- Vi er et spændende og sjovt hold at følge i øjeblikket, understreger Henrik Møllgaard
At være dobbeltforsvarende danske mestre ligger også et solidt pres på drengene hos Dobbelt A. Derfor kan Aalborg Håndbold aldrig tillade sig at spille på 80 procent, for så taber man, understreger rutinerede Henrik Møllgaard.
Stjernerne er mange, titlerne endnu flere og respekten den største. Aalborg Håndbold har udviklet sig til at blive dansk herrehåndbolds helt store spiller på markedet, og det afføder naturligvis store forventninger og endnu større pres.
Det mærker Henrik Møllgaard, Buster Juul, Lukas Sandell og resten af de nordjyske guldtropper masser af i dagligdagen, og når de besøger de forskellige haller og byer rundt omkring i Danmark til ligakampene.
For selvom Aalborg træder ind i vel nok langt størstedelen, hvis ikke alle, kampe med favoritværdigheden på skuldrene, så er Jan Larsens tropper lige netop dét mandskab, alle vil have fornøjelsen af at have håne- og sejrsretten over.
- Der er ingen lette modstandere for os. Specielt ikke for os nu, hvor vi har været heldige og dygtige at få lov til at være danske mestre i et par sæsoner nu. Vi er jaget en smule vildt. Alle vil gerne slå os, siger Henrik Møllgaard til Europamester.dk og uddyber:
- Når det så er sagt, så har vi jo også været ude at sige, at vi vil endnu mere. Så der findes jo også hold, hvor en kamp mod Aalborg lidt bliver en gratis omgang, og det kan godt tage noget af presset af.
Hvor stort et pres vil du reelt sige, der er på jer?
- Det er jo også et pres, vi ligger på os selv. Jeg tror ikke, at der er nogen udefra, der ligger større pres, end det vi selv gør. Vi har store planer, og når vi har det, er vi også nødt til at komme med en stor portion ydmyghed og respekt. For vi ved godt, hvor svært det har været at nå hertil.
- Når vi så har sagt, at vi gerne vil endnu mere, og med de planer vi også har fremadrettet både med flere tilskuere og Mikkel Hansen der kommer, så er det klart, at Champions League er et af vores store mål samtidig med, vi gerne vil være dansk mester igen.
Hvordan mærker I presset, når I sådan kommer rundt omkring?
- Jeg synes heldigvis, der er en fantastisk stemning, uanset hvor vi er. Det er ikke kun, fordi de vil se os, men fordi folk virkelig har glædet sig til at komme tilbage og se noget god bold. Vi nyder, at det koger lidt. Man kan godt mærke, at der er lidt flere mennesker, end der plejer at være.
- Folk har savnet fællesskabet ved håndbold. Men vi er også et hold, der er spændende og sjove at følge i øjeblikket. Og så er det altid spændende, om det lige bliver den her gang, at hjemmeholdet overrasker, slutter Henrik Møllgaard.
Aalborg Håndbold kravlede længere op i tabellen efter weekendens 26-33-sejr over Nordsjælland Håndbold.
I aften tager nordjyderne hul på endnu en sæson i Champions League, når kroatiske Zagreb venter på udebane.