det betyder, at hun efter sæsonen sælges videre til en endnu unavngiven udenlandsk klub syd for grænsen.

-Vi har været glade for Helene Fauske, men har vidst at risikoen for en klausuludnyttelse var til stede, og derfor har vi selvfølgelig orienteret os bredt omkring, så vi til næste års sæsonstart er klar med en spiller på samme niveau. Vores ambition til næste sæson er absolut ikke at komme svækkede ud i forhold til indeværende sæson, siger direktør i HIH Daniel Grønhøj.

”Fra klubbens side vil jeg gerne sige en stor tak til Fauske, for en fantastisk tid i HIH. Hun vil blive savnet til træning og ikke mindst i kampene. Med hendes tilgang til at være professionel håndboldspiller, har hun været et forbillede for rigtig mange i klubben, og hun efterlader selvfølgelig et tomrum. Men det har vi prøvet før, hvor vi er kommet godt igennem det, og det kommer vi også igen”, udtaler Daniel Grønhøj og tilføjer:

”Det er en del af gamet at spillere rejser, og vi har hele vejen igennem haft en meget ærlig dialog med Fauske og hendes agent. Allerede ved den seneste forlængelse vidste vi, at det kunne være den sidste sæson, vi har haft i denne omgang, siger Daniel Grønhøj, som samtidig udtrykker glæde over, at klubben modtager en pæn transfer for spilleren i modsætning til flere tidligere tilfælde. -Så vi er stolte over den tid, vi har haft med hende, og jeg ved, at hun vil gøre alt, hvad hun kan få at slutte sæsonen af med medaljer”, fortsætter Daniel Grønhøj.

Helene Fauske selv er naturligvis glad for sit kommende klubskifte, men er også vemodig over, at skulle forlade den klub, hvor hun har tilbragt de seneste sæsoner.

”Det har ikke været nogen let beslutning, fordi jeg forlader en rigtig god klub, gode holdkammerater, trænere, holdledere samt alle vores fans. Efter fire år i klubben, hvor jeg har gået fra at være marginalspiller, til at have fået en stor rolle og betydning for holdet, så føler jeg at tiden er den rette til at prøve kræfter med en ny liga og et nyt hold. Heldigvis er der stadig en del måneder tilbage i den lilla trøje, og jeg vil nyde hver en kamp, samtidig med at mit fokus bliver at sikre medaljer til Herning-Ikast Håndbold”, lyder det fra Helene Fauske, der forhåbentligt får mulighed for at sige ordentligt farvel til klubbens fans, inden hun drager videre i sin karriere.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER